diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Kategori: Livsstil Side 174 af 221

Uden net

At tage på besøg hos min far i Nordjylland er, som at drage i eksil fra den digitale verden 🙂

Jeg har intet mobilt bredbånd, kun en telefon der kan ringe og sende sms, og min far har kun DR 1 i fjernsynet, så for en stund bliver verden ret enkel 🙂

Og helt sikkert sundt nok.

Selv om jeg straks, jeg kommer, hjem tænder computeren og liiige skal se et eller andet 🙂 Der kunne jo være sket noget spændende. Men som regel har jorden drejet sin runde, uden at jeg har misset det helt store.

Til gengæld fik jeg et par dage med tid til snak og en lang middagssøvn. Der blev plukket både hindbær og solbær og samlet blomster til den fineste buket.

Min far læser årsopgørelsen fra Skat 🙂 Det kan godt være, at han ikke kan huske, hvad han spiste til middag eller hvem der besøgte ham forleden, men han kan stadig læse både aviser, bøger og skatte opgørelse – og sidde og glæde sig over at få penge tilbage i skat 🙂

Det synes jeg faktisk er ret okay, når man er 94 år.

Tilbage efter afslappende dage – og nu igen med fuld net 🙂

God tirsdag.

Jette

Portions pavlova

Det var godt nok efterårsagtigt i går – med blæst og masser af regn.

Men forunderligt så holdt al regnen inde, da jeg havde en bisættelse og et bryllup i går omkring middagstid. Hvor godt. Regn gør begravelser endnu mere triste, og et bryllup med fine kjoler og smukke blomster, der drukner i regn – nej det er ikke spændende. Men alt det blev vi skånet for – regnen kom i stride strømme på andre tidspunkter.

Vejret indbød til hygge indenfor – og  derfor kunne der fint spises en skøn marengskage med bær og flødeskum 🙂

Portions marengs

Opskriften er som til marengs, blot sat på pladen i mindre cirkler og bagt en anelse kortere (i alt ca. 1 time)

Fyld (til 3 små marengs)

1 dl. piskefløde

25 gr. dulcey chokolade, hakket

Pisk fløden til skum, tilsæt chokoladen og fordel den på marengsbundene.

Pynt med frisk eller råsyltet frugt og nyd en skøn lækker sag.

Der er stadig nogle bunde tilbage, de kommer med nordpå, og hvor de helt sikkert vil blive spist i godt selskab. Første stop er Århus, dernæst nordenfjords op til min far.

Ønsker dig en god søndag.

Jette

Løgkompot

Hvor interessant lyder overskriften lige ? Jeg ved det godt, og tænker, at læser du med nu, så er det virkelig godt gået 🙂 Men jeg er glad for du kigger forbi. Og løgkompot er altså bedre end ordet lige antyder.

Jeg nævnte det i går, da jeg havde brugt det på en pizza. Min datter Trine fik den serveret og spiste det hele, og det er næsten den bedste anbefaling, for hun er normalt ikke nogen fan af løg. Men i den her kombination gik det godt.

Løgkompot

200 gr. løg (renset vægt)

1 spsk. olie

1 spsk. almindelig eddike

1 spsk. rørsukker

½ tsk. salt

peber

Skær løgene i skiver og steg dem  5-10 minutter ved mellem varme i olien. De skal falde sammen og blive dejligt bløde. Tilsæt de øvrige ingredienser og lad det småkoge ca 5 minutter. Hele tiden uden låg. Smag til, måske skal der lidt mere eddike eller sukker i – det må du smage dig til 🙂

Køler lidt af, inden det for eksempel fordeles på en pizzabund. (Her gemt under kartoflerne)

Og så er det næsten blevet weekend igen.

Min betyder arbejde, hele paletten rundt – dvs. bisættelse, vielse, gudstjeneste og dåb. Men meningsfyldt det hele.

Må du få en velsignet weekend.

Jette

Vegansk kartoffelpizza

Pizza er altid godt!

Jeg har en forkærlighed for hjemmebagte, lad det nu ligge. Men pizza er lidt en udfordring, når den skal være vegansk. Altså uden kød og mælkeprodukter. Der kan kun anvendes ingredienser fra planteriget. Men forsøget blev gjort her – og godkendt 🙂 Trine var smagsdommer, og en kompetent en af slagsen.

Den ene halvdel af pizzaen indeholder udover kartoflerne også en lækker løgkompot. Den skriver jeg mere om i morgen. Men god, det var den.

Vegansk pizza

Pizza bund – se her

Fyld (til ½ portion pizzadej)

2 kartofler

Krydderolie

3 spsk. olie

1 kvist rosmarin, fint hakket

1 fed hvidløg, presset

½ tsk. groft salt

peber

Evt. løgkompot

Tænd ovnen på 250 grader.

Bland ingredienserne til olien.

Ælt dejen igennem og del den i to og rul dem ud til tynde bunde.

Kartoflerne snittes på rivejern i tynde skiver. Dryp ca. halvdelen af olien og kom evt. løgkompot på bunden inden kartoflerne fordeles i et tyndt lag. Dryp det sidste olie over.

