Jeg så opskriften i et opslag på Instagram – hurtigt – og siden har jeg ikke kunnet finde opslaget. Så opskriften her er mest, som jeg husker den.
Pasta, champignon, squash og tomater og så krydderflødeost. Det lyder heller ikke helt usandsynligt, at det vil smage godt, når det først er blevet bagt i ovnen 🙂 Retten minder ret meget om denne, men her var det feta, der blev brugt i stedet.
Det er på ingen måde en fotogen ret – men den smager virkelig godt, og er supernem at lave 🙂
Bagte grøntsager med flødeost (2 pers.)
3 spsk. olie
½ squash
100 gr. champingon
½-1 stor tomat eller 10 cherrytomater
½-1 løg
½ chili (afhængig af styrken)
2-3 fed hvidløg
1 flødeost med krydderier eller urter (125 gr)
1 tsk. groft salt
peber
250 gr. pasta
Kom flødeosten i midten af et ovnfast fad. Rundt om fordeles i bunker: champignon, løg, hvidløg og chili i tern, tomater og squash i tern. Dryp olien over og krydr med salt og peber. Og så ind i ovnen med fadet – ca. 30 minutter ved 200 grader. Tag fadet ud og rør rundt.
Mens grøntsagerne er i ovnen koges pasta, og de røres nu i den lækre grøntsagsblanding. Og så er der serveret 🙂 Og alle smiler og spiser.
Jeg havde bagt lidt rosenkål samtidig med, fordi jeg nu lige havde nogle, og de smagte også fint som tilbehør. Men retten kan sagtens spises helt alene og bare nydes 🙂
Når maden ikke er så fotogen, så er det godt at naturen byder sig til fra sin skønneste side – så her er lige et glimt fra gårsdagens tur med Alba 🙂
God weekend.
Jette
Skriv et svar