Der er stadig mange skønne æbler overalt. Og efter et par dage, hvor der blev snittet grove grøntsager til hokkaidosuppen, så er det lidt fint at lave noget lidt mindre og lidt finere 🙂

Derfor disse små tærter – de tager lidt tid at lave, men er ikke svære som sådan. Og de har en skøn smag.

Små mazarinæbletærter (7 stk.)

Tærtedej

100 gr. mel

60 gr. smør

30 gr. sukker

evt. lidt koldt vand

Bland mel og sukker og smuldr smørret heri. Saml dejen let evt. med lidt koldt vand. Læg dejen på køl.

Mazarinmasse

1 lille æg

40 gr. marcipan

10 gr. mandelmel

40 gr. sukker

35 gr. smør

20 gr. mel

½-1 æble i små tern (med skræl)

Pisk smør og sukker let sammen og tilsæt ægget og pisk let. Vend de øvrige indgredienser i.

Rul tærtedejen ud og beklæd 7 små tærteforme med dejen. Mine gamle forme i metal er gode 🙂 Tryk dejen til langs kanten. Fordel mazarinmassen i tærterne. Bag kagerne 18 – 20 minutter ved 200 grader. Køler af i formen.

Flødeostcreme

100 gr. flødeost

50 gr. flormelis

lidt vanilje

Rør flødeost, vanilje og flormelis glat. Kom det eventuelt i en sprøjtepose og sæt små toppe på de afkølede tærter. Alternativt kan cremen smøres på.

Jeg forsøgte mig med snirkler af tempereret chokolade. Det lykkedes ikke helt, men de ser da lidt festlige ud.

En dejlig kage, smager virkelig godt. Æblerne tilfører mazarinen noget fugt, og det fungerer virkelig godt.

Og tæller du efter på billedet, så mangler der en kage – den blev spist inden den blev pyntet – og smagte fortrinligt også uden pynt og glasur 🙂

God weekend.

Jette