diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Måned: januar 2014 Side 1 af 3

17 solskinstimer

En af mine kollegaer skrev forleden på facebook, at januar kun havde budt på 17 solskinstimer i alt. Så er det ikke noget at sige til, at dagene ofte har syntes mørke og grå.

Nu er der så kommet sne og jeg har i denne uge nydt at kunne synge:

“Det er hvidt herude,

kyndelmisse slår sin knude

overmåde hvas og hård…”

sammen med mine konfirmander. De kendte ikke Blichers gamle sang, men det kom de så til 🙂 Sangen er en stemningsfuld beskrivelse af vinterens liv, når alt er hvidt og frosset. Og slutter med en spirende længsel efter forår – med tø, varme og solskin …

I denne weekend fylder min far år – han bliver  93. Dejligt at kunne fejre hans fødselsdag. Det bliver til dels med hjemmebagte ting. Er så småt gået i gang – kransekagen er undervejs og i går blev vaniljekransene bagt.

 

De står og er klar til at komme med til Nordjylland.

 

Nu venter lagkagebunde og kringle – men mere om det i morgen.

 

Og i dag er sidste dag i januar 🙂

 

Jette

Romkugler

Jeg har lidt en svaghed for romkugler. Også selv om jeg godt ved, at det ikke er den store bagekunst, der ligger gemt i dem. Snarere tværtimod – så rummer de en samling af rester af forskellig art og kvalitet. Men jeg kan altså godt li’ dem.

Jeg har dog aldrig prøvet at lave dem selv. Men faldt forleden over en opskrift og tænkte, at det kunne da prøves ved lejlighed.

Og da der var et stykke tørt chokoladekage tilbage, som næppe blev spist, som det var – så var lejligheden der. Og på jagt i kælderen fandt jeg en sjat rom, som pigerne havde efterladt, da de flyttede hjemmefra 🙂

Jeg gik ud fra en opskrift, jeg fandt her.

Romkugler (5 mindre stk.)

ca. 100 gr. kage (chokoladekage, sandkage eller lign.)

25 gr. solbærsyltetøj

25 gr. hasselnødder, grofthakkede

1 spsk. rom

10 gr. kakao

Smuldr kageresterne og bland det godt med resten af ingredienserne. Jeg lod det stå og trække lidt og formede derefter massen til små kugler, som blev trillet i kokosmel.

 

 

Og resultatet blev overraskende godt. Der kom helt klart nyt liv til noget gammelt kage.

 

Her til formiddagskaffen går de ret godt 🙂

Jette 

Pizza og Tupperware

Pizza var på menuen i aftes 🙂 Og hjemmelavet.

Men helt sikkert ikke som en italiensk pizza. Men jeg synes nu, den smagte meget godt.

 

 Men en fornuftig dej, med tomat, lidt lækker pesto og pølse og godt med ost – og så en tur i ovnen – det kan ikke gå helt galt.

Men grunden til den lidt hurtige aftensmad var, at jeg skulle nå at komme til Tupperware party hos min søster. Party – er egentlig en underlig betegnelse. Det er jo mest af alt en salgsdemonstration, men også meget hyggeligt.

Det er mange, mange år siden jeg sidst har været til et sådant. Men konceptet er det samme. En engageret sælger præsenterer de nyeste inden for Tupperware, hvor alt er helt fantakstisk og næsten ikke til at leve uden.

Og jo, produkterne er okay og holder længe – men … hvad skal jeg dog med en kæmpe skål med låg, hvor jeg blot skal ryste alle ingredienser sammen til et brød – og slet ikke behøves have fingrene i dejen? Jeg vil savne kontakten til mit brød.

Eller en smart minihakker med snoretræk? Tupperware er kommet med på den grønne bølge og vil gerne spare på strømmen!

Nå, men bortset fra det, så er deres mange opbevaringsbøtter nu ganske udemærkede. Og jeg fik faktisk også købt noget. Som jeg længe har ønsket mig og manglet. Et fad med låg – til at transportere lagkager i.

Nu er det slut med at stille en lagkage midt i bagagerummet og håbe på, den ikke vælter helt rundt, inden man når frem. Nu skulle det blive muligt at nå frem med en kage uden alt for mange slag og skæve vinkler. Det bliver ret godt 🙂

Festen er slut for denne gang – nu er det onsdag.

