Den 23. juni, midsommer og Sankt Hans aften. Det er den dejligste tid på året – selvom jeg kan blive helt vemodig ved at tænke på, at dagene allerede nu begynder at vende. Vi har jo knap vænnet os til, at de er her 🙂 Men mon ikke der byder sig flere skønne sommeraftener til – det tror jeg.

“Den lange lyse sommerdag

af solen gennemglødet

så smukt forvandlet til en smag

af kærlighed i brødet:

Det synger i mit blod,

at livets Gud er god

og under mig en lykkedag på jorden!” (Lars Busk Sørensen)

Solens varme stråler er med til at skabe liv og glæde i os – livsmod – og skulle vi beskrive Paradis, så tror jeg både sol og sommer og alt grønt vil komme med. En lykkedag på jorden kan så fint være den dejligste sommerdag.

I præstegårdens have plantede jeg for en del år siden en pæon – og venter hvert år med spænding på, at den kommer op – og ikke mindst at den blomstrer. Jeg synes den blomst er så fin. En overdådighed af fine, tynde blomsterblade.

I sommerhusets have har jeg jo forsøgt mig med den vilde have – og de vilde blomster. Og det lader lidt vente på sig. Højbedet med sommerblomster det er der godt gang i – men stykket, hvor jeg såede de vilde frø – det ser lidt mere pjusket ud. Men mon ikke det kommer med tiden – eller så i hvert fald til næste år 🙂

De første blomster er dog på vej – kornblomst – og så alle dem, jeg ikke ved hvad hedder 🙂 Men de er velkomne alligevel.

Nu glæder jeg mig til at synge midsommervisen i aften – og nyde varmen omkring et bål.

God Sankt Hans aften.

Jette