Hvor ligger den ? Jeg vidste det heller ikke indtil for ganske kort tid siden 🙂 Det er en lille landsby kirke midt i det jyske. En fin gammel kirke, ca. 800 år.

Det er her, jeg de kommende fire måneder skal vikariere – og det ser jeg frem til. Efter alle årene i Kauslunde og Gamborg – med al den erfaring og lærdom de gav mig – så giver jeg mig trygt i kast med at virke et nyt sted. Jeg kender ikke meget til sognet endnu – men det kommer hen af vejen.

I går gik vejen lige forbi, for at se kirken, hvor jeg skal holde gudstjeneste på søndag.

Og se lige hvilken flot indgang kirken har. Blomster, græs og klippede træer byder inden for – op til døren, som er næsten gemt i væggen bag et overvældende grønt tæppe af blade.

Kirken er indvendig som gamle landsbykirker er – velholdte og med masser af historie. Kirkebænke med navne på datidens prominente borgere, en gammel døbefont og en altertavle med et fint motiv fra en af påskens beretninger.

Og så fandt jeg denne fine keramik udsmykning. Oppe i koret, så det faktisk kun er præsten, der kan se det. Lidt tankevækkende. Motivet er Jesus, der rækker hånden ud til Peter, da han kommer i tvivl om, om han nu også kan gå på vandet. Billedet understreger, at vi alle kan komme i tvivl undervejs gennem livet. Både præster og lærde og alle andre. Men hver gang rækker Jesus hånden ud og haler os op. Hans tro rækker også for os.

God weekend.

Jette