Vel hjemme igen efter et par dage i Svendborg på konvent, så venter arbejde. Det er ikke så mærkeligt, men det betyder lige i dag, at der ikke bliver lavet så meget i køkkenet.
I weekenden var jeg på besøg hos min far, og havde bagt en lille citronmåne. Det er nu blevet til den 3. opskrift på en kage med samme navn – og de er alle gode, men også forskellige. Denne udgave krævede citron pasta.
Når jeg læser om noget nyt – og hvor jeg har ingredienserne i huset, så er der ikke altid så langt fra tanke til handling. Det er altid sjovt at se, hvad det bliver til, og om det smager godt, og dermed kan bruges 🙂
Idéen til citron pasta stammer her fra
Citron pasta
150 gr. citron, økologisk
50 gr. rørsukker
Vask citron, skær enderne af og skær resten i mindre stykker (fjern eventuelle kerner), inden det kommes i minihakkeren (fordi jeg ikke har en blender :-)) Hakkes til det er ret fint.
Koges ca. 20 minutter under låg ved meget svag varme. Kommes i et rent glas – eventuelt skyllet i spiritus – og gemmes i køleskab.
Det er ikke beregnet til at spise som det er, det smager bedst i samspil med andre lækkerier. Men dufter dejligt.
Jeg brugte det i min lille citronmåne – og har også fundet en anden opskrift, hvor det vil passe godt i. Mere om det en anden dag.
Morgendagen byder på en hyggelig ekskursion med mine menighedsråd. Sidste år havde jeg bagt kage, det skal jeg ikke i år. Så det er lidt luksus blot at hoppe på bussen, læne sig tilbage og så nyde dagen. Vi skal til Årø – jeg glæder mig, og du hører helt sikkert mere til den tur 🙂
God weekend i det smukkeste solskin.
Jette
Skriv et svar