Det er lidt pudsigt, hvordan mærkedage til tider ramler sammen. Foråret er den helt store fødselsdags-periode i min familie, og marts rummer ikke mindre end tre af dem 🙂
I dag er det så Oles fødselsdag, der fejres. Det er altid hyggeligt at fejre fødselsdag. Også selv om vi nu er nået den alder, hvor det ene år bare hurtigt følger efter det næste.
Dagens buket er et bundt købte tulipaner, som jeg har forsøgt at lave til en lille buket – sammen med grene fra haven. Jeg bruger stadig den inspiration, jeg fik fra mit “buket-kursus” og synes det er så sjovt, når det lykkes, med enkle midler at få lavet en lille buket.
Bagværket er på vej 🙂 Det bliver den enkle og lidt hurtige udgave denne gang. Koldthævede boller – de er bare et hit. Dejen står i køleskabet og skal blot bages i aften, så er der lune boller til aftenkaffen. Bollerne er blevet opgraderet med lidt frø og kerner 🙂
Kagen er en variant af en kage, Oles mor altid har bagt. Jeg har aldrig mødt hende eller smagt hendes kage, så det bliver jo mit bedste bud. Men opskriften er overleveret, og hun sendes også en kærlig tanke i dag.
Og endelig et glimt af en af gaverne 🙂 Ole fik også et træ i gave (et pæretræ) – præcis som barnebarnet. Jeg ved ikke helt, hvor begejstret han var, men jeg synes det var en super ide 🙂 Nu må vi se, om det kommer til at fæstne rod her eller i Jelling.
Må du få en dejlig weekend.
Jette
Skriv et svar