diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Cookies Side 3 af 4

Cookies med glaze :-)

Der blev noget lækker glaze til overs i går. Det består af hvid chokolade, fløde og sukker – og det er altså for godt til at give til hønsene 🙂 Det må kunne bruges.

Så der blev eksperimenteret – og her er resultatet 🙂 Det er kager uden æg, glazen er “bindemidlet” i disse cookies.

Cookies med glaze (10-12 stk)

1 dl. glaze

50 gr. sukker

50 gr. farin

60 gr. smør

40 gr. havregryn

125 gr. mel

½ tsk. bagepulver

lidt groft salt

30 gr. grofthakket chokolade

Pisk smør, sukke og farin sammen, lun glazen og kom den i og pisk det sammen. Vend de øvrige ingredienser i dejen og rør det godt sammen. Dejen sættes med en ske i passende klumper på en plade med bagepapir. Bages ved 175 grader ca. 15 minutter. Køler af på pladen.

Det blev faktisk udmærkede kager. De er nu kommet i en fin kagedåse og tager turen ned i sommerhuset.

Og så blev det dagen, hvor kyllingerne endelig kom ud af reden. Gravermedhjælperen gav en hånd med – hun har klart mere føling med det, end jeg har. Så med et kærligt skub landede alle kyllinger sikkert på jorden – og er nu ved at undersøge, hvad det er for en verden 🙂

God og sommerlig weekend.

Jette

Kagedåse med indhold

Kagedåserne er ret tomme for tiden 🙂 Men nu er der dog kommet lidt indhold i en af de smukke Bjørn Wiinblad dåser, som vi fik i bryllupsgave.

Dåserne var tiltænkt sommerhuset – og kommer også snart derned, men lige nu nyder jeg dem herhjemme 🙂

Indholdet er cookies. De er altid gode, lette at bage og kan varieres efter humør og efter indhold i køkkenskabet. Jeg brugte denne opskrift som udgangspunkt, men kom lidt ganache i og chokoladen var rester fra gamle chokoladejulekalendere 🙂 Men i kager, så smager det hele ret fint.

Kagerne flød ret meget ud – fik en størrelse, der bedst passer til en frokosttallerken 🙂 Men det gør nu ikke noget. På en kølig og blæsende sommerdag er det fint med kaffe og cookies.

Dagen byder desuden på  et møde med ejendomsmægler, der skal vurdere sommerhuset, med henblik på optagelse af realkreditlån – det bliver faktisk også ret så spændende 🙂

God onsdag.

Jette

Kæmpe cookie med salte pistaciekerner

Det er fredag, og der er ikke mere kage i huset – så der må lige bages en lille kage.

Den er inspireret af en, jeg har lavet før, men nogle af ingredienserne er byttet ud. Så i denne bruges almindelige salte pistaciekerner og mørk chokolade.

Det er virkelig en hurtig lille sag at lave, og smager godt – men gør cookies ikke altid det 🙂

Kæmpe cookie med salte pistaciekerner

35 gr. smør

75 gr. rørsukker

1/4 tsk. groft salt

1 æggeblomme

25 gr. havregryn

50 gr. mel

25 gr. salte pistaciekerner

25 gr. chokolade

Rør smør og sukker sammen, tilsæt æggeblomme og pisk det godt sammen. Hak pistacie og chokolade groft og bland det i dejen sammen med salt, havregryn og mel. Rør det sammen – det kommer ikke til at hænge helt sammen, det smuldrer lidt. Kom dejen i en lille tærteform (ca. 15. cm i diameter) og pres dejen godt sammen. Bages ca. 15 minutter ved 200 grader. Afkøles.

Chokoladeganache

50 gr. chokolade (evt. halv lys og halv mørk)

25 gr. piskefløde

1 tsk. glucosesirup

Varm glucose og piskefløde op til kogepunktet og hæld det over den finthakkede chokolade. Rør til det hele har samlet sig til en glat og skinnende masse. Hældes over den kolde cookie kage og sættes på køl.

Nu er den klar til at servere – og spise 🙂

Og så blev det weekend – jeg håber du får en dejlig weekend.

Jette

Marcipan cookies

Der er stadig lidt marcipan på lager efter brylluppet. Men det er nu ikke noget problem:-)

Og med et par møder i den kommende uge, kan det være godt med cookies i en dåse.

Her kommer mit bud på marcipancookies. Når jeg skriver sådan, så er det fordi, der er utallige opskrifter på nettet – så min er et miks af mange.

Marcipancookies (ca 15 små stk.)

