I weekenden besøgte vi blandt andet Trine og hendes mand. Og jeg havde lovet at tage aftensmad med. Så derfor overskriften. Men den rummer også et hint om, hvad maden bestod af.

Vi bruger nemlig med jævne mellemrum appen To Good To Go – hvor man for ganske få penge får en pose fyldt med varer, som er nær sidste salgsdag. Det kan også være bagerbrød, som ikke kan sælges næste dag. Og posen forleden indeholdt masser af kager, men også et bæger cultura, kartofler, gulerødder, friske ærter og fine tomater – alt sammen til en pris på 29 kr. Så der var rig mulighed for at lave lækker mad med de råvarer.

Svigersønnen ønskede sig foccaci – så det lavede jeg. Æltede dejen hjemmefra og tog den så med og bagte den, da jeg kom frem. Så var der nybagt foccacia, og det er altid godt 🙂

At lave Dinner To Go kræver at man lige får tænkt over, hvad er til at transportere og hvordan kan det transporteres. Denne gang endte menuen med friske majs, som også først blev kogt, da vi nåede frem. Derudover tomatsalat og tærte med letkogte grøntsager.

Sådan en tærte har jeg ikke lavet så ofte, men det er faktisk en rigtig god måde at få tømt lidt ud i køleskabet på. Så her kom både ærter, gulerødder, blomkål og et par frosne kugler spinat i. Som grundopskrift kan denne bruges – og så ellers blot slippe fantasien løs. Dog: Grøntsagerne skal koges næsten møre, ellers bliver der for meget bid i tærten 🙂

Og så er det lidt sjovt – jeg har jo fået noget mere tid til at stå i køkkenet. Så denne gang blev min tærte næsten klar til Den store Bagedyst – alt blev inden i tærtedejen 🙂

På billedet ses også persille/hvidløgssmør – hjemmerørt. Det smagte vildt godt på de nykogte majs og det nybagte foccacia. Jeg havde også bagt flutes – mest fordi at jeg havde noget tzatziki i overskud, som jeg tænkte, det kunne vel bruges i en omgang flutes. Det fungerede helt fint – hvidløget smagte godt igennem.

Desserten var helt traditionel æblekage med æbler fra både Oles have og sommerhusets have.

Så alt i alt – så blev Dinner To Go mad af årstidens råvarer og lokale lækkerier.

Og alle blev mætte, og den lille familie nød, at de ikke selv skulle stå for aftensmaden den dag 🙂

God mandag.

Jette