diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Grøntsager Side 12 af 16

På kursus – hos Salattøsen

Jeg har aldrig været på sådan et kursus før 🙂 Men havde inviteret Trine og Mette med til en eftermiddag i Salattøsens køkken i Kolding. Inspiration til at lave lækre og velsmagende salater, det kunne vi alle godt trænge til 🙂

Det blev en hyggelig eftermiddag med masser af information. Trine og Mette syntes, der var lidt for meget nyt – men som de selv erkender, så har de heller ikke lavet helt så meget salat som jeg har. Men jeg nød det. Og som Ole havde spået, så stod den på lækker salat til aftensmad 🙂

Salattøsen – med det borgerlige navn Mette Løvbom – har et motto, når hun komponerer salater og det er: Enkelthed. Ikke for mange ingredienser i en salat. Hvis man valgte spiskål, så ikke så mange andre grøntsager sammen med – men masser af crunch (noget sprødt), nødder og dressing. Og som hun meget rigtig sagde, så er det dressingen, der binder salaten sammen. Uden dressing eller krydderi, så er det bare grøntsager i en skål 🙂

På kurset så og smagte vi denne salat, som jeg lavede da jeg kom hjem. Med hvide asparges – friske, og lidt dyre, men de smagte skønt. Svitset et par minutter ved høj varme i lidt olivenolie. Kølte lidt af, inden de blev vendt i en skøn vinagrette dressing (opskrift kommer i morgen) Toppet med hakket kogt æg og masser af purløg. Slut dut! Det var da enkelt. Og smager helt fortrinligt.

Jeg serverede lidt bagt laks og et købe brød til – tiden rakte ikke til andet 🙂 Men nu inspireret til mange andre serveringer i det grønne køkken.

God og solrig mandag – lige en dag til salater.

Jette

Lækker sommerhus salat

Bededag tog vi i sommerhus – det var lækkert vejr. Vi var nok også taget afsted i dårligt vejr, for det er bare hyggeligt at opholde sig i det lille hus.

Der blev slået græs og jeg fik malet det lille træbord med olie. Det trængte det til efter et par år ude. Jeg har glemt at få et billede af det færdige resultat, det kommer en anden gang.

Maden blev lige som den skal være i sommerlandet – grill og salater i flere varianter 🙂

Den menu giver også en ret klar arbejdsfordeling hos os. Jeg er ingen grillmester, så grillen bestyrer Ole, og jeg laver salater og tilbehør. Det, som jeg også synes, er den mest spændende del.

Igen kniber det med billeder – men du skal ikke snydes for en spændende salat med spidskål, asparges og edamamebønner. Virkelig lækker og let at lave. Og inspireret af andre opskrifter på nettet.

Det er ved at være sæson for asparges, så de må nydes, for sæsonen er ret kort. Til midsommer er det slut dem dem.

Sommerhus salat (2-3 pers.)

½ spidskål

200 gr. grønne asparges

75 gr. edamamebønner (fra frost)

Dressing

200 gr. hytteost

salt

peber

citronsaft

hakket persille

Spidskål snittes fint. De grønne asparges knækkes, der hvor stilken naturligt knækker. Skæres på skrå i skiver – de bruges rå. Edamamebønnerne optøes. Alle tre ingredienser blandes.

Dressingen røres sammen og smages til og blandes derefter med salaten.

Og så er der en lækker salat, her i selskab med flødekartofler og bulgursalat.

Lige en lille kommentar – til grillen. Det er en lille kugle webergrill, som jeg har arvet efter Mette. Tanken om genbrug og ting med historie, går igen her 🙂

Mette mente, at grillen ville gøre mere gavn i sommerhuset end på svalegangen i Århus 🙂 Og hun får nok ret, den passer i hvert fald perfekt i størrelse, og mørbradhovedet, som blev grillet, smagte dejligt.

På en blæsende mandag.

Jette

En kage med rødbede

Jeg har det lidt ambivalent med rødbede 🙂 Men blev alligevel lidt nysgerrig, da jeg sad og læse i Maja Vases fine bog. Her var en rødbedekage fint pyntet og omtalt i meget høje toner. Så det måtte næsten forsøges.

Jeg har tilpasset opskriften til mit køkken, gjort den lidt mere budgetvenlig – men den er nu blevet rigtig god alligevel.

