Så nåede jeg til første opskrift på min blog. Jeg gør ikke i selv at udvikle eller udtænke opskrifter. Jeg læser dem med glæde og stor fornøjelse og følger dem næsten 🙂

Opskriften her fandt jeg hos: Anne au Chocolat Jeg undlod nødderne, da min søn ikke er begejstret for dem. Chokoladen var Block chokolade købt i Tyskland – jeg brugte lidt mindre end angivet i Annes opskrift, men jeg synes det passer fint.. Ægget var til gengæld lagt af en af mine glade høns, frisk og med en smuk gul blomme.

Cookies med chokolade (12 – 14 stk)

100 g smør, blødt

75 g brun farin

75 g sukker

1 æg

125 g mel

75 g havregryn

1/2 tsk bagepulver

1/3 tsk salt

100 g chokolade, grofthakket

Rør smør, brun farin og sukker godt sammen indtil en cremet og let luftig konsistens. Tilsæt ægget. Rør derefter mel, havregryn, bagepulver og salt i. Slut af med at vende chokoladen i. Form til kugler, læg dem på en bageplade med bagepapir med god afstand imellem, tryk dem let flade. Bag i 10-12 minutter ved 180 grader varmluft, til de er fint gyldne.

Kagerne smager dejligt sprøde udenpå og lidt bløde inden i 🙂

Nu venter arbejde og møder – rigtig god dag.

Jette