Endelig er det igen muligt at komme på biblioteket – sådan lige fra gaden. Det har jeg savnet – så da vejen gik forbi forleden, så kiggede jeg indenfor. Og fandt en skøn bog om salater – den er skrevet af Ditte Ingemann og bogen hedder Salat snedkeren. Titlen er inspireret af hendes far, som var snedker – og som hun udtrykker det, så rummer det at snitte og skære grøntsager i fine stykker elementer af det, en dygtig snedker også gør. Snitter og skærer i træ og skaber det fineste håndværk.

Men at sidde med en ny kogebog i hænderne, det er ensbetydende med, at der er noget, der lige må prøves 🙂 Og jeg faldt over en jordbærdressing. Jeg har aldrig hørt om det eller set det – men det skulle nu ikke afholde mig fra at prøve. Der skal ikke bruges så mange jordbær, så præstegårdens jordbærplanter og de få ved sommerhuset var leveringsdygtige i fine bær.

Jordbærdressing (ca. 1 dl)

75 gr. modne jordbær

lidt salt og peber

½ spsk. olivenolie

1 fed hvidløg

1 spsk. balsamico

2 spsk olivenolie

lidt koldt vand

Læg jordbær på bagepapir, drys med lidt salt og peber og dryp olivenolie over og bag jordbærrene ca. 15 minutter ved 200 grader. Køler lidt af.

Kom jordbær med saft og olie i en blender sammen med alle de øvrige ingredienser. Vent dog lidt med vandet. Det hele blendes grundigt, og hvis konsistensen er for tyk, kommes lidt vand i. Smag på dressingen – det er en anderledes smag – måske der skal lidt mere salt og peber i.

Nu har du den flotteste dressing 🙂

Jeg serverede dressingen til Sankt Hans til en salat med masser af fynske tomater i skiver, avocado i tern, forårsløg i tynde skiver og en god del smuldret feta på toppen – og endelig den farverige dressing til sidst. Det er virkelig en fin og sommerlig anretning.

Det er tid til at spise salat i alle variationer – og meget gerne i en lidt ny fortolkning. Salatblade, tomat og agurk – det er vældig godt, men der skal ikke meget til for at opgradere til noget endnu bedre 🙂

God weekend.

Jette