Jette

Vanilje

Hvis ikke det havde været for Mette Blomsterberg, så tror jeg ikke, at min interesse og opmærksomhed var blevet vakt med hensyn til vanilje – og vaniljestænger. Det er ikke, fordi jeg ved så meget om emnet – men jeg synes, de er fascinerende.

I min barndom var vaniljestænger noget ret eksotisk. Jeg kan faktisk ikke huske, at der har været vaniljestænger i min mors køkken.

Før jul kiggede jeg i mit skab og fandt til min overraskelse så mange forskellige indkøb af vaniljestænger:

 

Så blev det december og jul og så var der tilbud – så i dag ser lageret sådan ud:

 

 

Og hvad vil jeg så med al den vanilje? Jo bruge den hen af vejen – og holdbarheden er heldigvis lang. De fleste kan holde sig til engang i 2016 🙂

 

Men tilbage til Blomsterberg og det søde liv, som begyndte at blive vist tv for godt tre år siden. For Mette Blomsterberg  brugte og bruger jo stort set vanilje i alt. Så inspireret deraf købte jeg de første vaniljestænger.

– Og nyder hver gang jeg flækker en vaniljestang og blander kornene med lidt sukker, og senere ser de mange, mange små sorte korn i æggesnapsen eller kagen. Det fremmer følelsen af at lave tingene fra bunden. 

 

Jeg har endnu til gode at bruge min dyrt indkøbte polynesiske vaniljestang. Fornøjelsen ved at bruge de andre er stadig stor. Lidt hverdagsluksus! Smagsmæssigt ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal mene. Jeg tror måske nok, at fornøjelsen er størst 🙂

 

Lige bortset fra det hjemmelavede vaniljesukker. – Det dufter rigtig dejligt, og har en fin smag. Jeg gemmer de tomme vaniljestænger i et lufttæt glas og kommer med jævne mellemrum mere almindeligt sukker i – og nye tomme stænger. Og sukkeret får så en fin smag af al den kraft, der er gemt i de tomme vaniljestænger.

 

Vaniljesukkeret bruges der meget af – og til tider fiskes en af de tomme stænger op, for at blive brugt i en vaniljecreme eller kogt sammen med risengrøden. 

Så jo, jeg er meget glad for alle mine vaniljestænger …

Jette

Krydret banankage

Så begynder en ny uge – med sne, fygning og kulde!

“Det er hvidt herude,

kyndelmisse slår sin knude

overmåde hvas og hård, …” (St. St. Blicher 1838)

Med kyndelmisse lige om hjørnet passer teksten bare så fint på denne morgen. Allerede inden jeg stod op, kunne jeg høre der var sne. Det giver en helt særlig stilhed og ro, alle lyde dæmpes.

Det er kun et par centimeter sne, men effekten er den samme. Og jeg glæder mig over ikke at skulle ud og køre i sneen. En fridag her på matriklen er ganske rart 🙂

I går blev der mellem aftensmad og håndboldkamp lavet banankage. Kagen kunne nå at blive rørt i pausen 🙂

For med to meget modne bananer liggende i frugtskålen, så måtte der ske noget. – Og det bliver som oftest banankage eller muffins. Men begge dele smager nu også meget godt.

Men det er altid godt med noget mere end kun banan i kagen. Det kan være chokolade, nødder eller krydderier. I går blev det krydderier. Og igen noget af mit hjemmelavede vaniljesukker.

Det skriver jeg lidt mere om i morgen. Men her er foreløbig et billede – et ret gammelt glas fyldt med brugte vaniljestænger og blandet med almindeligt sukker.

 

 Banankage

 

100 gr. blødt smør ( jeg bruger ofte halv smør, halv margerine når det er sådan en hverdagskage)

65 gr. sukker

65 gr. mørk farin

2 bananer

2 æg fra gode solide høns

150 gr. mel

1 tsk. bagepulver

1 tsk. vaniljesukker (gerne hjemmelavet), ½ tsk. kanel, ½ tsk kardemomme ½ tsk nelliker

 

Pisk smør og de tre slags sukker godt. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk godt mellem hvert æg. Mos bananerne og rør dem i dejen. Til sidst sigtes mel, bagepulver og krydderier i og røres rundt med let hånd. Men det hele skal være godt blandet.