90 gr. smør

50 gr. farin

75 gr. sukker

100 gr. mel

25 gr. havregryn

1 æggeblomme

½ tsk. bagepulver

50 gr. chokolade

50 – 75 gr. marcipan

Pisk æg og smør let sammen. Tilsæt æggeblomme og pisk videre. Kom det revne marcipan i og pisk let. De øvrige ingredienser røres i. Det bliver en dej, der næsten kan samles med hænderne. Form små kugler på størrelse med en valnød og sæt på en plade med bagepapir. Tryk dem lidt flade. Bages ved 180 grader ca. 12 minutter. Afkøler og spises 🙂

De smager bare så godt – nybagte cookies de går aldrig af mode 🙂

God mandag – med endnu en skøn blå himmel.

Jette

Cookies i kagedåsen

Når der bliver bagt macarons, er der jo æggeblommer til overs. Det er nu ikke det værste – de kan let bruges i en tærte og suppleres med lidt ekstra væske. Eller de kan bruges i en kage – eller som her i cookies.

Kirkens personale skal på studietur – og kommer til at køre en del, så kaffepauser er nødvendige 🙂 Og så kan en enkelt småkage nu være godt at have ved hånden. Så dåsen her kommer med.

Jeg bagte en gang disse reste cookies, og har valgt lidt samme opskrift her – denne gang med reste æg 🙂 og noget forskelligt chokolade, der havde gemt sig i køkkenskabet.

Dejen blev lidt massiv, der kunne med fordel være kommet lidt væske i – men sådan bliver man jo lidt klogere hen ad vejen. Smagen er nu ganske god, og som en “på tur” småkage går den fint 🙂

Og lige til sidst et glimt af glade dyr på den første sommerdag i følge kalenderen. Grønt græs og solskin – det gør både mennesker og dyr glade.

“Det dufter lysegrønt af græs” er titlen på en salme, og jeg synes det er genialt formuleret  – for lysegrønt græs kan nemlig dufte ganske lifligt 🙂

God torsdag.

Jette

Store cookies

Når jeg normalt bager cookies, er de mest i småkage-størrelse. Men når jeg ser cookies ude i butikker, så er de ofte på størrelse med en underkop 🙂 og ligger og frister og ser super indbydende ud.

Så i går skulle det forsøges at lave store cookies. Det kræver altså ikke den helt store ekspertviden – det er jo bare at bruge mere dej til hver cookie. For sjov skyld vejede jeg dejen af – så er der lidt at sammenligne med.

Opskriften var denne

Chokoladen en god blanding af lyst og mørkt og rester af fyldt chokolade. Det går fint i cookies 🙂

Normalt giver portionen ca. 15. stk.

Jeg vejede dejen af i 75 gr. portioner, og så blev der 8 store stk. De skal bage 15-18 minutter – desværre blev mine lige bagt nok, så de er langt mere sprøde end bløde. Og det er ærgerligt!

Men kagerne var nu velkomne nok – da der i aftes blev holdt aktivitetsudvalgsmøde. Duften af nybagte kager hjalp klart tankerne og idéerne på vej. Der var ingen risiko, for at vi gik sukkerkold 🙂

På en smuk forårsdag.

Jette

Reste cookies

Jeg tænker nogen næsten går udenom alene ved ordet “rest” 🙂

Men når der nu stadig er lidt overskud fra nytårets indkøb, og det er alt for godt til at gå til spilde, så må der prøves nye veje. Og jeg har læst mig til, at mange andre har prøvet at gå denne vej, så her er mit forsøg.

Cookies med kransekagefyld.

Jeg brugte opskriften her her og erstattede chokoladen med grofthakket kransekage. Det blev faktisk ret vellykket, hvis jeg selv skal udtale mig 🙂 De er ret så søde i det, der kunne godt være sparet en anelse på sukkeret, men ellers går de rent hjem.

I morgen afholder menighedsrådet årets første møde – og så kan jeg igen bage kage 🙂 Jeg glæder mig til en af de nærmeste dage at vise kagen, for i mit hoved har den taget form.

Udsigten fra mit vindue – på en smuk og kold januardag.

Jette

Jule cookies

Jeg ved ikke lige hvad det er, der sker – jeg synes det ene indlæg efter det andet får en snert af juletoner 🙂 Måske er den lige om hjørnet?

I hvert fald byder aftenen på årets første julefrokost. Menighedsråd og personale og deres ægtefæller mødes i konfirmandstuen til en hyggelig aften. En fornøjelse bare at kunne møde op – der er allerede pyntet fint op.

Jeg blev spurgt, om jeg havde kage med? Det er altid et godt spørgsmål at få, men det var ikke helt planlagt, så det blev den lidt lette løsning – cookies. Med juletema. Inspirationen er herfra, og de smager ganske glimrende.

Jule cookies (ca. 40 stk)

150 gr. smør/margarine

125 gr. farin

100 gr. sukker

½ tsk. salt

½ tsk. bagepulver

2 æg, fra nydelige høns

250 gr. mel

75 gr. marcipan

75 gr. nougat

25 gr. hakkede mandler

2 spsk. kanelsukker

Kom smør og de to salgs sukker i en skål og pisk godt. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk mellem hvert. Marcipan og nougat skæres i små tern og blandes med melet. Vend melblandingen i dejen sammen med mandler og bagepulver. Vend det hele godt sammen.

Sættes på 2 plader med en ske – med lidt luft mellem hver cookie. Drys dem med kanelsukker og bag dem ca. 15 minutter ved 180 grader.

Køler af og duften af jul nærmer sig 🙂

Og så hedder det meget snart FRI-weekend. Den er velkommen, og fyldt med forventning.

Du ønskes en dejlig weekend.

Jette

Friske citroncookies

Til en udflugt, hvor der skulle pakkes en kurv med kaffe og kage, da opstod ideen her. Lidt søgning på nettet gav ikke et helt konkret bud, hvad en cookie med citron skulle indeholde, så opskriften her er min egen 🙂

Udflugten gik ned til min nye grund 🙂 som jeg stolt og glad viste frem. Der er stadig ikke meget at se udover stubbe, brændenælder og højt græs. Men en dag skal det nok blive fint 🙂

Citroncookies med macadamianødder (ca. 10 store stk.)

75 gr. smør

100 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

1 æg, fra en hyggelig høne

70 gr. havregryn

90 gr. mel

½ tsk. bagepulver

25 gr. citronpasta eller syltet citronskal

25 gr. macadamianødder

Rør smør, sukker og vaniljesukker godt. Pisk ægget i og tilsæt de øvrige ingredienser og bland det hele grundigt. Dejen sættes i klatter på en plade med bagepapir, med lidt plads imellem hver.

Bages ved 175 grader i ca. 15 – 17 minutter.

Fine og friske cookies – ret langt fra chokoladecookies🙂 Men et værdigt alternativ på en varm sommerdag.

Udflugten på en skøn sommervarm søndag gik som nævnt forbi min nyindkøbte grund 🙂 men også til Helnæs fyr. Da vi for år tilbage havde båd, sejlede vi enormt mange gange forbi det fyr, og vidste når vi så det, at så var der ikke så langt til Fåborg 🙂

Helnæs er virkelig et område, der er værd at besøge, skøn natur og masser af vand – og blå himmel. En ren fryd at sidde og nyde udsigten.

Helnæs, lige efter dæmningen 


Jeg tror, jeg skal blive bedre til at tage kurven med og så sætte kursen ud i det blå 🙂 Der er virkelig mange skønne steder, hvor øjet ser langt og der er højt til himlen.

God tirsdag.

Jette

Skøn chokolade ting :-)

Jeg får ikke læst så mange blogs, når det er så varmt, for mit net når ikke ud på terrassen. Og det er vel egentlig også godt nok, at der er et frirum i haven, så det bliver nogle andre ting, der fylder sjæl og sind.

Men jeg er dog faldet over en lækker ting, som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal kalde. Men det er en cookie lignende kage med dulceyganache på toppen. Den kombination lød så lækker, at det måtte bare afprøves. Jeg halverede størrelsen og lavede lidt mindre ganache end den oprindelige opskrift gjorde – inspirationen er herfra.

Dulcey – denne lækre chokolade med karamelsmag. Det var fint at få mulighed for lige at bruge det igen 🙂

Cookiekage med dulceyganache

35 gr. blødt smør

75 gr. mørk farin

1 æggeblomme

50 gr. mel

25 gr. havregryn

1/4 tsk. groft salt

25 gr. mørk chokolade

25 gr. peanuts

Pisk smør og farin godt sammen, tilsæt æggeblomme og pisk grundigt. Vend de øvrige ingredienser i – chokolade og nødder grofthakkes først.

Fordel dejen i en smurt tærteform (15. cm i diameter) og bag kagen ca. 15 minutter ved 200 grader. Afkøl i formen.

Dulceyganache

50 gr. dulcey

25 gr. piskefløde

5 gr. (1 tsk.) glukose

Bring fløde og glukose lige til kogepunktet, tages af varmen og den grofthakkede chokolade røres i. Rør til det hele er smeltet smukt sammen og fordel det på den kolde kage.

Nu afkøles det hele igen – mindst 4 timer, gerne natten over.

Om den smager godt? 🙂 Uomtvisteligt! Og med nye lækre jordbær som følgeskab så er der dømt hygge og godt selskab.

Og så er det vist bare om at komme ud i haven igen – under et skyggefuldt træ. For hold da op, hvor er det pludselig blevet varmt 🙂

På biblioteket fandt jeg en stak gode bøger, så på gensyn en anden dag.

Jette

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal