Overskriften beskriver meget godt følelsen jeg sidder med på sådan en helt almindelig onsdag. At der hen over de seneste dage er dumpet dejlige ting og oplevelser ned i min turban – eller vel nærmest i mine hænder 🙂

I går var pigerne hjemme og bød pludselig på lækker eftermiddagsmad 🙂

Thailandsk inspireret – ris, mikro forårsruller og coleslaw (det er vist ikke så asiatisk), men alt sammen smagte dejligt.

Sommerferietiden er i gudstjenestesammenhæng ofte ensbetydende med ikke så mange kirkegængere. Ferietid, godt vejr og en anden rytme end hverdagens, alt sammen godt og væsentligt. Det er netop nu, at der er mulighed for at gøre ting anderledes. Så med det in mente, så var det en dejlig oplevelse at holde gudstjeneste i en kirke med et pænt antal kirkegængere. Og bagefter blive begavet med en fin bog, skrevet af en tidligere præst og overgivet af forfatteren selv 🙂

Jeg holder af at læse biografier og læse om menneskers livsoplevelser og måden de tackles på.

“Drømme der gik i opfyldelse” – en opløftende titel på en erindringsbog. Det må være godt at kunne tænke tilbage på sit virke og konkludere som Niels Ebbe Huus her har gjort. Nu vil jeg glæde mig til at få bogen læst.

Begavet blev jeg også, da en kær ven var forbi – og fik et fint glas dansk honning. Det skal helt sikkert nok blive anvendt til noget lækkert.

Så mens rigtig mange holder ferie – så er jeg glad for at passe mit embede 🙂 Der er nemlig stadig fin tid til at glædes over små og store ting, uventede gaver og gode oplevelser.

Må din dag blive god.

Jette