Bag pizzaen ca. 15 minutter og nyd din pizza.

Det er ikke den mest farvestrålende pizza – faktisk tror jeg, at en kartoffel pizza omtales som en hvid pizza. Og det kan der være noget om 🙂

Kartoflerne er af egen avl – det er altid en fornøjelse at kunne grave kartofler direkte op af jorden.

God torsdag.

Jette

Frisk kage med syltet citron

Selv om det er højsæson for danske bær, så er der lige nu pause i min have – så det blev til en frisk kage med syltet citron, der blev bagt i går.

For noget tid siden lavede jeg citron pasta, og det har holdt sig fint i køleskabet. Det har en let bitter smag, men en mere sød version af syltede citroner kan også fint bruges.

Kage med citron pasta

2 æg, fra skønne høns

75 gr. sukker

½ vaniljestang, korn heraf

1 spsk. spiritus (cognac el. lign)

65 gr. mel

35 gr. smeltet smør

50 gr. citron pasta

Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med lidt sukker (og gem den tomme stang til en anden gang). Pisk vaniljesukkker, sukker og æg til en skøn luftig æggesnaps. Pisk det afkølede smeltede smør i og vend dernæst spiritus, sigtet mel og til sidst citron pastaen i.

Kom dejen i en smurt springform (ca. 16 cm i diameter)

Bag kagen ved 200 grader ca. 20 – 25 minutter.

En dejlig frisk kage til en kop kaffe 🙂

God onsdag.

Jette

500 indlæg

Jeg kom lige til at se på statistikken i går, og den fortalte at gårsdagens indlæg var nr. 500. Vel ikke så overraskende, når bloggen er godt 1½ år gammel, men alligevel. Det er da nogen kager og nogen tanker og nogen billeder, der er blevet bagt, skrevet om og redigeret i 🙂

Det bliver nu ikke fejret – men jeg glæder mig over og er taknemmelig for jer, der læser med. Jeg sætter stor pris på kommentarer og de tanker, I byder ind med. De giver lyst til at fortsætte med at skrive, og giver anledning til lidt eftertanke.

Og som andre madbloggere også har konstateret, så er opskrifter og dejlige kager altid et hit, men det er personlige indlæg bestemt også. Der, hvor man møder lidt af personen bag skærmen.

Bloggen har også ændret sig lidt gennem tiden. Hvor bagning havde og har første prioritet, så er der også kommet mange indlæg om “mm” – med mere. Stort og småt, som har optaget mig, oplevelser, der har været værd at dele. Og dermed bliver bloggen også lidt en dagbog, som når jeg kigger baglæns, minder mig om rigtig meget, der er sket i min hverdag. Begivenheder på arbejde, sammen med familien eller små glimt fra hverdage og festdage.

Forleden blev der hygget med disse lækre hjemmelavede krydrede mandler. De smager godt, og kræver minimal indsats 🙂

God tirsdag. Og jeg håber du har lyst at læse med videre frem, for jeg fortsætter med at skrive 🙂

Jette

“Nye” bæredygtige kurvestole :-)

“Mor, det har du da aldrig gjort før!” var Trines kommentar, da jeg fortalte, at jeg netop havde købt 4 kurvestole gennem den blå avis.

Og det har jeg heller ikke. Er en novice, skal lære det fra bunden, og gøre erfaringer undervejs. At købe privat via DBA kræver en vis portion tillid. At stole på, at det billedet viser, nu også holder stand.

Men uanset hvad, så er jeg nu meget glad for mine stole. Også selv om det viste sig at noget af flettesnoren var mørnet og sprunget på et par af stolene.

Hvis du ved, hvordan det kan fikses, er du meget velkommen til at skrive en kommentar 🙂

Hynderne er fine, skulle lige vaskes. Men da skumgummiet kom ud af hynderne, viste det sig, at det var helt mørnet, mørkt orange og temmelig smuldrende. Så det måtte skiftes. En tur i  Stof2000 hjalp på den sag.

Men hvorfor så købe de her 4 stole? Og hvorfor koble bæredygtighed på?

Jo jeg håber, om alt går vel, at skulle i gang med at bygge et lille bæredygtigt sommerhus. Det kommer der mere om.

Men dette at få fokus på bæredygtighed har flere følgevirkninger. Det gør at mine vaner ændres lidt. Bare lidt. Jeg er blevet klog på, at alt genbrug er bæredygtigt! På sin vis vel ret logisk. At når noget ikke smides ud men genbruges, laves om eller på anden måde får nyt liv, så er det godt for vores miljø. Det er klart bedre end at smide det i storskrald. Ja det siger næsten sig selv. Men alligevel skal det sommetider siges, før man rigtig bliver opmærksom på det.

Så nu har jeg købt mine første genbrugs stole – vasket dem med brun-sæbe vand og skiftet fyld i hynderne – og er super glad for mine nye stole.

Og glæder mig da endnu mere til, at de en dag måske kan stå om et lækkert spisebord i træ i et lille bæredygtigt sommerhus.

Drømmene er der endnu 🙂

Og til sidst et citat af Tor Nørretranders – der har skrevet en lille bog om at se affald som en ressource. Noget, der kan bruges igen og ikke kun skal skaffes af vejen. Og det ligger der faktisk en meget fin pointe i.

“Dét er bæredygtighed: Brug bedre.”

Skøn mandag med sol og smuk blå himmel.

Jette

Blomkålsgratin – minde fra barndommens land :-)

Min mor har lavet utrolig mange gratins. Virkelig mange. For på en gård med høns og egne æg, en køkkenhave med egne grøntsager så var grundelementerne inden for rækkevidde, når der skulle laves en gratin. Let mad til mange mennesker.

Og jeg har altid syntes, at det smagte skønt. Min mor serverede som oftest persillesmør til – det fik jeg så ikke lige lavet i aftes.

Men jeg fik lavet blomkålsgratin. En skøn spise 🙂

Opskriften var fra Claus Meyers bog Almanak og helt traditionel – måske lige bortset fra, at der blev drysset parmesan på toppen. Det gjorde der dog ikke tilbage i 70’erne, hvor det var min mor, der lavede mad 🙂

Min gratin fik følgeskab af lidt salat, det mindes jeg heller ikke lige var dengang, men det gør sig nu ret godt til den her slags mad.

Og lidt pudsigt med denne ret – sidste gang jeg fik den, var fornylig, da Peter og hans kæreste lavede retten. Så det er åbenbart også noget, der falder i de unge mennesker smag – og det forstår man godt 🙂

Så har du lidt grøntsager og nogle æg, så er der ikke nogen grund til ikke at forsøge sig med en gratin. Det eneste er, at den skal spises med det samme, når den kommer ud af ovnen. Den falder lidt sammen når den køler af, men kan dog sagtens spises kold også.

Rigtig god weekend.

Jette

Solbær

For nogle år siden var en anlægsgartner på rundtur i præstegårdshaven i forbindelse med, at der skulle ryddes op, tyndes ud og omlægges noget. Og at omlægge betyder i mit univers oftest, at der bliver sået græs i stedet for at plante blomster 🙂

På turen rundt kom vi også til en række solbærbuske, og jeg synes de bare skulle væk. Men heldigvis foreslog gartneren, at de godt kunne blive, hvor de var, for de stod ingen i vejen og krævede ingen pasning.

Så nu står mine gamle buske og giver meget få bær hvert år. Men står ingen i vejen og hønsene nyder at skrabe rundt under dem.

Og det er fint, at der kun er få bær, for jeg bliver lynhurtigt træt af at plukke bær 🙂

Solbærsyltetøj

125 gr. solbær

75 gr. rørsukker

Bland sukker og bær i en gryde. Læg låg på og bring gryden langsomt i kog. Koger ca 10 minutter, de sidste par minutter uden låg. Jeg kørte mit syltetøj på minihakkeren, inden det kom i et glas, skyllet med spiritus.

Smukt syltetøj med en super smag 🙂

Ikke alene er farven fin, det er duften også 🙂

På endnu en smuk sommerdag.

Jette

Uventede gaver og overraskelser

Overskriften beskriver meget godt følelsen jeg sidder med på sådan en helt almindelig onsdag. At der hen over de seneste dage er dumpet dejlige ting og oplevelser ned i min turban – eller vel nærmest i mine hænder 🙂

I går var pigerne hjemme og bød pludselig på lækker eftermiddagsmad 🙂

Thailandsk inspireret – ris, mikro forårsruller og coleslaw (det er vist ikke så asiatisk), men alt sammen smagte dejligt.

Sommerferietiden er i gudstjenestesammenhæng ofte ensbetydende med ikke så mange kirkegængere. Ferietid, godt vejr og en anden rytme end hverdagens, alt sammen godt og væsentligt. Det er netop nu, at der er mulighed for at gøre ting anderledes. Så med det in mente, så var det en dejlig oplevelse at holde gudstjeneste i en kirke med et pænt antal kirkegængere. Og bagefter blive begavet med en fin bog, skrevet af en tidligere præst og overgivet af forfatteren selv 🙂

Jeg holder af at læse biografier og læse om menneskers livsoplevelser og måden de tackles på.

“Drømme der gik i opfyldelse” – en opløftende titel på en erindringsbog. Det må være godt at kunne tænke tilbage på sit virke og konkludere som Niels Ebbe Huus her har gjort. Nu vil jeg glæde mig til at få bogen læst.

Begavet blev jeg også, da en kær ven var forbi – og fik et fint glas dansk honning. Det skal helt sikkert nok blive anvendt til noget lækkert.

Så mens rigtig mange holder ferie – så er jeg glad for at passe mit embede 🙂 Der er nemlig stadig fin tid til at glædes over små og store ting, uventede gaver og gode oplevelser.

Må din dag blive god.

Jette

Side 174 af 221

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal