Dagens avislæsning (i Kristeligt Dagblad) gik omkring et stort interview med Niels Hausgaard. Alene det, at han er nordjyde er et gevaldigt plus på hans konto 🙂

Nej – det handler langt mere om hans underspillede og lette lune, glimtet i øjet, når han på raffineret måde får sat tingene i relief – uden at fornærme nogen. Og dog udtalte han selv i artiklen, at det gjorde ikke noget, at folk blev vrede, men han ville ikke gøre nogen kede af det. Egentlig en meget fin skelnen. For i hans optik så var uenighed med til at få nye vinkler frem.

Men det var et helt andet udtryk, jeg lige faldt over – nemlig: at gå baglæns fremad. Som sure gamle mænd, der hele tiden går med ryggen forrest – fordi de hele tiden synes, at de mister noget. Og næsten krampagtigt holder fast i det, de havde.

Jeg holder af ord, der skaber billeder, og som der kan tænkes lidt videre over. Og billedet af en ældre herre, der lidt skutrygget og modvilligt tager et skridt baglæns ind i fremtiden – det synes jeg er godt. Og kan genkende det. At have blikket rettet tilbage på det der var og næsten mene, at intet kan blive lige så godt. At have det meste af sin opmærksomhed rettet bagud.

Men som Niels Hausgaard videre siger, så kræver det noget at vende sig om og glæde sig over det, der kommer til en forfra. Det er måske ikke helt så let som det lyder.

Men så er det i hvert fald vores opgave at prøve at gøre det og øve os i det. Det er noget med proportioner: at glæde sig til fremtiden, at være til stedet i nuet og være taknemmelig for fortiden og alle dens minder.

Det er selvfølgelig lidt let sagt og sådan kan vi ikke gøre altid.

Men vi kan øve os i det – ikke at gå baglæns fremad, men som hønsene: Holde øjne og næb fremad og skrabe bagud med fødderne.

God lørdag.

Jette