En hyggelig weekend er nu minder. Yngste barnet Peter havde fødselsdag, og havde ønsket at fejre dagen med et besøg på Moesgård Museum. Et meget velvalgt ønske, ingen af os havde været der før – bortset fra Peters kæreste, som kommer fra Århus 🙂

Jeg havde kun hørt godt om museet, og blev bestemt ikke skuffet. Det var så godt lavet, og fyldt med vedkommende information og levende udstillinger.

Og jeg mødte grauballemanden! Det var mit mål med besøget. Og det er en fascinerende historie – et menneske opbevaret i en mose i århundreder og så nu liggende til skue i en montre i 2021.

Og selve museet er bygget så fint, så det falder naturligt ind i omgivelserne. Og har en fin udsigt fra øverste punkt på det skrå tag.

Efter et par gode timer i meget selskab med både kultur, natur og arkitektur blev det tid til frokost sammen med de unge mennesker. Jeg havde lovet at bage kage – og det måtte gerne være en vegansk kage. Men det lykkedes overhovedet ikke. Der må flere forsøg til 🙂 Men smørcremen til kagen blev god. Og den var der så overskud af, så her til morgen er den blevet brugt i morgenmadscookies.

De smager til gengæld dejligt, og kommer om lidt med på tur i sommerhus. Ole har et par fridage, som blandt andet bruges i det sydfynske. Skønt!

God mandag.

Jette