Kage med rødbede

3 silkehønseæg (2 almindelige æg)

100 gr. farin

100 gr. sukker

75 gr. olie

15 gr. kakao

125 gr. fintrevet rødbede

50 gr. mandelmel

75 gr. hvedemel

et nip salt

50 gr. mørk chokolade, grofthakket

Pisk æg, farin og sukker lyst. Kom kakao i og pisk det godt med. Kom olie i og pisk det grundigt. De øvrige ingredienser vendes i – pres lidt af saften af rødbederne inden de kommes i. Vend det hele godt sammen. Dejen kommes i en springform (21 cm. i diameter) med bagepapir i bunden, og bager ca. 45 minutter ved 175 grader. Mærk med en tandstik om kagen er bagt, der må ikke være dej på pinden, når den trækkes op. Afkøl kagen i formen.

Flødeostecreme

200 gr. flødeost

50 gr. flormelis

½ tsk. vaniljesukker eller korn af 1/4 vaniljestang

1 spsk. citronsaft

Det hele røres godt sammen og fordeles på den afkølede kage.

Pynt med friske bær og evt. hindbærstøv

Endnu en gang var det mit menighedsråd, der var testsmagere 🙂 Og alle fordomme om rødbeder bliver virkelig fejet til side her – det er en super lækker kage!

God onsdag.

Jette

Grøn aftensmad med smag

Mit indlæg i dag er udspringet af den tiloversblevne tomatsauce fra forleden 🙂 Jeg ville gerne bruge saucen til noget andet end en almindelig pastaret. Og med inspiration fra Kødfri Mandag, så blev det til denne fine aftensmad. Som er enkel, farvestrålende og smager fortrinligt.

Mine små silkehønseæg kommer helt til sin ret her 🙂 Og med en blandet grøn salat som følgesvend, ja så blev det en lækker aftensmad.

Bagt tomatsauce med æg, peberfrugt og persille (1-2 pers)

Tomatsauce

½ mozarellakugle

1 rød peber

1 spsk. olie

½ tsk. paprika

lidt chili

3-4 æg

groft salt

grønt drys (persille)

Skær peberfrugten i tern og svits den i olie. Krydr med paprika, chili og salt. Kom det hele i bunden af et ildfastfad og fordel tomatsaucen over. Lav 3 – 4 fordybninger og slå et æg ud i hvert hul. Skær osten i skiver eller tern og fordel den over. Krydr med lidt groft salt og drys til sidst med rigeligt klippet persille.

Sæt fadet i en varm ovn, 200 grader, og bag det ca. 20 minutter. Serveres med salat og evt. lidt groft brød.

Gryderetter og mad i et fad er bare vanskelige at tage billeder af. For du ser jo kun toppen 🙂 Men lad det ikke afskrække dig – der gemmer sig gode sager under alt det grønne.

En rose fra Føtex 🙂

På en blæsende kold torsdag morgen.

Jette

Nem og enkel pizza

Med inspiration fra tv og fra Aarstiderne blev denne nemme pizza lavet i aftes. Og den er bare god – det er pizza nu generelt, sådan en gang imellem 🙂 Dejen var med i kassen fra Aarstiderne – det gjorde det hele endnu lettere 🙂

Det kan godt være, at det bare er mig – men jeg husker tidligere tiders pizza som en ret, hvor man kom meget forskelligt fyld på og dryssede med rigeligt ost og så bagte. Men i dag, kommes der ofte fyld på, når bunden er bagt. Det giver til gengæld en lidt mere frisk pizza, med lidt salat, krydderurt og olie på.

Nem og enkel pizza 

Pizzadej

Tomatsauce

1 spsk. olie

1 løg

1 fed hvidløg

1 tsk. tørret basilikum

1 dåse flåede, hakkede tomater

salt og peber

Hak løg og hvidløg i tern og svits dem let i olien. Tilsæt de øvrige ingredienser og lad det koge ved svag varme under låg et kvarters tid. Køler let af.

Fyld:

½-1 mozzarella kugle

50 – 70 gr. lufttørret skinke

lidt rucola

1 spsk. krydderolie

Rul pizzadejen tyndt ud og smør lidt tomatsauce på – der er for meget sauce i opskriften. Gem den til en pastaret eller lignende. Fordel skiver af mozzarella på pizzaen og bag den ved 220 grader ca. 15 minutter.

