diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Cookies

Reserve cookies med nødder og chokolade

Tænk hvis der ikke var kor kage 🙂

Sådan tænkte jeg i går, for da jeg gik hjem sidste mandag, havde ingen skrevet sig på til i aftes. Og eftersom jeg godt kan li’ at bage og fordi cookies altid finder afsætning, så blev der bagt reserve cookies 🙂

Heldigvis havde et andet kormedlem kage med, så øveaftenen var helt som den skulle være, alt var på plads. Det var også lidt vigtigt, for i aften er det, at vi skal holde vores årlige forårskoncert. Men lidt mere om det i morgen.

Men i eftermiddag er der endnu et møde, så der er det godt at have en fyldt kagedåse med 🙂

Inspirationen er fra bogen: “Grigos hjemmebag.” Og så ændret lidt og tilsat lidt grahamsmel. Det grove mel er vist mest for syns skyld, men lidt har vel også ret 🙂 Og kagerne smager fint.

Cookies med nødder og chokolade (ca. 20 mindre)

1 æg, fra en dejlig høne

50 gr. grahamsmel

200 gr mel

1 tsk bagepulver

100 gr. farin

100 gr. sukker

175 gr. smør/margarine

1 spsk. kakao

100 gr. blandede nødder, grofthakkede

50 gr. mørk chokolade, grofthakket

50 gr. hvid chokolade, grofthakket

1/4 tsk. fint salt

Samles som en mørdej: smuldr smørret i melet og tilsæt de øvrige ingredienser – undtaget ægget – og bland det grundigt, saml til sidst dejen med ægget.

Del dejen i ca. 20 stykker, tril til små kugler, som sættes på plade med bagepapir på og trykkes let flade.

Bages ved 180 grader ca. 15 minutter.

Og du har de lækreste små cookies 🙂 Lille og lille – en kage vejer ca. 35-40 gr., det er en okay kampvægt for en småkage.

God tirsdag.

Jette

Cookies med 4 slags chokolade

Jeg har længe glædet mig til at skulle prøve den her ide af – en cookie med 4 slags chokolade i. Altså både mørk, lys, hvid og blond (dulcey) Det kan kun blive en god kage!

Og til menighedsrådsmødet i aftes gjorde de sig også godt – oven på megen snak om særegne regler, hjemmesideløsning og orientering fra udvalg. Så gik tiden, og det var godt med både kaffe og kage. Mere om den anden kage i morgen.

Cookies med 4 slags chokolade (16 stk)

1 æg, fra en kærlig høne

100 gr. sukker

50 gr. mørk farin

100 gr. smør

50 gr. havregryn

150 gr. mel

1/2 tsk. bagepulver

1/3 tsk. groft salt

30 gr. mørk chokolade

30 gr. lys chokolade

30 gr. hvid chokolade

30 gr. dulcey

Hak de 4 slags chokolader groft.

Pisk smør og de to slags sukker grundigt. Tilsæt æg og pisk igen. Sigt mel og bagepulver i og vend det lige rundt sammen med havregryn inden chokoladen kommes i, og det hele røres sammen til alt er blandet.

Dejen sættes på en plade med bagepapir, ca. en spiseskefuld til hver cookies, og som så trykkes lidt flad.

Bages ca. 10-12 minutter ved 175 grader. Køler af på pladen.

De er bløde og lækre og smager varieret af de forskellige typer chokolade. Du kan roligt bage en portion 🙂 og bliver helt sikkert populær hos dem, der får lov at smage.

En dejlig onsdag er begyndt – det er solskin uden for 🙂

Jette

cookies – igen igen, med chokolade og tranebær

Jeg husker, at Tobias fra den store bagedyst fortalte om, hvordan han fandt nye opskrifter. Han googlede, og hvis der ikke dukkede noget op, så konkluderede han, at han havde fundet noget specielt og gik videre med det.

Jeg har det lidt modsat. Eller konkluderer i hvert fald anderledes. For hvis rigtig mange synes om en særlig kage eller småkage, så er det nok fordi den smager ret godt. Jeg tror i hvert fald det gælder om cookies 🙂

Så fra en bog (Kagedage) lånt på biblioteket kommer inspiration til disse cookies. Tranebær går igen – jeg synes stadig de er interessante at bage med. Og chokolade, tja det er der ikke så meget at sige til – det er bare godt.

