diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Tanker om stort og småt Side 26 af 48

Forår, fredag og friweekend

What’s not to like? 🙂 Det er da en dejlig dag at gå i møde.

“Hvad var det dig der skete?

Mit vinterfrosne hjertes kvarst

må smeltes ved at se det

den første dag i marts.

Hvad gennembrød den sorte jord

og gav den med sit søblå flor

et stænk af himlens tone?

Den lille anemone

jeg planted der i fjor.” (Kaj Munk 1943) 



Jeg har ikke nogen blå anemone, som jeg har planted om. Men sangen her om den blå anemone er bare en dejlig forårssang, med fine naturbilleder – og en skøn melodi.

Forår – det har sin egen spænding og forventning i sig. I min lille familie har 5 ud af 6 fødselsdag i forårsmånederne 🙂

Haven begynder at indbyde til at være ude i den.

Ikke at det er de store ting jeg gør i den – men klipper brombær ned, det er altid en god beskæftigelse – det bliver så synligt, hvad man får lavet 🙂

Fredag – er i dag ensbetydnede med avislæsning, formiddagskaffe og forberedelse af lækker vegetarisk aftensmad til familien.

Friweekend bliver med arbejde – i roligt tempo. Arbejde, jeg normalt ikke laver. Der skal nemlig males, eller rettere smøres linolie/tjære på nogle gamle spær, som senere på foråret skal bruges som strør under en lille ny terrasse ved sommerhuset.

Spærene kommer fra Oles gamle maskinhus, som blev pillet ned sidste år. Da de kom ned på jorden, viste det sig, at spærene var fine og tørre og sagtens kunne leve videre et andet sted. Og det sted bliver altså på Sydfyn, som understøtning til en terrasse mod øst.

Jeg glæder mig allerede til at kunne side der og drikke morgenkaffe 🙂 Men der er noget vej endnu, men terrassebrædderne er indkøbt, så jeg – eller nok rettere – Ole, venter på lidt mere varme i luften, før arbejdet med at skabe denne skønne plet, går i gang.

Men nu er det forår – hvilken dejlig tid.

Rigtig god weekend til dig.

Jette

Kreative konfirmander

I dag er der blevet lavet ikoner 🙂 Det er efterhånden ved at være en tradition, at konfirmanderne – under kyndig vejledning – får lavet et lille ikon, billede, over deres selvvalgte konfirmationsord.

Jeg er sikker på, at de altid senere kan huske det lille vers, de har valgt. For de har skullet skrive det ned, forklare det – og endelig udtrykke det som billede, fyldt med symboler.

Inden de gik i gang fik de en grundig introduktion af Helle Noer. (læs en artikel med hende her) Hun har været her før, men i år var det en ny type ikoner, hun præsenterede. Kors lavet med alutape – og dermed også et ikon mere i sort og sølv – og ikke så farverig som de andre ikoner, mine konfirmander har lavet. Men en spændende teknik, og alle kan være med.

Vi nåede ikke at blive færdige – de fine kors skal limes på træplader, som først males sorte. Det gør vi i næste uge. Det projekt kan jeg godt finde ud af at stå for 🙂

Træpladerne er lavet af menighedsrådsformanden – han er gammel tømrermester, og har helt styr på den del 🙂

Undervejs er der også en forfriskning – her kommer jeg ind 🙂 Så der blev bagt små boller tidligt i morges. Dejen havde jeg lavet i aftes, stillet den køligt, og så var den godt hævet og klar til at blive formet her til morgen. Desuden fik de frugt og juice, så jeg tror egentlig, at konfirmanderne syntes, de var blevet taget godt nok hånd om – lige i dag.

Der skete lige så meget andet – så billeder af bollerne findes ikke 🙂 Men de smagte godt – var den respons jeg fik, og det var jo dejligt.

På torsdag går det løs igen – så skal det andet hold lave alukors og jeg skal igen bage boller 🙂

God tirsdag.

Jette

Sogneeftermiddag om sommerhus

Menighedsrådene og den lokale pensionistklub arbejder sammen et par gange om året. Det er en fin aftale, for pensionistklubben samler hver uge mange ældre i forsamlingshuset, og så byder vi ind med et foredrag eller to i løbet af en sæson.

I efteråret var der besøg Toner af Guld, som fortalte Matador – i ord og toner – en rigtig fin eftermiddag.

I dag er det så mig, der er på programmet. Faktisk har jeg selv foreslået det 🙂 For jeg vil gerne fortælle om mit sommerhusbyggeri, og har lavet et oplæg tidligere, så det var rimelig let at gå til.

Nu ligger der mange små og større ting klar på bordet – alt sammen noget der fortæller om den proces, det var at få bygget Kærnehuset.

Der ligger træ fra savværket i Korinth, der ligger træfiberisolering – der er mit fine certifikat på FSC – certificeringen. Og så er der eksempler på logoet – at vi finder det bæredygtige træ-og papir i mange sammenhænge.

Der er ved at ske noget i byggebranchen, når man taler om materialevalg. Træ og genbrug er kommet langt mere på dagsordenen. I denne uge var der en udsendelse i TV om netop højhuse, bygget i træ, og lejlighedskomplekser i træ. Alt sammen som alternativ til stål og beton. Det er en spændende udvikling – og som puster til min drøm om engang at bo i et træhus. Den dag, tiden i præstegården er forbi.

Det med formidling – og lidt nørderi – omkring træ, gør jeg også i en anden sammenhæng. Jeg er blevet stillet 6 skarpe spørgsmål fra hjemmesiden Træ. Dem er jeg i færd med at få svaret på – så dem kommer du snart til at kunne læse der 🙂

På en grå torsdag.

Jette

Penge som gave ?

Jeg kom til at tænke lidt over dette med at give penge som gave, når man er inviteret til en fest, en rund fødselsdag eller et jubilæum.

Op til jul læste jeg et idekatalog over bæredygtige gaver – og her gik det igen – oplevelser, abonnementer eller restaurantbesøg – gavekort til frisøg eller fodterapeut og lignende. Og I bogen jeg fortalte om forleden – Zero waste – der er tanken den samme: For ikke at skabe unødigt affald og ikke bare give en ting for at give en ting – så hellere tænk i oplevelser, noget man kan gøre sammen og dele med hinanden. Ens tid er faktisk også en gave at give til andre.

Jeg har tidligere haft det lidt blandet med at give penge som gave.

Men er dog ved at revurdere mit syn på det. For i 2½ år har Ole og jeg jævnligt nydt godt af de penge, vi fik i bryllupsgave. Penge, der var øremærkede oplevelser, gode stunder og besøg på spændende steder. Pengene er virkelig blevet brugt på forskelligt – lige fra togbilletter til kakao på en cafe en kold dag i Ribe til entre på museet på Amalienborg. Og meget andet. Og hver gang, så har vi kunnet sidde og glæde os over, at det var mennesker, der ville os det godt, som havde givet os mulighed for at gøre det, vi nu gjorde netop den dag.

Så penge givet som gave – “øremærkede penge” vel at mærke – det er faktisk en ret så god ide 🙂

Også bedre end de oplevelsespakker man kan købe. De er i princippet gode nok, men har en tidsfrist på 2-3 år, og hvis man lige overser den – som jeg netop har gjort det på et gavekort til et cafebesøg – ja, så er det spildte penge. Og det er godt nok super ærgerligt. Så der er rede penge faktisk at foretrække.

Jeg satte vores bryllups-gavepenge ind på en konto, som kun rummede dem, og så er der løbende blevet hævet derfra. Til stor glæde for os.

Men med alt dette sagt – så holder jeg dog stadig også meget af at få en “rigtig” gave. Noget jeg har manglet eller ønsket mig – eller blot noget hverdagsluksus.

Men jeg synes, det er værd at overveje, hvad er det vi gerne vil, når vi giver en gave til et menneske, vi holder af. Der er flere muligheder – det behøves ikke kun være endnu en dims til samlingen af dimser – lidt firkantet sagt. Men ture, oplevelser, events – eller en invitation til en lækker middag hjemme hos en selv – det er altså gode alternativer.

Tanker på en blæsende grå dag.

Jette

Februar, kulde og korte dage

Sådan begynder en nyere salme. Og den passer perfekt her omkring kyndelmisse. Den 2. februar fejrede man tidligere kyndelmisse. Det sker ikke så ofte mere, og så dog. Det begynder at komme frem igen.

Her midtvejs i vinteren, da er der plads til en lille fest i kirken 🙂 Det er 40 dage siden vi fejrede jul, og det er det antal dage, der skulle gå, før Maria, Jesu mor, igen kunne komme i templet – i følge de gamle forskrifter.

I Kauslunde kirke har vi faktisk et gammelt skilt, hvor der på den ene side står:

“Døren er lukket, fordi præsten indleder kirkegangskonen”

Det fortæller om traditionen, at den gifte kone blev modtaget af præsten og kirken første gang, efter at hun har født sit barn. Hvor lang til der gik fra fødsel til første gang i kirke, ved jeg ikke, men et gæt er, at det også har været 40 dage efter fødselen – sådan som det gjaldt for Maria. Det ville da falde fint i tråd.

“Vinteren vender ved Kyndelmisse,

se, hvor erantis tør gro.

Vintergæk skyder med grønne spidse,

præd’ker for os om at tro.

Derfor bærer blus vi med glæde!” (Ingrid Schrøder–Hansen, 1988)

Salmen beskriver så fint årstiden lige nu. Fra gammel tid vendte
vinteren ved kyndelmisse, vi er halvvejs i vinteren, så førhen skulle halvdelen
af forrådet gerne være tilbage. I vor tid er det anderledes, men vi glæder os
alligevel ved synet af vintergæk og erantis. Det lysner og det vidner om at
foråret er på vej. Og som det fortsætter i salmen:

”Troen og Håbet og Kærligheden skyder de grønneste skud.” Livsmod
og glæde har det med at vende tilbage i denne tid. Lad os løfte blikket og
komme ud, vinteren vender ….

God weekend.

Jette

Til konfirmandtræf

Jeg havde i aftes mine konfirmander med til Odense for at deltage i et stort konfirmandtræf. Det er Fyens Stift der inviterer, og et stort udvalg af præster og frivillige har tilrettelagt et par spændende timer, hvor kristendom bliver fortalt i et ungdommeligt sprog – og med små dramastykker som illustration.

Det var ikke det letteste emne, udvalget havde valgt 🙂 Apostlen Paulus og hans betydning for udbredelsen af kristendommen til hele verden. Der er langt fra Lystra og Rom til Odense – og så over 2000 år. Men jeg syntes det lykkedes ret godt.

Som Paulus skrev breve til sine menigheder, sådan kom konfirmanderne også til at skrive breve til nutidens menigheder.

I vores tid skal alt jo evalueres. Det tager jeg nu lidt let på her – men om ikke andet, så giver det altid noget at komme uden for ens egne små rammer. Nu har mine konfirmander i hvert fald besøgt mindst en af vores 10 domkirker 🙂

Sidst jeg var afsted på tur med et hold konfirmander, var da vi besøgte Århus og blandt andet så domkirken der.

Og lige det med domkirker – det er jo dem, der er afbilledet på den første side i salmebogen – det er fint at blive klar over det. For ellers sidder man og kigger forgæves efter ens egen lille sognekirke, og kan ikke finde den 🙂

Det bliver spændende at høre, hvad konfirmanderne selv syntes, de oplevede. Sikkert ikke det samme som mig 🙂

God onsdag.

Jette

Kunst for alle

Jeg har jo lavet den aftale med mig selv om, at jeg vil ud og se og opleve mere kunst og kultur i 2019 🙂 Det er faktisk en god aftale. For jeg hygger mig og nyder, når jeg kommer afsted.

I lørdags tog Ole og jeg turen til Århus, for at se Kunst for alle i Ridehuset. At jeg lige var blevet opmærksom på den udstilling, skyldes Elias Bruus – en af mine gamle konfirmander og naboens søn. Han har i flere år malet fine og farvestrålende billeder, og nu var han med på udstillingen i Århus, så det var oplagt at tage afsted. Og han maler bare fint. Dejlige finurlige billeder fyldt med fantasi. Han er en dygtig ung kunstner, der forsøger at komme til at leve af det, han allerhelst vil – nemlig at male.

Jeg fik et nummeret tryk med hjem. Og går nu og holder øje med, hvornår han lige får malet det billede, jeg gerne vil købe 🙂

Det er Elias på bolden, iført sine rød- og hvidstribede malertrøje. Billedet hedder “Balance”.

Og jeg kom til at tænke på sangen om Linedanseren. Der hedder det i et vers:

Tænk at få balancekunst

så helt ufatteligt!

At modtage sin stang og snor

ganske kvit og frit.

Uanset om du nu tror det,

så ved jeg

at lyset brænder for dig!

Og kigger du op, er der nok en vej.

Balancekunst – om det er maleren med de to spande maling på stangen – eller det er os andre, der forsøger at balancere gennem livet – så har vi fået mulighederne kvit og frit. Og kigger vi op, er der nok en vej.

Det er det gode ved malerier og kunst i det hele taget – at vi får løftet blikket og givet luft til tanker og fantasi. Og det tror jeg, vi alle har godt af 🙂

God mandag.

Jette

Indsamlede lysestumper :-)

I konfirmandstuen står en stor spand, som jeg har fået fra Kirkens Korshær. Den er beregnet til at indsamle lysestumper i.

Alle lysestumperne afleverer jeg så i butikken, som derefter sender dem til et sted, hvor lysestumperne bliver smeltet og støbt til nye lys. Og de lys får genbrugsbutikken så retur, og kan sælge dem og derved få lidt penge til deres gode formål – nemlig at drive varmestuer og herberge i Danmark. Hjælpe mennesker på kanten med lidt mad eller en kop kaffe eller noget tøj.

Det er næstekærlighed i praksis. Og det er noget, som vi alle kan forstå, og især for minikonfirmander og konfirmander er det en dejlig håndgribelig måde at give en hjælpende hånd på.

