I går havde jeg min sidste gudstjeneste i Gesten kirke – og dermed slutter mit vikariat for denne gang. Fra første april er jeg igen pensionist på fuld tid 🙂 Og det er helt fint.

I går var i kirkeåret Maria bebudelses dag. Denne særlige dag, hvor Maria får besøg af en engel, som fortæller, at hun skal føde Jesus, hendes barn og Guds søn. Det er jo en underfuld fortælling, som er svær helt at få hånd om. Men en som formår at spænde over de 2000 år er salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen. Hun har skrevet salmen Maria, snart er det forår, den står i tillægget 100 salmer. Salmen formår via billeder fra den natur og det forår vi kender så godt, at knytte en linje til hændelsen i Nazaret.

”Maria himlens veninde

dit forår er brusende hvidt

en solsort synger mod solen

på naboens gule stakit

og barnet under dit hjerte

er fyldt af Guds hellige ånd –

det største og alt det mindste

forenet til ét i hans hånd.” (803,4 – Lisbeth Smedegaard)

Vi ser det næsten for os – solsorten på et stakit, der synger, det bedste den har lært. I salmen bliver englens besøg i Nazaret til et besøg i en dansk forårshave med gult stakit og solsort. Og dermed bliver ordet om, at Gud vil blive menneske på denne jord – til en virkelighed, også lige her hos os.

Når jeg i den kommende tid ser en solsort, vil jeg sende Maria en tanke – at hun blev moder til himlens kongesøn.

På falderebet fik jeg også en buket blomster med hjem – som tak for godt samarbejde. Det luner altid at få en påskønnelse for ens indsats. Jeg glæder mig over den smukke buket.

God mandag.

Jette