Dejen kommes i en form, beklædt med bagepapir og bages ved 175 grader i ca. 45 minutter. Mærk med en tandstikker om kagen er bagt.

Vendes ud af formen og afkøler på en rist.

  

 

 

En blød, let svampet kage med god smag af både krydderi og banan. Den faldt i god jord sådan en kold vinteraften – og gør det helt sikkert også i dag 🙂

 

 

Jette

 

Dagene længes, vinteren strenges

Sådan skrev Brorson i salmen “Her vil ties, her vil bies” for små 300 år siden.

Salmen handler slet ikke om vinter og kulde som sådan. Den peger hen på foråret, fremtiden og håbet. Som duen, der kommer tilbage med et olivenblad i munden, da Noah sendte den ud, efter at arken var strandet på Ararats bjerg. Det lille blad blev et tegn på, at noget nyt var på vej. En ny tid.

Og set gennem kristne briller – Guds rige, der var ved at bryde frem.

Men erfaringen med at dagene bliver længere – samtidig med at vinteren strenges – ja det oplever vi faktisk gang på gang. Det er tydeligt, at dagen nu er tiltaget med næsten en time siden vintersolhverv. Men lige så tydeligt er det også, at det er blevet vinterligt koldt.

I går blev to af mine julegaver taget i brug – eller rettere brugt. En invitation på Brunch hos pigerne i Århus og et gavekort til Magasin. Og det var super hyggeligt. Pigerne havde selv været i gang med at planlægge og bage. Og det glæder jo mit bageglade hjerte 🙂

 

Der var både små pandekager, scramble egg ( med æg fra mine stolte høns) og lækre chokoladescones. De sidste må jeg se at få opskriften på, for de fortjener at komme på bloggen. Jeg fik nogle stykker med hjem, en nydes her til morgenkaffen.

En frysende kold dag var det. – Men blev fyldt af en varm taknemmelighed over, at ens børn gør det godt på alle måder.

God søndag.

Jette

Madblogger udfordringen

Nu har jeg tilmeldt mig noget, jeg ikke helt ved, hvordan kommer til at fungere eller foregå – men spændende lød det.

Og jeg er sikker på, at det kan give et par nye ideer. Både til det at blogge og  skrive om bagning. Men ikke mindst ny viden og vinkler til andre opskifter og fremgangsmåder.

Ideen bag madbloggerudfordrigen er, at man via lodtrækning får tildelt en blog. Og så skal man ud fra den givne blog – som ikke er ens egen – enten genskabe en ret, man har fundet på den andens madblog, eller måske ligefrem ny-fortolke retten?!

Spændende! – Omkring den første februar får jeg min tildelte blog – og har så en måned til at få klaret udfordringen. Jeg glæder mig allerede 🙂

Man kan læse mere om madbloggerudfordringen her

God lørdag.

Jette

Brød til tapas

På en meget kold og klar dag, er det godt at sidde inde og kigge ud.

Men skal nu nok ud at gå en tur alligevel – det er vel et spørgsmål om påklædning. Og om ikke andet, så skal der pludselig holdes øje med hønsenes vand. Det fryser til is! Og så er det altså ikke let at drikke af.

Men bortset fra det, så virker hønsene glade og muntre – de tumler fortsat ud af huset, når der åbnes for dem.Og begynder straks dagens jagt efter spændende ting i jorden, der skrabes og rodes i jorden – så meget det nu kan lade sig gøre med frost i jordskorpen.

Tilbage til brødet, det handler om. Mødregruppen var her jo i aftes – der blev hygget og snakket og spist. En god aften!

Jeg havde lavet en tapas anretning og serverede dertil hjemmebagte knækbrød og et spansk inspireret brød.

 

Brødet var lavet lidt anderledes, end når jeg normalt bager brød. Dette skulle kun hæve en gang. Og så bestod det af ret meget rugmel. – Jeg kan ikke lade være med at tænke – hvor meget rug dyrker man lige i Spanien? Men det er vist bare en detalje. Brødet smagte dejligt. Opskriften fandt jeg her

Spansk landbrød

15 gr gær (ca. 1/3 pakke)

3 dl. vand

1½ tsk. salt

3 spsk. olie

150 gr. rugmel

ca. 300 gr. hvedemel

Rør gæren ud i vandet og tilsæt olie, salt og rugmel. Rør godt. Tilsæt lidt af gangen hvedemelet. Æltes til en blød dej og formes til slut til et rundt fladt brød som lægges på en bageplade med bagepapir. Brødet skal kun være ca. 4-5 cm. højt.

Nu hæver det tildækket – i 4 – 5 timer. Drysses med lidt mel og bag det ved 220 grader i ca 20 – 25 minutter.

Afkøles på en bagerist.  

Og nu er det næsten weekend – prædiken blev skrevet i går, så der er lidt mere ro på i dag 🙂

God fredag.

Jette

Små napoleonshatte

Jeg er ret vild med napoleonshatte. Mørdej, marcipan og chokolade – så går det ikke helt galt. Nu er der blevet bagt en portion til mødregruppen – og dem, der ikke bliver spist kommer med til Nordjylland, hvor der igen snart er fødselsdag.

Opskriften er fra Karolines Køkken 5.  I princippet – men også tilpasset. Jeg brugte lidt mindre marcipan, for så var der lidt dej til overs, som blev til hindbærsnitter. I følge Peter smagte de ret godt. Der var i hvert fald ikke en krumme tilbage, da jeg kom hjem efter et langt møde 🙂

Små napoleonshatte ( ca. 25 stk)

150 gr. mel

100 gr. smør

50 gr. flormelis

1 tsk. vaniljesukker – gerne hjemmelavet

lidt koldt vand

De tørre indgredienser smuldres – her bruger jeg min foodprocessor – og tilsætter til sidst vand. Samler dejen i en skål – en lækker blød dej. Som så hviler i køleskab inden den rulles ud. Forholdsvis tyndt.

75 gr. marcipan

Deles i 25 stykker og rulles til små kugler. Dejen udstikkes i cirkler – ca. 5 cm. i diameter. En marcipankugle lægges på midten og tre sider foldes omkring kuglen. Lyder helt skørt 🙂 men se billedet.

Kagerne stilles på en plade beklædt med bagepapir og bages ca. 8 minutter ved 200 grader.

 

 

Da kagerne var kolde dyppede jeg nogle af dem i mørk, smeltet chokolade. 

 

 

 

Nu står mit spansk inspirerede brød til hævning, så jeg kan fint skrive en prædiken imens. Mere om brødet i morgen.

 

God dag – husk hue og vanter, det er godt nok koldt udenfor.

Jette  

Mødregruppe

Mødregruppe – jeg er sikker på, at det ord slet ikke fandtes, da jeg blev født. Men det var meget moderne, da jeg fik første barn – og har egentlig bare holdt ved siden.

De nybagte mødre jeg taler med, i forbindlese med barnedåb, de er næsten alle med i en gruppe. Og det er godt. At være med i en mødregruppe giver anledning til at komme hjemmefra, tale med andre i samme situation og få vendt store og små problemer og glæder.

Jeg er også med i en mødregruppe 🙂 Den er lige godt 20 år gammel – og det er bare super hyggeligt at mødes med de andre. Børnene er for længst holdt op med at deltage.

Jeg tænker ind imellem på, at den sundhedsplejerske der i sin tid satte os fire mødre sammen umuligt kunne have vidst, at det ville gå godt – men det gjorde det.

Vi er meget, meget forskellige og laver noget vidt forskelligt (en er folkeskolelærer, en er it-projektleder og en er advokat og så mig, præst).

Vi har talt rigtig meget om alt muligt, men egentlig ikke særlig meget om børn. Måske det er en af grundene til, at vi fortsat mødes og med stort udbytte.

I morgen kommer gruppen på besøg her. Lidt uventet – men hende, der skulle have lagt hus til, var i gang med et større male-stue og køkken projekt – så derfor blev aftenen flyttet herud.

Så nu skal der planlægges lidt – og bages lidt.

Et spansk inspireret brød til tapas, nogle af Irenes knækbrød og napolionshatte til kaffen.

Mere om det i morgen.

Og til sidst et billede af ham, der er født medlem af mødregruppen 🙂

 

På vej ud af døren ….

 

Jette

Side 1 af 3

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal