Afskeds frokost to go

I dag har jeg sidste dag som sognepræst i mit vikariat i Sønder Omme. Der er gået ni måneder og dermed ophører mit barselsvikar – nu står sognets egen præst helt klar til at træde til igen 🙂

Ni måneder er faktisk ret lang tid at være vikar samme sted. Jeg nåede jo blandt andet at have konfirmanderne fra start til slut – og det var vældig godt. Spændende og lærerigt. Jeg nåede rundt om alle kirkeårets højtider, og fik mødt mennesker i glæde og sorg – helt som et præstearbejde er og skal være.

Men nu venter sommeren – med masser af gode ting. Hus og have i overflod, familie og børnebørn – og lige om lidt en ferie til Mosel. Jeg er så klar 🙂

Blomster fra grøftekant og Oles have

Jeg tog afsked med personalet over en let frokost. En grøn frokost to go. Og som vi jokede lidt med, hvis de ikke kunne huske mig for andet, så kunne de altid huske mig for de grønne retter 🙂 Min grønne vinkel var nemlig ikke helt hverdagskost i deres liv. Men de var åbne for at prøve, og det er jo det første skridt.

Tærte med løg og grønne asparges

Jeg havde bagt foccacia brød – det gør jeg næsten altid, når jeg skal lave frokost. Så er jeg sikker på, at der dog er noget alle kan få en bid af. Og så havde jeg bagt en tærte. Det går som regel også godt 🙂 Denne var med grønne asparges, for det er lige tid for den grøntsag. Så den skal nydes ved enhver lejlighed.

Og endelig havde jeg lavet en quinoasalat. Den synes jeg blev ret godt 🙂 Så her kommer opskriften – på slump, for jeg har ikke alle præcise mål. Men det er heller ikke så vigtigt her. Der kan også bruges andre grøntsager, hvis det synes. Og fetaen på toppen kan helt udelades, så får du en vegansk udgave af salaten.

Quinoasalat med masser af grønt

Quinoasalat (5 pers)

1½ dl. quinoa

4-5 spsk. dressing

200 gr. bagte cherrytomater

½ løg i små tern

1/3 agurk i tern

evt. lidt peberfrugt i tern

2-3 stykker syltet peberfrugt i tern

en håndfuld frisk spinat eller anden salat

evt. 50-75 gr. feta

Quinoaen koges efter anvisning på posen, overskydende vand hældes fra og den lune quinoa blandes med dressing i en stor skål. Tomaterne halveres, drysses med salt og peber og dryppes med lidt olie og bages så i ovnen ved 175 grader 20-25 minutter. De vendes i salaten sammen med olien fra fadet. Tilsæt de øvrige ingredienser og top evt. med lidt feta – og nu har du den lækreste salat. Farverig og smagfuld. Velbekomme 🙂

Jeg fik også en afskedsgave 🙂 Et gavekort til en planteskole. Det var ikke gået helt ubemærket hen, at vi er i gang med at bygge hus og anlægge have. Så gaven kunne ikke være mere velvalgt.

Nu skal jeg lige finde tilbage til en hverdag, hvor tiden er helt min egen. Det sker vist helt af sig selv 🙂

God weekend.

Jette

Forrige indlæg

Cookies med marcipan og nougat

Næste indlæg

Køkken og gulv i huset

2 Kommentarer

  1. Else-Marie Klerens

    Hej Jette.
    Så må du have en god og velfortjent ferie og hils Ole. Jeg må prøve den salat.
    Kh Else-Marie

    • Hej Else-Marie 🙂 Tak, vi glæder os også 🙂 Og god fornøjelse med salaten, du kan fint bruge noget af det, du allerede har i køleskabet 🙂 God weekend. kh Jette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal