diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Frugt Side 13 af 31

Appelsinmarmelade

Jeg har før lavet appelsinmarmelade og brugt Karens opskrift. Og den er super god og enkel. Men nu kommer den lige her på min egen blog – og i en lidt mindre udgave 🙂

De første dage af december har været noget grå, så da lyser den solskinsgule marmelade bare godt op 🙂

Appelsinmarmelade (3-4 glas)

1 øko citron

3 øko appelsiner

300 gr. sukker

1½ dl. vand

Appelsin og citron skæres i skiver og trekanter.

Vand, appelsin og citron kommes i en gryde og trækker natten over inden det sættes til at koge. Småsimrer godt en times tid under låg. Så tilsættes sukker og det koger videre ca. 30 minutter, stadig under låg. Jeg lod det køle en anelse af inden det hele kom i foodprocessoren og blev kværnet til en lækker marmelade.

Det blev så fordelt i genbrugsglas, med forkerte labels, men pyt, det smager fortrinligt alligevel. Bittert og sødt på samme tid.

Her er det kommet på et stykke Lucia brød. Det smager godt.

I stedet for at bage små Lucia brød, som det sig hør og bør, så lavede jeg et stort brød og tilsatte rosiner. Det fungerer så fint, og rosinerne bliver ikke brændt af undervejs 🙂

Og hvis jeg tænker videre over værtindegaver – så tror jeg altså godt at et glas hjemmelavet appelsinmarmelade vil vække glæde og tilfredshed hos modtageren. Forudsat naturligvis at vedkommende bryder sig om den slags marmelade.

Jeg vil nyde det nykogte marmelade hen over december – og så ser vi hvor langt det strækker. Måske der skal laves lidt mere i januar, hvor appelsinerne også er perfekte at sylte. Vi må se 🙂

God onsdag.

Jette

Minimuffins med amarenakirsebær

Jeg købte fornylig et glas amarena kirsebær – bare fordi jeg gerne ville smage dem. De er i den dyre ende, men hold da op, hvor smager de godt 🙂 De er forholdsvis faste i konsistensen og så ligger de i den dejligste mørke sirup. Oven på ris alamande går det ret godt 🙂

Men bærrene smager også ret kraftigt igennem, så jeg har valgt at dele dem, inden de kommer i minimuffins.

Jeg skal jo til julefrokost i aften, og ville gerne have noget med til kaffen. Jeg nåede at bage disse små kager i aftes, og de smager ret fint. På billedet er der to størrelser, men det er samme salgs 🙂 Jeg bagte dobbelt portion i forhold til opskriften her.

Minimuffins med amarena kirsebær (24 stk.)

50 gr. smør, smeltet

1 æg

65 gr. sukker

½ tsk. vaniljesukker

1 dl. mælk

25 gr. mandelmel

90 gr. hvedemel

½ tsk. bagepulver

Et nip salt

12 amarena kirsebær

Lidt overtræksmarcipan til pynt

Pisk æg og sukker godt, lyst og luftigt. Tilsæt det smeltede smør og pisk det godt ind. Rør så mælken i, inden de øvrige ingredienser – undtagen kirsebær – vendes rundt i dejen. Fordel dejen i små muffinsforme og kom et halvt bær i hver. Bag kagerne 12-15 minutter ved 190 grader. Køler af i formen inden de forsigtigt lirkes ud.

Når de er kolde pyntes de efter fri fantasi. Her blev det små stjerner med guldstøv.

På vej mod advent. Jeg skal have fundet advents stagen frem og glæder mig til at tænde det første lys på søndag.

Glædelig advents weekend.

Jette

Fredag fridags glimt

Jeg har fri i weekenden og fik mulighed for også at tage fri i dag – så det føles som en lille mini-ferie, når jeg tæller mandag med 🙂

Der er tid til at læse lidt – en opskrift på svampepostej til i morgen aften, Mortens aften. Filosofiske tanker om Ét liv. Én tid. Ét menneske. Jeg har skrevet lidt om bogen her. Og så er Kristelig Dagblad, min avis i weekenden. Den giver altid anledning til lidt eftertanke og nye vinkler.

Frokosten i dag spises sammen med min søster og svoger – og jeg medbringer denne salat. Rødkål, hvidkål, edamemebønner og æbler blandet med en peanutbutterdressing. Idéen er fundet her på nettet, og så tilpasset mit køkken.

I næste weekend mødes mødregruppen, og jeg er i gang med at finde opskriften på den kage, jeg vil medbringe 🙂 Og her er den i lille udgave.

Jeg bagte valnøddebunde forleden, og siden en chokoladebund – og nu var tiden kommet til at samle min prøvelagkage. Det er mikro udgaven, men er nu blevet meget vellykket alligevel, hvis jeg selv skal sige det 🙂

Udgangspunktet er valnøddebunden her og en bærmousse som denne. Siden er et bånd af overtræksmarcipan og på toppen en chokoladeganache.

