Måske kender du hashtagget #wearyourlinen? Jeg gjorde det ikke, men mødte det for nylig og blev noget betaget af ideen. Det handler om at bære sit sengetøj 🙂 Det lyder måske ikke så interessant. Men når gammelt sengetøj bliver syet om til fine bluser, bukser eller nederdele – så sker der noget med det.
Og siden jeg begyndte som frivillig i genbrugsbutikken, så kommer jeg der jo regelmæssigt og kigger hver gang efter, om der mon er kommet noget nyt sengetøj 🙂 Og når Ole og jeg er på tur, så stopper bilen også ofte ved en genbrugsbutik – for at få lidt inspiration.
Ideen bag #wearyourlinen er udviklet af Stine Højland. Og du kan læse meget mere om hendes tanker på hendes hjemmeside Atter.
Jeg synes, det er sådan en fin ide – og nu med min nye symaskine, så har det været muligt at gå i gang. Så jeg har købt ældgamle symønstre i genbrug og rettet til og ændret – inden jeg klippede dele ud i gamle dynebetræk og syede toppe og nederdel. Jeg er blevet vældig godt tilfreds med resultatet – nu venter jeg så bare på sommer – for tøjet egner sig bedst til en varm sommerdag.
Men kig med en gang:
Det gule stof er super lækkert og blødt – og er norsk luksussengetøj, og købt i Røde Kors genbrug i Billund. Det flotte blomstrede stof er helt almindeligt sengetøj, og købt i Kirkens Korshærs genbrug i Them. Så ud over at støtte gode formål ved at købe sengetøjet der, så får det syede tøj også lidt historie med sig.
Og synes du, det er lidt mærkeligt – så er du næppe alene 🙂 Men ideen bag er god. Og jeg har givet mig selv det benspænd, at når jeg syr tøjet her, så skal bagsiden være næsten lige så fin som forsiden. Det viser jeg lidt mere af en anden gang.
Og økonomi – det er jo også interessant. Et dynebetræk i genbrugsbutikken koster 20 kr. Og se lige, hvor meget der kan blive ud af et dynebetræk 🙂
Nu fortsætter jagten på et smukt dynebetræk 🙂
God weekend.
Jette
Irene Bjørnholt
Det er godt nok nogle flotte ting, som du har syet 😊👍, og synes ideen med brugt er god
Jette H. Rosendal
Hej Irene 🙂 Tak for hilsen – og ja, jeg er faktisk også blevet godt tilfreds med de første modeller 🙂 Knus