Sådan er der blevet spurgt i generationer, når der holdes dåb i folkekirken 🙂 Og med den formulering siges faktisk også, at barnet har fået navn allerede inden det bliver døbt. Og langt de fleste forældre er da også begyndt at kalde deres barn ved navn, længe inden, at de træder inden for i kirken.

Så der er mere på spil end blot det at få navn. Og noget af det vigtige er, at det er Gud, der siger vort navn i dåben. Vi bliver en del af Guds familie, en del af menigheden og et medlem i folkekirken. Ved dåben er det højtid – Guds tid og vores tid møder hinanden.

I lørdags blev mit lille barnebarn døbt – jeg har nævnt det før 🙂 og dåbskjolen fortalte jeg om her. Og det var en stor dag og en festlig dag, da Christine blev døbt. For det er barnets navn 🙂 Hun er opkaldt efter min mormor, som jeg faktisk aldrig har mødt – men nu trækkes der en tydelig tråd fra nutid til fortid. Til traditioner og familietråde. Så det korte spørgsmål, der stilles ved døbefonten, sætter gang i en lang række af tanker og minder og skaber en sammenhæng. Livsfortællinger knyttes sammen – og vi bliver alle mindet om, at vi ikke er enlige satellitter, der svæver rundt. Men vi hører til i et stort univers. I et kæmpe fællesskab.

Her nede på jorden, havde Christines forældre forberedt den fineste fest for hende. Der var stillet telt op i haven og dækket bord i sarte farver. Og der blev spist lækker mad og hygget nogle timer – og det lille dåbsbarn tog det alt sammen med ophøjet ro 🙂

Lige nu er jeg igen barnepige – og den lille synes ikke, der skal skrives mere her 🙂

God mandag.

Jette