Nu kommer kagen med vest på senere i dag, og så vil jeg nyde et stykke kage i godt selskab 🙂

Må du få en dejlig efterårsweekend.

Jette

Banankage med pumkin krydderi og chokoladetop

Det skulle have været en æbletærte! Men jeg har godt nok spist mange æbler i år og drukket meget lækker most – så nu var det som om at lysten til noget andet også begyndte at melde sig. Og da Netto havde bananer på tilbud, så kom de med hjem i kurven. Og brugt i en dejlig banankage.

Opskriften er fra arkivet, men gjort lidt mindre, og så har jeg tilsat grahamsmel! Jeg ved godt nogen synes, at kager skal være med fint hvidt mel, og det er også lækkert – men ind imellem kan der godt ændres lidt og laves en lidt grovere kage 🙂 Menighedsrådet, som igen var smagsdommere, brokkede sig i hvert fald ikke.

Banankage med pumkin krydderi og chokoladeganache (16 stk)

2 æg

200 gr. sukker

1 dl. olie

1 dl. mælk

50 gr. grahamsmel

175 gr. hvedemel

1 tsk. bagepulver

1 tsk. pumkin krydderi

2 bananer

Ganache

75 gr. mørk chokolade

3/4 dl. piskefløde

Pisk æg og sukker godt og luftigt. Tilsæt olie og pisk igen. Mos bananerne. Bananer og de øvrige ingredienser kommes i og røres godt rundt, så det hele er ordentligt blandet. Dejen kommes i en lille bradepande (ca. 21 x 21 cm), hvor der er bagepapir i bunden af formen. Bages ved 175 grader ca. 40 minutter. Køler lidt af inden ganachen fordeles oven på.

Til ganachen hakkes chokoladen forholdsvis fint. Bring fløden i kog og hæld den over chokoladen af et par omgange. Rør til det hele er smeltet og blandet godt sammen.

Fordel det over den let afkølede kage – og drys evt. med lidt frysetørrede bær eller andet glimmer 🙂

En lækker banankage med smag – og med lidt modstand, grahamsmelet kan godt anes, når man spiser kagen. Men det gør ikke noget efter min smag 🙂

På vej mod weekend – jeg håber du får en dejlig weekend.

Jette

Fra æble til most

I weekenden fik vi lavet most af præstegårdens æbler – eller nogen af dem. Jeg har aldrig prøvet det før, men har hørt om det, og også smagt hjemmelavet most, så det kunne være sjovt at prøve selv. Og Ole havde remedierne til det – så det var egentlig bare om at komme i gang med at samle nedfaldsæbler op og plukke de lidt ukurante æbler af træerne.

Når man bor på landet – så er der æbler overalt i år. Og det er umuligt at få spist dem alle – så det her var en god måde at få brugt nogle af dem på. Der er tre forskellige slags – et sommeræble, jeg ikke ved hvad er. Træet har vist stået i haven siden den blev anlagt for 100 år siden 🙂 Selv har vi plantet et Ingrid Marie og et Cox Orange – begge gav æbler til mosten.

Det hele var mekanisk og ved håndkraft. Ingen elektriske hjælpemidler denne gang 🙂 Æblerne blev vasket i koldt vand, det forslåede og ormeangreb skåret fra og så i kvarte og derefter ned i kværnen. Her blev de raspet – på samme måde som i den gamle roehakker min far havde i stalden tilbage i min barndom i 70’erne.

De raspede æbler kom over i pressen og så blev de presset godt sammen og med det samme begyndte meget velduftende æblesaft at løbe ned i spanden.

Vi prøvesmagte – med most i vinglas – det må der til, når man betænker, hvor ædle dråber, der er tale om 🙂 Og det smager dejligt. Og en vis tilfredsstillelse ved at frembringe egen most.

Der blev godt 7 liter most af præstegårdens æbler. Efterfølgende gav vi mosten et opkog og fordelte den i poser, som nu ligger i fryseren, og kan tages op ved særlige lejligheder 🙂

I dag blev det til et glas til morgenmaden 🙂 Hverdagsluksus på en skøn mandag.

Jette

Små mazarinæbletærter

Der er stadig mange skønne æbler overalt. Og efter et par dage, hvor der blev snittet grove grøntsager til hokkaidosuppen, så er det lidt fint at lave noget lidt mindre og lidt finere 🙂

Derfor disse små tærter – de tager lidt tid at lave, men er ikke svære som sådan. Og de har en skøn smag.

Små mazarinæbletærter (7 stk.)

Tærtedej

100 gr. mel

60 gr. smør

30 gr. sukker

evt. lidt koldt vand

Bland mel og sukker og smuldr smørret heri. Saml dejen let evt. med lidt koldt vand. Læg dejen på køl.