Det er faktisk ikke længe siden, jeg skrev om nogen cookies, der ligner disse – så det her må være version 2

Cookies med hvid chokolade og tranebær (6-7 stk.) version 2

65 gr. smør

40 gr. sukker

40 gr. lys rørsukker

½ æg, fra en god høne

½ tsk. vaniljesukker

85 gr. mel

1 nip salt

en anelse kanel

1/4 tsk. bagepulver

50 gr. tranebær

30 gr. hvid chokolade, grofthakket

Pisk smør, de forskellige slags sukker, salt og kanel godt og grundigt. Pisk et helt æg sammen og tag halvdelen af det og pisk det i dejen. Sigt mel og bagepulver og vend det i sammen med tranebær og chokolade. Røres så alt melet er optaget. Sæt dejen i ret store klatter på en plade beklædt med bagepapir og bag kagerne ved 170 grader i ca. 15 minutter.

Og kagerne smager dejligt.

Men det er nok mest en temperaments sag, men jeg savner lidt grov struktur – savner havregryn og lidt at tygge på. Men disse cookies forsvinder nu alligevel lidt efter lidt 🙂

Helt sikkert når jeg får sat mig til rette i sofaen i aften. – Men inden da, skal mine konfirmander på Bibelrace (lære at finde rundt i Bibelen) og jeg skal sammen med mit gode personale på messen Kirkens forum Det er et nyt initiativ, hvor ting, der relaterer til kirken præsenteres, lige fra plænekippere til el-sparepærer og et foredrag om kirkelukning.

Så det er vist bare om at komme i gang med en lang og interessant dag.

Jette

Ad hoc kor og kager

I denne uge er der Spil Dansk Uge. Det er KODA der står bag idéen – og er tænkt som en hyldest til al den gode danske musik, der findes. Både nutidigt, men også ældre musik og sang. Det er 13. gang  det løber af stabelen, og vores kirke har været med til det næsten hele vejen igennem.

For jeg synes, at vi har en salmebog og en salmeskat, der meget fint rammer ind under dette med at spille dansk. Og kirkerummet er et fantastisk sted at synge.

Så i eftermiddag afholder organisten et arrangement, hvor man blot kan møde op og synge med, og så slutter det hele med en lille koncert til sidst. Meget enkelt og super hyggeligt.

Og vi begynder med kaffe 🙂

Så derfor var der gang i ovnen i går. Der blev bagt gulerodskage, og denne gang får den creme på toppen. Opskriften står nederst i indlægget her.

For ud over gulerodskagen, så kommer også disse chokolade cookies med. Jeg bagte dem til Peters fødselsdag, men de er ikke blevet spist, så nu kan de gøre gavn her i stedet 🙂

Cremen til gulerodskagen fik jeg idéen til i Lise Lotz bog – Kager uden mel. Jeg tilpassede opskriften så den matchede min kages størrelse.

Safran flødeostcreme

100 gr. flødeost

50 gr. flormelis

1 spsk. citronsaft

et lille nip safrantråde

Smuldr safrantrådene og lad dem trække nogle minutter med citronsaften. Det giver en flot farve. Rør flødeost og sukker i og bland det hele godt. Og er klar til at komme på den kolde kage.

Smuk tirsdag.

Jette

Cookies med tranebær og hvid chokolade

Cookies?! Kan der snart koges mere suppe på den høne 🙂 Sagtens. For cookies smager altid godt, og der er virkelig mange varianter og forskellige fremgangsmåder.

Jeg skulle til et møde i aftes og var ikke helt sikker på, om der var noget til kaffen – eller om der var kaffe overhovedet 🙂 Så for at hjælpe mødet på vej, blev der bagt cookies, for så var der da lidt.

