Det er blevet sæson for æbler. Og jeg nyder det. Så jeg samler æbler op, når jeg kommer forbi nogle, der er faldet ned. Jeg plukker æbler på Oles æbletræ, når jeg går forbi. De er ikke helt modne endnu, så der mærkes og vurderes, og nogle får lov at hænge lidt endnu 🙂
Nedfaldsæbler bliver til æblegrød eller æblekompot, som det vist hedder i dag. Og noget spiser vi med det samme – en gammeldags æblekage går man aldrig fejl af. Og andet æblemos kommes i fryseren – til vinterens kager.
En af mine målsætninger for det kommende årti er at leve mere bæredygtigt. Og det betyder blandt andet, at blive bedre til at bruge af naturens råvarer og sæsonens grøntsager og frugt. Det har jeg nu også gjort tidligere, men nu er der lidt mere tid til at nørde med det. Få plukket, syltet og gemt til senere.
I går blev der bagt en dejlig æblekage med hvid chokolade og kokos. Den er bare god – og nem at transportere 🙂 For den endte med at komme med på besøg, og faldt heldigvis i god jord. Den ser ikke ud af meget, men det ydre snyder. Smagen er god.
Også her en mandag morgen, hvor efteråret begynder at blive tydeligt. Da er det godt med et stykke kage til formiddagskaffen 🙂
Alt imens sensommervisen fortsat nynnes i mit stille sind:
Æbler lyser rødt på træernes grene,
høsten går ind.
Går igennem skoven ganske alene,
stille i sind.
God mandag.
Jette
Skriv et svar