Mazarinmasse

1 lille æg

40 gr. marcipan

10 gr. mandelmel

40 gr. sukker

35 gr. smør

20 gr. mel

½-1 æble i små tern (med skræl)

Pisk smør og sukker let sammen og tilsæt ægget og pisk let. Vend de øvrige indgredienser i.

Rul tærtedejen ud og beklæd 7 små tærteforme med dejen. Mine gamle forme i metal er gode 🙂 Tryk dejen til langs kanten. Fordel mazarinmassen i tærterne. Bag kagerne 18 – 20 minutter ved 200 grader. Køler af i formen.

Flødeostcreme

100 gr. flødeost

50 gr. flormelis

lidt vanilje

Rør flødeost, vanilje og flormelis glat. Kom det eventuelt i en sprøjtepose og sæt små toppe på de afkølede tærter. Alternativt kan cremen smøres på.

Jeg forsøgte mig med snirkler af tempereret chokolade. Det lykkedes ikke helt, men de ser da lidt festlige ud.

En dejlig kage, smager virkelig godt. Æblerne tilfører mazarinen noget fugt, og det fungerer virkelig godt.

Og tæller du efter på billedet, så mangler der en kage – den blev spist inden den blev pyntet – og smagte fortrinligt også uden pynt og glasur 🙂

God weekend.

Jette

Æbletærte – inspiration fra 80’erne

Da jeg læste i Århus for mange, mange år siden, lavede jeg ind imellem denne æbletærte – eller noget i den retning 🙂 Opskriften er fra Karolines køkken og den er virkelig lækker. Den hed Herregårdsæblekage – måske fordi den er lidt overdådig i sit fyld 🙂

I går tilbragte jeg min fridag i det midtjyske, så mens Ole var på arbejde, nød jeg at gå i køkkenet og bage æblekage. Store nedfaldsæbler blev forvandlet til skøn kage.

Dagen bød også på en frisk morgengåtur – som endte i regn. Det var ret kraftige byger, der kom på den egn i går.

På min tur fandt jeg kvæder, lommerne blev fyldt og siden blev de kogt. Nu håber jeg at få lavet kvædegele af saften. Og håber det smager godt, for jeg har faktisk aldrig smagt det, kun hørt om det 🙂

Men her er æblekagen:

Æbletærte med solsikkekerner og rosiner (5 pers)

Tærtedej

150 gr. mel (evt. 25 gr. grahamsmel)

80 gr. smør/margarine

40 gr. sukker

1 æg

Remonce

25 gr. blødt smør

25 gr. sukker

10-15 gr. solsikkekerner

Fyld

½ kg. æbler

35 gr. sukker

35 gr. rosiner

15 gr. solsikkekerner

Lav en god tærtedej og læg den på køl en times tid.

Rør remoncen sammen, så der er klar til senere.

Æblerne skrælles og skæres i tynde både. I en skål blandes sukker, rosiner og solsikkekerner.

Del tærtedejen i to dele, den ene lidt større end den anden. Beklæd en tærteform (18 – 20 cm i diameter) med dejen og fordele æblebådene heri. Drys med sukker/rosin blandingen. Læg det andet stykke tærtedej på som låg og fordel remoncen oven på. Prik gerne et par huller i låget, så dampen og duften kan slippe ud.

Bag tærten 40 – 45 minutter ved 190 grader.

Det er en lækker kage. Med lidt nostalgi over sig – minder om møder og samtaler i forrige årtusinde 🙂 Der kan fint serveres flødeskum til – men den lune kage smager nu også fint, som den er.

Og så smuk var 1. oktober – kvæg, vandhul og vindmølle – landet 2018.

God tirsdag.

Jette

Æbletærte med frangipane

Æbler er der bare masser af lige nu 🙂 Og med et møde i sigte – så er der ingen undskyldning for ikke at komme i gang med at bage en kage. Det blev i går til denne lille æbletærte. Den blev egentlig meget fin, og var ikke vanskelig af lave. Og smager dejligt af efterår og æbler 🙂

Det er en lille kage – som Mette bekymret spurgte: “Hvor mange kommer til det møde?” Vi var kun tre, så den rakte fint 🙂

Æbletærte med frangipane (3-4 pers)

Tærtedej

125 gr. mel

65 gr. margarine

25 gr. sukker

1 æg

evt. lidt koldt vand

Smuldr margarinen i melet, som er blandet med sukkeret. Dejen samles med ægget og evt. lidt vand. Læg dejen på køl en times tid.

Frangipane

50 gr. smør, blødt

50 gr. sukker

25 gr. marcipan

25 gr. mandelmel

35 gr. hvedemel

1 lille æg

Pisk det hele let sammen.