Straks den kommer ud af ovnen, fordeles skinke i små stykker oven på, drysses godt med rucola og dryppes til sidst med olie – efter smag.

Og så er der mad!

Det er altså ret lækkert – lige til at hygge sig med 🙂

God onsdag – kølig og solrig.

Jette

Små grønne pirogger

Konfirmanderne lavede for noget tid siden nogle flotte ikoner. Og i næste uge holder vi fernisering og afslører deres små mesterværker. Vi – eller nok mest jeg – har planlagt  at der skal serveres små snacks og drikkes bobler af fine glas. Opgaven med at lave snacks er delt det ud, så konfirmanderne laver nogle – og jeg forsøger mig med disse. Og nogle dadler i svøb 🙂

Småt tager tid, men det ser altid festligt ud. Så det er umagen værd.

Små pirogger (12 – 14 stk.)

1 dl. vand

1½ spsk. olie

½ tsk. groft salt

50 gr. pizzamel

50 gr. grahamsmel

ca. 100 gr. hvedemel

Røres sammen og æltes til en lækker dej, hæver et par timer.

Fyld:

1 spsk. revet parmesan

2 kogte kartofler

1 tsk. tørret persille – eller 1 spsk. frisk hakket persille

½ tsk. tørret basilikum

1 spsk. olie

lidt citronsaft

lidt chiliflager

1 fed presset hvidløg

salt og peber

Kartoflerne moses og blandes med de øvrige ingredienser og smages til.

Ælt dejen igennem og rul den tyndt ud og udstik små cirkler, ca. 7 cm i diameter. Læg 1 tsk. fyld på og fold dejen over, så du får en halvmåne. Tryk rundt i kanten med en gaffel.

Bages ved 200 grader ca. 12 minutter til de er pænt lyse brune. Køler lidt af, og smager dejligt nybagte. Kan evt. lunes.

I aften kan Ole og jeg så nyde både dadlerne og de små grønne pirogger – det bliver ikke dårligt.

God weekend.

Jette

Bagt butternut squash

Jeg er jo begyndt at få en kasse leveret fra Aarstiderne hver anden uge. Og som jeg skrev om det, så er det altid spændende at se, hvad kassen indeholder.

Og sidst var der blandt andet en butternut squash. Jeg har aldrig før rørt ved sådan en eller for den sags skyld smagt den. Og var nok en anelse skeptisk. Men jeg er blevet positivt overrasket 🙂 Jeg serverede den i sommerhuset – for det er let mad, som ikke kræver særligt udstyr i køkkenet.

Bagt butternut squash (2 pers)

1- ikke for stor- butternut squash

8-10 rosenkål

1 spsk. rapsolie

½ tsk salt

peber

Skær squashen over på midten og skær den ret hårde skal af. I den tykke ende af squashen sidder inderst alle kernerne, de skal skrabes ud. Skær dernæst squashen i tern og kom dem i et ovnfast fad. Del rosenkål en enkelt gang og kom dem i fadet.

Vend grøntsagerne med olie, salt og peber og sæt det i ovnen ved 225 grader og bag det ca. 15 minutter – til grøntsagerne er netop møre.

Og så er der det mest lækre og farvestrålende tilbehør til, hvad menuen nu lige står på.

Her til sidst lige et billede af, hvordan en butternut squash ser ud 🙂 I øjeblikket har jeg kun kunnet finde den økologisk, men det er da også ok.

God torsdag.

Jette

Rødbederugboller

Rødbeder er meget fremme lige nu. Og de er også ok, men det kan være godt med lidt variation en gang i mellem. Jeg har en enkelt gang før bagt boller med rødbede, men i dag skal det have et forsøg mere.

Bollerne er bløde og lækre – men med en lidt anden farve end normalt 🙂 De smager ikke særlig meget af rødbede, men jeg tror alligevel, at de bedst egner sig til frokost eller eftermiddagskaffen. En rødbederugbolle på morgenbordet – det kan godt være, det vil afføde en kommentar eller to 🙂

Rødbederugboller (8 stk.)

75 gr. (1 stk.) revet rødbede

2 dl. mælk eller vand

½ dl. tykmælk eller andet surmælksprodukt

2 spsk. olie

75 gr. rugmel

1½ tsk. groft salt

1 tsk. sukker

15 gr. gær

Ca. 300 gr. hvedemel

Skræl rødbeden og riv den groft. Rør gæren ud i væsken og tilsæt de øvrige ingredienser, men hold lidt af hvedemelet tilbage. Æltes til en fin dej, der sættes til hævning 2-3 timer. Æltes igennem igen med let hånd, dejen kan godt klistre, hvis der tages for hårdt fat. Sæt bollerne på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve, mens ovnen varmer op til 200 grader. Bages ca. 20 minutter og afkøler på en rist.

Så er der farverige boller 🙂 Og en rødbede mindre i grøntsagsskuffen!

Må du få en dejlig weekend.

Jette

Perfekt til tapas – hvis du spørger mig :-)

Jeg har aldrig før lavet æblechutney! – Men da vi havde høstgudstjeneste og efterfølgende kirkefrokost kom det på banen.

Vi serverede tapas – til trods for, at langt de fleste som deltog var godt og vel 60 + Men det skal man ikke lade sig slå ud af. Der blev næsten spist op 🙂

At servere tapas – det er jo noget man meget køber sig fra. Det handler om at få købt nogle lækre oste og spændende pølsespecialiteter. Men tilbehøret, det kan man godt selv lave noget af. Gravermedhjælperens mor havde lavet de lækreste syltede blommer, de passede perfekt til osten.

Og jeg havde så lavet æblechutney. Og den blev ganske udmærket. Lidt grov, men godt mør og med fin smag. Og det var virkelig let at lave. Inspirationen kom fra Aarstiderne.

Æblechutney med ingefær og rosiner

800 gr. æbler i tern (altså uden skræl og kernehus)

2 løg

3 fed hvidløg

Saft og skal af 1 økologisk citron

75 gr. rosiner

2 tsk. groft salt

ca. 200 gr. sukker

5 cm. ingefær, revet

½ dl. æbleeddike eller hvidvinseddike

Lidt tørret chili

Skræl og skær løgene i tern og hvidløgene hakkes fint.

Alle ingredienser kommes i en gryde og koger ca. ½ time under låg ved svag varme. Æblerne skal være godt møre. Moses let og smages til. Kommes i rene glas, der er skyllet med lidt spiritus.

Jeg holder meget af tapas – eller bare sådan mad, man kan nippe af. Man kan tage lige det, man nu synes ser lækkert ud 🙂

Brødet på billedet vender jeg tilbage til. Det er en ret almindelig dej, men til gengæld flettet og foldet, så det bliver ret så dekorativt. Du kan se en engelsk vejledning på det fletningen her.

Nu vil jeg holde fri weekend – med familiesamvær og masser af hygge.

God weekend.

Jette

Gulerodskage – og et særligt skilt

Selv her midt om sommeren smager en gulerodskage godt 🙂

Jeg plejer at synes, at krydrede kager hører vinterhalvåret til – men med regnen trommende ned og ikke alt for høje temperaturer, ja så er det altså helt fint med en omgang gulerodskage.

Og i køleskabet var der en rest flødeost i overskud – så var der ikke meget at betænke sig på 🙂

Lille gulerodskage (4 personer)

1 æg

75 gr. farin

½ dl. olie

75 gr. revet gulerod

80 gr. mel

et nip salt

½ tsk. kanel

½ tsk. bagepulver

1 spsk. solsikkekerner

25 gr. rosiner

Pisk æg og farin grundigt og tilsæt olie og pisk igen. Vend de øvrige ingredienser i og sørg for, at det hele er blandet godt sammen. Kom dejen i en lille springform (ca. 16 cm i diameter) med bagepapir i bunden og bag kagen ca. 30 minutter ved 180 grader. Køler af i formen.

Flødeostcreme

50 gr. flødeost

25 gr. flomelis

½ spsk. citronsaft

Rør alle ingredienser sammen til en glat creme og fordel den på den kolde kage. Pynt evt. med revet citronskal eller en marcipanfigur.

Og nyd så en lækker kage 🙂

Og til sidst – lige et glimt af et tankevækkende skilt, jeg mødte i weekenden. I en restaurant inde midt i Jylland 🙂 I morgen vil jeg tænke lidt videre over netop budskabet her.

God mandag.

Jette

Side 12 af 16

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal