Det handler om “stop madspild” – eller rettere bare en anden måde at servere en rest på. Jeg faldt over et gammelt indlæg her på bloggen, hvor jeg også har tænkt i restemad, du kan se det her.
Jeg havde lavet en portion kartoffel curry med masser af grøntsager og nykogte kikærter. Det er en let ret og smager dejligt. Men hvad med den rest, der er til overs? Ofte spiser jeg bare rester til frokost. Men jeg tænkte her, at det kunne måske forvandles til endnu en gang aftensmad.
Så curryen kom i en ny gryde og tilsat en god del grøntsagsbouillion og bragt i kog og så blev det hele ellers blendet. En stavblender er guld værd. Jeg bruger den ofte, og den er virkelig effektiv.
Suppen blev smagt godt til med ekstra karry, citronsaft, salt og peber. Til at drysse ovenpå lavede jeg ristede frø og kerner.
1 dl. blandede frø og kerner (f.eks. græskarkerner, sesamfrø, solsikkekerner)
1 tsk. soja
salt
Rist frø og kerner let gyldne på en varm pande. Tag panden af varmen og rør soja i og kom det hele i en skål til afkøling. Drys med lidt salt.
De ristede frø smager dejligt oven på suppe – men kan også bruges oven på en salat.
Suppen i går blev suppleret med lidt kød- og melboller – det hører sig helt sikkert ikke til. Men det smagte nu meget godt alligevel 🙂 Og vi blev mætte og fik varmen.
Så kan man ikke forlange ret meget mere en helt almindelig tirsdag 🙂
God onsdag.
Jette
Skriv et svar