Der er et par tvillingepiger her i byen, som ind imellem kommer og ringer på min dør og spørger, om jeg stadig samler lysestumper sammen – for så vil de gerne aflevere et par poser med lysestumper. Det er da en fornøjelse af opleve 🙂

Mine konfirmander har de senere år hver fået et lys netop købt hos Kirkens Korshær til deres konfirmation. Så der på den måde trækkes en linje fra noget, de har gjort til glæde for andre, og samtidig selv får lidt glæde af på deres festdag. Et ekstra minde.

Nu vil jeg tage den fyldte spand med ind i butikken – jeg er sikker på at den bliver godt modtaget 🙂

God onsdag – en meget vinterlig dag.

Jette

9 kilo agurk ?

Så du Hammerslag i aftes ? Måske ikke, jeg så det også først senere på nettet. Men jeg faldt over en oplysning, som jeg syntes lød helt vild. Og som ikke havde spor med huspriser at gøre 🙂

Men nemlig, at vi danskere i gennemsnit spiser 9 kilo agurk om året! Det er da helt vildt meget. Af en grøntsag, som for 96 % vedkommende består af vand.

Min grøntsagsskuffe

Jeg spiser gerne agurk – slet ingen tvivl om det. Men kom alligevel til at tænke lidt på miljø, energi og bæredygtighed, da jeg så de enorme drivhuse, der var på Nordfyn. De må kræve masser af energi. For at procudere en grøntsag, som ikke indeholder nogle særlige vigtige vitaminer eller andre gode stoffer.

Jeg har jo en kæphest, der hedder – spis grøntsager i sæson. Det kan ikke altid lade sig gøre, men det er en god ide. Og det giver automatisk variation på ens tallerken.

Og så ved jeg godt, at jeg faktisk har tomater i mit køkken i disse dage – og de er da uden for sæson. Ja, men de er bare gode til meget – men indrømmet, de smager bedre solvarme og nyplukkede på en sommerdag.

Min grøntsagsskuffe indeholdt ikke en agurk – men andre specielle grøntsager. En del leveret af Aarstiderne, så derfor også nogle, jeg nok ikke lige selv ville have valgt. Men kål, græskar, løg, kartofler, gulerod og selleri – det er gode grøntsager på denne tid af året. Prøv for eksempel denne udgave af bagt butternut spuash og rosenkål. Den er let at lave og fin som tilbehør.

Min pointe med dette indlæg er – tænk i årstider, når der laves mad. Jeg synes ikke, det er så svært – nok også fordi på de her kolde dage, da har jeg bare mere lyst til simreretter og varme krydderier. Og så gemmer jeg de lækre og spændende salater til forår og sommer. I morgen vil jeg lave plantefars frikadeller – fra bunden. Måske jeg skal vise dem her på bloggen 🙂 ?

På en smuk torsdag.

Jette

Det vil jeg gerne i 2019

Jeg laver ikke nytårsfortsætter. Men jeg kan godt finde på at tænke over, hvad jeg håber det nye år vil bringe. Og kan se, at jeg for 5 år siden netop lavede en sådan status.

Jeg har tænkt lidt over, hvad jeg håber det nye år gemmer af oplevelser og særlige stunder. At skrive det ned, beskrev Trine som at lave en “bucket-liste”. Og lidt søgning på nettet viser, at det passer meget godt. Der stod blandt andet:

“Ordet “bucket-liste er et amerikansk ord, der betyder en liste over de mål, du ønsker at opnå, drømme du ønsker at opfylde, og erfaringer du ønsker at få i livet.”

Det er virkelig at tage de langsyede briller på – mindre kan også gøre det.

Glædes ved at indsamle silkehønseæg

Her kommer 5 ønsker for mit 2019:

1) at komme på ferie i Toscana (ferien er fundet, nu skal den blot bookes :-))

2) at være mere tid i sommerhuset

3) at besøge nye og interessante steder i Danmark

4) at blive mere målrettet og virkelig komme ud og opleve og se kultur

5) at være meget sammen med min familie

Og så vil jeg stadig gerne bage kager og glæde andre med dem 🙂

Ovenstående er jo ønsker, drømme og intentioner. Men at gå ind i et nyt år sker jo med et grundlæggende håb om, at vi er sunde og raske. Ændres den præmis, så er der meget der ser anderledes ud.

Men med det in mente, så er det om at synge med på tonerne og ordene fra en julesalme:

“Favn kun trøstig, hvad Gud har givet,

løft dit hoved, og tak for livet!” (Den danske Salmebog 127,4)

Det er da gode ord, at tage med sig og så ellers frimodigt gå i gang med det nye år 🙂

God mandag.

Jette

Side 26 af 48

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal