diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Tanker om stort og småt Side 5 af 48

Tirsdags tur i juli, 1

Sidste år besluttede jeg, at en dag om ugen i juli måned skulle være en udflugtsdag. Når der ikke er noget fast arbejde, der kalder, så kan dagene godt gå over i hinanden, og når ferien så tilligemed er brugt, så giver det vældig god mening med en udflugtsdag en gang om ugen 🙂

I år bliver det tirsdag. Og dem er der ikke mindre end fem af. Den sidste tirsdag er samtidig vores bryllupsdag, så den er allerede besat af en tur på restaurant. En anderledes restaurant i Vejle, restaurant Nögen, som laver en menu ud af madspildsprodukter. Det glæder jeg mig til at prøve.

Små gode indkøb

Jeg synes ikke selv, jeg er den helt store tilbudsjæger – men jeg er altid glad, når jeg falder over et godt tilbud 🙂 Et tilbud, som har det bæredygtige perspektiv ind over sig. Og sådan nogle indkøb gjorde jeg i weekenden.

Det første indkøb gjaldt en flise til byggeriet. Jeg ville oprindelig gerne have små fliser bag komfuret (som stænkplade) – men med flere fliser kommer der også flere fuger. Så da en foreslog at sætte en stor flise op bag komfuret i stedet, lød det som en god ide. Men flisen skulle jo lige findes.

Medarbejderudflugt

Som frivillig bærer arbejdet lønnen i sig selv 🙂 som det meget vist siges. Og det gør det også – at være frivillig i Kirkens Korshær giver gode kollegaer, sjove oplevelser og noget helt konkret at bruge sine hænder til – til gavn for andre.

Men som tak for indsatsen får vi også muligheden for at tage på en udflugt sammen. Se en anden genbrugsbutik, opleve natur og kultur og ikke mindst få snakket med hinanden på tværs.

Hellig kors kloster kirke ved Lem

Et strikkeevent

Det er lidt pudsigt, hvordan nye ord og anderledes arrangementer dukker op over tid 🙂 I går var ingen undtagelse – min svigerinde Iris og jeg var til et strikkeevent med titlen: “Strik, lyt og hyg” Og det var præcis, hvad det indeholdt.

Vi har før været til events – og det er altid sjovt at komme ud og møde andre strikkere, se nye steder og lære nyt indimellem. I aftes var det mest den kulturelle del, der var i fokus.

Afskeds frokost to go

I dag har jeg sidste dag som sognepræst i mit vikariat i Sønder Omme. Der er gået ni måneder og dermed ophører mit barselsvikar – nu står sognets egen præst helt klar til at træde til igen 🙂

Ni måneder er faktisk ret lang tid at være vikar samme sted. Jeg nåede jo blandt andet at have konfirmanderne fra start til slut – og det var vældig godt. Spændende og lærerigt. Jeg nåede rundt om alle kirkeårets højtider, og fik mødt mennesker i glæde og sorg – helt som et præstearbejde er og skal være.

Men nu venter sommeren – med masser af gode ting. Hus og have i overflod, familie og børnebørn – og lige om lidt en ferie til Mosel. Jeg er så klar 🙂

Pinse glimt

Det har været en dejlig pinse – fyldt med sol, ånd, arbejde og det skønneste vejr. Pinsesalmen – I al sin glans nu stråler solen – den ramte bare spot on i denne pinse 🙂

I al sin glans nu stråler solen,
livslyset over nåde-stolen,
nu kom vor pinselilje-tid,
nu har vi sommer skær og blid,…

(Den danske salmebog 290)

Vi sang den til gudstjenesten både pinsedag og 2. pinsedag. Det tåler den fint 🙂

Optakten til pinsen var en tur i Vejle musikteater. Jeg har ikke været der før, men det er et fint sted. Jeg havde fået billetter til musicalen Matador i julegave, og nu skulle de indløses. Og det blev en skøn musikalsk oplevelse. Virkelig en fornøjelse – jeg er nu også vild med Matador, så det kunne næsten ikke skuffe. Det gjorde det heller ikke – dejlige sange, dygtige dansere og skuespil med et glimt i øjet. Det var virkelig en af de oplevelser, jeg altid ønsker mig flere af 🙂

Lørdagen bød også på en tur over til huset – entreprenøren kom og gennemharvede haven, så den kan blive klar til at plante træer i. Det er på høje tid, hvis det skal gå godt, inden det bliver for tørt. Grunden er fyldt med små sten, jeg lever fint med dem, men har dog også hjulpet lidt med at samle de største sten væk. De samles til gengæld i en bunke, som solen kan varme op og insekter sidde og lune sig på.

Også har jeg lavet en plantekasse! Jeg lånte Oles boremaskine og fik skruet brædder på nogle stolper – og jeps – det blev til en kasse. Og jeg glæder mig til at plante mine blåbærbuske deri. Lidt mere om kassen en anden dag 🙂

Og endelig så fejrede vi fødselsdage. Både Trine og Martin har fødselsdag i maj, så de holdt fælles fødselsdagsfest. I skønt vejr og med dejlige mennesker. Her er Ole med sit yngste barnebarn – syv uger gammel – og med det fine navn Elenora.

Det har været en skøn og velsignet pinse – og igen med et par linjer fra salmen, jeg indledte med:

det lufter lifligt under sky
fra Paradis, opladt på ny, ….

Så er vi fyldt op og klar til flere hverdage 🙂

God tirsdag.

Jette

Morgen i maj når det grønnes

Overskriften er en salmelinje fra en af vore pinsesalmer. Og den passer bare perfekt ind i disse dage, hvor det endelig er blevet tørvejr og solskin og alt spirer og grønnes. En fornøjelse at træde uden for. Nu gælder virkelig:

Hvorfor blive inde, når alt håb er ude

En finurlig måde at opfordre til at komme udenfor – mærke vinden, solens varme stråler og nyde duften af forår. Det er kun til at blive glad af 🙂

I dag fylder ældstebarnet også år – 35 år. Hvor er alle de år dog blevet af ? En varm pinselørdag kom hun til verden på Fødselsanstalten i Århus, og jeg blev for første gang nogens mor. Det har jeg været så glad for at være lige siden. Det er en velsignelse. Men også fyldt med alle følelser – glæde, stolthed, bekymring og vildrede. Men hvor ville jeg ikke være noget af det foruden. Det har givet ufattelig meget og lært mig endnu mere – og det bliver det ved med.

Weekenden har været forholdsvis rolig, der er ikke så meget vi skal i forhold til byggeriet lige nu – så det blev tid til kaffepause på det sted, hvor der engang kommer en terrasse. Lige nu låner jeg tømrerens stillads – men det fungerer nu også meget godt 🙂

På en morgen i maj, når det grønnes – god mandag.

Jette

Sommerkjole af dug fra genbrug

For noget tid siden fandt jeg den fineste dug i genbrug. Lækkert stof, dejlige farver og god kvalitet. Det kunne der kommer en dejlig sommerkjole ud af – tænkte jeg i det kolde forår.

Og nu er den blevet til virkelighed. Jeg har hygget mig undervejs – jeg syr sjældent en ting lige i streg, men går til og fra. Syr en søm, rynker et stykke stof og finder en knap. Processen er også vigtig.

Et lille havehegn

Jeg har forsøgt mig ud i noget, jeg ikke har prøvet før. Men som Pippi Langstrømpe sagde:

“Jeg har aldrig prøvet det før, så det kan jeg helt sikkert”.

Jeg ved ikke, om jeg var helt så overbevist – men jeg har gjort et forsøg. Og er faktisk blevet ret godt tilfreds med resultatet 🙂 At lave et lille hegn, som kan være med til at afgrænse et område i den nye have.

#klimahandledag

I går var det klimahandledag. Et initiativ sat i verden af blandt andre Grønne Nabofællesskaber og støttet af DeltagerDanmark. Og en opfordring til at samtale om og handle på noget, der gavner klimaet.

Jeg har deltaget før – med at arrangere en grøn fællesmiddag. Og det gjorde jeg igen i år. Inviterede venner og naboer til grøn aftensmad og så lidt snak om klima, co2, miniskove, delebiler og meget andet. Og på landet er noget realistisk og andre ting lader sig bare ikke helt gennemføre – der er for langt mellem husene.

Side 5 af 48

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal