Det sidste halve år står lidt klarere i erindringen 🙂 Men derfor er det alligevel sjovt at se tilbage, for nogle oplevelser og glimt er allerede gledet i baggrunden. Her kommer de sidste seks billeder fra 2021.

Juli

En bog fra vores bryllup – den læses fortsat med glæde

Juli er sommermåneden i Danmark. Der var stadig jordbær og ture ud i det blå og en fem års bryllupsdag. Jeg er meget glad for at være i Danmark om sommeren – glæder mig allerede til sommeren 2022 🙂

August

Klar til årets cykelferie 🙂

Her tog jeg afsked med mine kære sogne, og ikke mindst alle menneskene der. Det fyldte meget, og jeg tænker stadig dagligt tilbage på de mange gode år på Vestfyn. Men vi var også på ferie – cykelferie. Hyggeligt og lidt anstrengende, men også enkelt og ligetil. Jeg er klar igen næste år 🙂

September

To good to go – blev til aftensmad

Første september begyndte tiden som pensionist. Det er virkelig et nyt kapitel, der begynder her. Men jeg nyder det. Ikke mindst fordi det nu er muligt at være sammen med min mand til hverdag 🙂 Tiden bliver fyldt med andre opgaver og interesser. Frivillig til Folkemødet og siden i genbrugsbutikken – og så kom symaskinen i brug.

Oktober

Citronmåne i nye klæder 🙂

Et glimt i arkivet viser at naturen var gavmild i oktober – æbler og valnødder og de sidste tomater. Og der blev syet og strikket – og bagt et par kager 🙂

November

Lys i mørket

Adventstiden bankede på sidst i november, og gav anledning til at finde advents- og julepynten frem. Og så blev der bagt – ikke juleting – men snurrer, tærte og ikke mindst: confiterede kikærter. De er så lækre, så prøv dem endelig, hvis du ikke har prøvet dem endnu 🙂

December

Hjemmelavede julegaver 🙂

Julekalender, korte dage og masser af søde og krydrede kager. En dejlig måned. Julekoncert og det tredje stik blev det også til. Koncerter er en skøn tradition, jeg håber ikke coronastikket også bliver en tradition. Men hvis det gør – så ok med det.

Nu venter 2022 om få timer. Jeg ved allerede nu, at der venter mange spændende ting i det nye år – mere om det, når tiden oprinder.

Nu vil jeg takke dig for at læse med. Det er en glæde at vide nogen kigger med på skærmen og ind i mellem kan bruge noget af det, jeg skriver om. Det gør det hele mere meningsfuldt.

Tak for i år – og på gensyn i 2022. Godt nytår.

Jette