Et møde hvor opgaven var at revidere vedtægter og foreningsformål – det kræver i mine øjne lidt ekstra energi 🙂

Så her er opskriften på endnu en gang cookies – denne gang med tørrede tranebær og hvid chokolade. Bærene havde jeg købt for længe siden – på nettet fra et lille bitte firma med super service. Og så blev der åbnet for posen med det lækre mørke farin – det var en fryd at dufte til, og havde en skøn konsistens.

Cookies med tranebær og hvid chokolade (10 store stk.)

75 gr. smør

50 gr. mørk farin

50 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

1 æg, fra en glad høne

70 gr. havregryn, gerne groft valsede

90 gr. mel

½ tsk. bagepulver

50 gr. tørrede tranebær

50 gr. hvid chokolade, grofthakket

Rør smør og de tre slags sukker godt. Pisk ægget i. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør til det hele er godt blandet. Sættes i klatter på en plade med bagepapir – med lidt plads i mellem hver.

Bages ved 175 grader ca. 15-17 minutter.

 

Kagerne smagte rigtig dejligt. Om det var det skønne farin, eller en blanding af det hele ved jeg ikke. Men lækre og bløde var de 🙂

 

Og gjorde lykke ved et ellers konstruktivt og effiktivt møde. Der er heldigvis et par stykker tilbage, de forsvinder sikkert i løbet af dagen.

 

Jette

 

Så er dåsen fyldt igen

– så længe det varer – med nybagte chokolade cookies. Det er nu en rar tanke på en lørdag, der mest står på oprydning og rengøring. Så er enhver pause kærkommen – med kaffe og cookie.

Opskriften er den samme som tidligere og findes her. Og apropos det med julerester – så havde jeg noget chokolade til overs fra julen, det blev groft hakket og fungerer fint i de her småkager.

Dagen er begyndt på den bedste måde – med gårsdagens avis (Kristeligt Dagblad) fyldt med artikler, der sagtens kan læses dagen efter. Artikler, der ofte giver anledning til eftertanke.  En af overskrifterne lød: “Hvad er meningen med livet, når man har alt?” – om meget rige unge, der tumler med spørgsmålet om, hvad der så giver mening, når de dybest set ikke behøver arbjede. Og så en anden artikel om singlegudstjenester, hvor en ældre dame sagde, at det bedste i livet var: “følelsen af, at der var andre, der havde brug for en.”

Forskellige tanker, forskellige skæbner og forskellige vinkler på livet. Jeg havde helt glemt, hvor godt det er at sidde og fordybe sig i en avis med en kop kaffe ved siden af.

Og blev enig med mig selv, at jeg skal også på biblioteket idag – jeg mangler noget læsestof i bogform. Min nye iPad er god, men der er nu ikke noget som en rigtig bog 🙂

God lørdag til dig – med de gøremål, der nu dukker op.

Jette

Chokolade cookies

Så nåede jeg til første opskrift på min blog. Jeg gør ikke i selv at udvikle eller udtænke opskrifter. Jeg læser dem med glæde og stor fornøjelse og følger dem næsten 🙂

Opskriften her fandt jeg hos: Anne au Chocolat Jeg undlod nødderne, da min søn ikke er begejstret for dem. Chokoladen var Block chokolade købt i Tyskland – jeg brugte lidt mindre end angivet i Annes opskrift, men jeg synes det passer fint.. Ægget var til gengæld lagt af en af mine glade høns, frisk og med en smuk gul blomme.

Cookies med chokolade (12 – 14 stk)

100 g smør, blødt

75 g brun farin

75 g sukker

1 æg

125 g mel

75 g havregryn

1/2 tsk bagepulver

1/3 tsk salt

100 g chokolade, grofthakket

Rør smør, brun farin og sukker godt sammen indtil en cremet og let luftig konsistens. Tilsæt ægget. Rør derefter mel, havregryn, bagepulver og salt i. Slut af med at vende chokoladen i. Form til kugler, læg dem på en bageplade med bagepapir med god afstand imellem, tryk dem let flade. Bag i 10-12 minutter ved 180 grader varmluft, til de er fint gyldne.

Kagerne smager dejligt sprøde udenpå og lidt bløde inden i 🙂

Nu venter arbejde og møder – rigtig god dag.

Jette

Side 4 af 4

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal