Det kommer helt af sig selv, det med at tænke tilbage på året, der er gået. Egentlig havde jeg tænkt, at det springer jeg over i år – men det er nu alligevel meget hyggeligt lige at kigge tilbage på, hvad der skete undervejs af stort og småt. Noget er allerede glemt, andet står ret skarpt.

Så i dag kommer der seks billeder fra årets første halvår 🙂

Januar

Alba og en bunke jord

Årets første måned viste sig at være en kold affære. Der er sne og frost på mange af billederne.

Februar

Der blev lavet linseotto med hjælp fra online kursus

Også denne måned bød på masser af kulde og sne. Sommerhuset frøs, der var masser af sne og der blev hygget inden døre. Blandt andet var min svigerinde og jeg på online madkursus. Det var både sjovt og lærerigt.

Marts

Grønne asparges, æg og parmesan – en lækker forret

Måneden byder på de første fine blomster, skønne grøntsager og fødselsdage. Og i år faldt også påsken i marts, så der var god grund til at glæde sig. Der var mange billeder af påskeliljer på bloggen 🙂 og så den skønne friske forårsalat.

April

En fødselsdagsgave 🙂

Her fyldte jeg tres 🙂 En skelsættende dag og et nyt årti tog sin begyndelse. Jeg er stadig ved at vænne mig til at være tres 🙂

Maj

Enkel og lækker pastaret

Den sidste forårsmåned og en skøn tid på året. Det var også her, hvor bloggen fik et nyt udseende – så takket være Peter og hans kæreste – så er Bagningmedbudget nu klar til nogle flere år. Og i maj lavede jeg en pastaret, som mange andre også lavede 🙂 Den er enkel og super god. Jeg glæder mig allerede til at skulle lave den igen.

Juni

Tærte med forskellige fletteteknikker

Sommer 🙂 Og midsommer. Åh, det er også en dejlig tid på året. Og nu hvor jeg sidder og kigger tilbage og kigger ud på en grå og diset decemberdag, så kan man kun glæde sig til sommer. Jordbær, roser og rhododendron hører juni til. Det samme gør tærter – så der blev bagt nogle stykker, og jeg fik øvet teknikken med at flette et fint låg. Det må jeg gøre lidt mere af i det nye år.

Og så er det første halve år kigget igennem. Jeg tænkte, at der var da ikke sket så meget – men det er der jo alligevel. Små og store ting veksler mellem hinanden.

Og i tilbageblikket så er det glæde og taknemmelighed der fylder sindet. Og ofte også et smil på læben, for der har været så mange gode og sjove oplevelser. Og oftest også delt med de mennesker, der er nærmest på mig.

I morgen kommer det sidste halve år – her er der bestemt også sket noget 🙂

God næstesidste dag i 2021

Jette