Desuden bruges

1 flot æble

Rul den afkølede tærtedej tyndt ud og beklæd en tærteform (ca. 16 cm i diameter) med dejen. Der er lidt i overskud – gem det til en hindbærsnitte en anden dag 🙂

Fordel frangipanen oven på. Del et fint æble i tynde både og fordel stykkerne over dejen. Tryk dem let ned.

Jeg brugte et Ingrid Marie æble – plukket på træet i præstegårdshaven. Det er lidt hyggeligt at kunne 🙂

Bag tærten ved 175 grader ca. 30 minutter.

Og det dufter af kage – en lækker kage. Kagen afkøler, inden den tages ud af formen og er klar til at blive spist.

Det er virkelig bare æbletid. Men som en meget rigtig skrev et sted – det er umuligt at nå at bruge al frugten. Men heldigvis kommer overskuddet fugle og andet til gavn. Men heldigvis kan de jo også gemmes et godt stykke tid. Jeg må have mine plukket ned – men venter lige lidt endnu.

God og lidt blæsende onsdag.

Jette

Festlig kage med årstidens bær

Jeg er en stor fortaler for,  at vi spiser jordbær i juni og grønkål til jul 🙂 Altså, at vi følger årets gang, også når det kommer til frugt og grønt.

Og lige nu – ja, da er der jo bare rigtig meget at vælge imellem. Det er virkelig blevet høsttid. Der er æbler i massevis, og de første er ved at være gode at spise og bruge i en kage. Hindbær og brombær er det også muligt at finde. Så alle tre slags frugt er i kagen jeg har lavet i dag. Den skal bruges i morgen til byens gadefest. Jeg håber, de vil synes om den.

Jeg kan desværre ikke deltage – for jeg skal til bryllup. Og det vil jeg altid gerne. Det er både festligt, varmt og fyldt med gode tanker.

Kagen jeg har lavet – består af:

Lagkagebund med æbler

Bærmousse (opskriften er lidt nede i indlægget her)

Honningkaramel på toppen

Marcipanbånd (af Overtræksmarcipan)

Og endelig pyntet med lidt Nøddecrüsli

Grundelementerne er kendte, det er bare et spørgsmål om, hvordan de lige kombineres 🙂 Den her kage blev faktisk ret fin, nu håber jeg, de vil nyde den i morgen.

Og lige tilbage til det med årstiden og alle afgrøderne. Det er alt sammen blevet fint beskrevet i en ny høstsalme, her hedder det blandt andet:

“om blomster i et farvespil

af gule, hvide, røde,

der frodigt gror og vokser til

og lyser os i møde;

om druer, der vil være vin,

når gennem stok og ranke,

lidt vand, der møder solens skin,

vil minde om Guds tanke.” (100 salmer, tillæg, nr. 809)



Uanset om udbyttet har været stort eller mindre, så bliver vi netop nu mindet om, at vi får meget givet. Skaberværket er Guds, vi hans forvaltere og må glæde os og takke for alle goder gaver, der kommer oven ned.

Rigtig dejlig weekend ønskes du.

Jette

Æblefest

Æblesæsonen er ved at være i gang. Det er skønt. Med lidt æbler i huset, kan der altid laves en kage 🙂 Og jeg er så småt gået i gang. Og som det gjaldt for tomaterne, jeg skrev om i går, så er nogle af æblerne i dag også samlet op af andre og bragt til mig. Så kunne jeg blot gå i gang med at bage 🙂

Og det har jeg gjort – for der var et aktivitetsudvalgsmøde i går sidst på eftermiddagen, og her var det ret fint med noget kage og kaffe, mens mange gode idéer blev vendt i luften. Kagen har jeg bagt tidligere, men egentlig glemt hvor godt den smager.

Det er virkelig en lækker æblekage – med hvid chokolade, marcipan og rosiner sammen med en masse æbler. Opskriften er lige til at gå til og rækker til ca. 6 personer.

Glutenfri æblekage er også en genganger. Det er egentlig en traditionel gammeldags æblekage, men hvor raspen er skiftet ud med havre/nødde knas. Og det smager godt. Min veninde var på besøg forleden, og spiser ikke gluten, så var det lidt fint lige at kunne servere denne variation i stedet 🙂

Og sidste kage i æblefesten er også en genganger. Det er lagkagebunden tilbage fra Lutherlagkagen. Æblerne er her med til at give en mere fyldig og smagfuld bund. Men her skal der selvfølgelig noget mere ovenpå 🙂 Det viser jeg senere, for kagen skal først afleveres på fredag. Der er gadefest i byen i weekenden. Jeg kan desværre ikke være med – er inviteret til bryllup, hvilket er så dejligt – men jeg kan jo godt bage en kage til byfesten. Så det er jeg i færd med nu.

God fornøjelse med at bage med æbler. Det er en fest 🙂

God onsdag.

Jette

Side 13 af 31

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal