I nogens ører er det næsten de værste ord. I mine ører har det i mange år været ensbetydende med fridag. Og nu er det bare en skøn morgen efter en dejlig weekend 🙂

Det er næsten umuligt ikke lige at vise blomster billeder i dag. Solen er stået op og viser Oles have i sit bedste lys. Der er kommet blade på træerne og rhododendronerne er sprunget ud. De store og gamle buske fylder godt op -men giver også den fineste kulisse her i forsommeren.

Det lille magnolia træ er også kommet godt med. Det kan ikke helt følge med præstegårdens gamle træ – men mindre kan også gøre det 🙂 Selv om det var et smukt træ.

På turen rundt i haven mødte jeg også pæonerne. Eller i hvert fald – de er på vej. Jeg synes vældig godt om pæoner, så sådan nogen skal der helt sikkert også plantes i den nye have i Jelling. Den have jeg indtil videre kun kan drømme om, og tegne og skrive lidt ned om. Hver gang jeg får en ny ide eller kommer i tanke om en blomst eller et træ, som jeg gerne vil have i haven, så bliver det noteret.

Syrenerne er også på vej. Endnu en dejlig forsommerbebuder. Jeg mindes stadig syrendagene på Sydfyn. De gamle træer langs vejene, de kunne noget 🙂

Og i en helt anden boldgade – så er jeg gået i gang med et DIY projekt. Jeg har købt et meget gammelt spejl på Den blå Avis. Og nu er det skilt af i småstykker, og jeg håber at få samlet det igen til et fint spejl, der kan hænge i entreen i det nye hus. En gang.

Der er stadig kun et skilt på grunden, men der kommer et hus med tiden. Og indtil da er jeg i gang med at indrette og få skæve idéer. Men at indrette med lidt genbrug – det vil jeg gerne. Men kun hvis jeg også synes om det, jeg finder. Det er ikke genbrug for en hver pris.

Spejlet kommer der en opfølgning på, når jeg en gang er nået i mål 🙂

God mandag.

Jette