Ordene er hentet fra salmen “Du, som går ud fra den levende Gud” (Den danske Salmebog nr. 291) Og de passer så fint på naturen netop nu. Til trods for nogen ret så blæsende dage, hvor nogle blomster måtte give op og knække på midten, så har varmen alligevel også gjort sit.
En lille tur udenfor viser det 🙂
Rhododendron er godt på vej – de store knopper venter kun på at folde sig helt ud. De er virkelig forårsbebudere – med en tydelig retning mod sommer.
I det skønne solskinsvejr i går, fik jeg lavet endnu et højbed i Oles have. Jeg er vældig glad for højbede – for så ved jeg hvor kanten er, og har lettere ved at overskue indholdet. Og skelne ukrudt fra blomster og grøntsager 🙂
Mit nye højbed er tiltænkt blomster. Altså blomster sået som frø, og så må de spire og vokse frem. Men det fordrer også noget tålmodighed. Så derfor er det et bed med forventninger – der ligger masser af spændende frø i jorden, og tiden vil få dem til at folde sig ud og blomstre.
I går var klimahandledag og rundt om i landet var der forskellige aktiviteter. Der var blevet opfordret til at holde en fælles grøn middag med et samtalespil indlagt som inspiration. Andre steder var der inviteret til havevandring i haver med et lidt mere vildt tilsnit. Bag klimahandledagen står blandt andet Concito, DeltagerDanmark og grønne nabofællesskaber.
Jeg havde som tidligere skrevet inviteret til klimamiddag. Og det blev en hyggelig aften – med masser af grøn mad, salater og bønnebøf. Afsluttet med en lækker rabarbercrumble.
Et blik rundt på internettet viser, at foråret for alvor begynder at gøre sig gældende 🙂 Også her i det midt jyske. Næsten ingen vind, og solen, der varmer – og får bladene til at folde sig ud. Det er sådan en dejlig tid.
Det er i dag et vejr, et solskinsvejr! O søde vår, så er du atter nær! …
Sangen er skrevet i 1895 – men ordene har nu også fin klangbund her i 2023. Solskinsvejret gør os godt.
I går havde jeg min sidste gudstjeneste i Gesten kirke – og dermed slutter mit vikariat for denne gang. Fra første april er jeg igen pensionist på fuld tid 🙂 Og det er helt fint.
I går var i kirkeåret Maria bebudelses dag. Denne særlige dag, hvor Maria får besøg af en engel, som fortæller, at hun skal føde Jesus, hendes barn og Guds søn. Det er jo en underfuld fortælling, som er svær helt at få hånd om. Men en som formår at spænde over de 2000 år er salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen. Hun har skrevet salmen Maria, snart er det forår, den står i tillægget 100 salmer. Salmen formår via billeder fra den natur og det forår vi kender så godt, at knytte en linje til hændelsen i Nazaret.
”Maria himlens veninde
dit forår er brusende hvidt
en solsort synger mod solen
på naboens gule stakit
og barnet under dit hjerte
er fyldt af Guds hellige ånd –
det største og alt det mindste
forenet til ét i hans hånd.” (803,4 – Lisbeth Smedegaard)
Vi ser det næsten for os – solsorten på et stakit, der synger, det bedste den har lært. I salmen bliver englens besøg i Nazaret til et besøg i en dansk forårshave med gult stakit og solsort. Og dermed bliver ordet om, at Gud vil blive menneske på denne jord – til en virkelighed, også lige her hos os.
Når jeg i den kommende tid ser en solsort, vil jeg sende Maria en tanke – at hun blev moder til himlens kongesøn.
På falderebet fik jeg også en buket blomster med hjem – som tak for godt samarbejde. Det luner altid at få en påskønnelse for ens indsats. Jeg glæder mig over den smukke buket.
Jeg læste en gang, at når man begyndte at vise billeder af blomster, så var man forbi den første ungdom 🙂 Og ja, det er vist meget rigtigt. For mig gælder det i hvert fald. Jeg kan stadig huske, når jeg besøgte mine forældre som yngre, og min mor tog mig med på havevandring – så var det lidt ukendt land.
Men nu synes jeg have, blomster og dekorationer er ret interessante 🙂
I går var det alterbuketten i Gesten kirke, der fangede min opmærksomhed. Mest fordi farven var helt i øjet – violet, som kirkeårets farve. Og smukke var de, de små runde lilla blomster, som jeg til gengæld ikke aner, hvad hedder.
Søndagen bød på to gudstjenester – øverst ses alterbuketten fra Gesten kirken. Den var bare så fin i farven 🙂
Dagen bød også på en tur på café til en lækker brunch. Super hyggeligt, og jeg var mæt resten af dagen 🙂 Siden gik turen forbi grunden i Jelling – bare for at se, om den nu stadig var der 🙂 Og jo, den ligger klar – lige til at bygge på. Nu venter vi utålmodigt på, at gode folk får tegnet og regnet på projektet. Men jeg er blevet lovet, at vi godt kan holde jul i huset – så noget kommer der til at ske hen over året 🙂 Så både grund og jeg er meget klar !
Æbletræet har stadig godt fat i jorden – jeg glæder mig over, at vi fik det plantet for et par år siden.
Indtil i går havde jeg aldrig hørt om det 🙂 Men de findes rundt omkring. Og der er flere end det umiddelbart ser ud til på Biavlernes hjemmeside Jeg mødte nemlig en i går, da jeg var ude at vikariere. Bække kirkegård havde et diplom ved indgangen, hvor der netop stod, at de havde en bi-venlig kirkegård. Og det lød da interessant 🙂
Graveren fortalte om, at han i samarbejde med menighedsrådet havde fået kirkegården omdannet til et godt sted for både blomster, mennesker og bier. I et hjørne på kirkegården stod tre bistader, som graveren passede og samlede honning fra. Og kirkegårdens tomme gravsteder var plantet til med blomster, som var gode for bier at færdes i.
Hvis du for år tilbage havde foreslået, at jeg skulle deltage i et blomsterkursus, havde jeg sikkert rystet på hovedet 🙂 Ligesom haveprojekter og det med grønne fingre ikke er min spidskompetence – så synes jeg alligevel, at det er et interessant område.
Denne gang har det ikke noget med mig at gøre 🙂 Men derimod Ole, der i dag kan fejre 25 års jubilæum på sin arbejdsplads. En stor og særlig dag, som han har glædet sig til. For et par år siden var det hans bror, som fejrede jubilæum samme sted 🙂
Og når man tænker efter, så er der 25 år også lang tid i et menneskes liv – hver dag at have arbejdet samme sted eller i samme firma. 25 år er alligevel et kvart århundrede 🙂
Om lidt bliver Ole hentet af sin chef og kørt til arbejde – eller rettere til en reception i anledning af hans jubilæum. Familie, venner og kollegaer møder op og fejrer ham. Og bagefter tager vi her tilbage til. Så der er lidt travlt på matriklen lige nu 🙂
Men vi er næsten klar – og glæder os til en festlig dag.
Blomsterne er fra Oles have. Floks der har gemt sig på usete steder, men som er så fine. Og Sankt hans urten står lige på spring. Og de orange er fra Netto, nedsat til 12 kr. for et bundt. Tilsammen lyser det hele bare fint op 🙂