En tur til et lille fint museum var målet i går. Sammen med min svigerinde kørte vi til Randbøldal og besøgte museet der. Jeg havde aldrig hørt om det tidligere, men set i et opslag på Facebook, at der var arbejdende værksteder og gratis adgang. Så der var ikke noget at betænke sig på – vi tog afsted 🙂
Museet ligger idyllisk nede i en dal omgivet af træer og Vejle å, med masser af vand. Og det er netop åen, der er omdrejningspunktet for den papirproduktion og beklædningsproduktion, der engang foregik her. Det store fald i åen gav mulighed for at dæmme vandet op og lave et lille vandfald. Som så igen drev en vandmølle, som igen lavede energi.
I området omkring åen, er der et fint univers med gamle vandbrønde og forskellige måder at hente vand op af jorden på. Fint lavet, så både børn og voksne synes det er sjovt at forsøge sig ved den gamle vandpumpe eller vippebrønden.
Inden døre var der en fin udstilling om stedets historie – med papirproduktion tilbage fra 1732 og siden klædefabrik fra 1846 helt frem til 1983.
Der var gang i vævene og fremstilling af papir. Og udstillet en mængde skønne tekstiler – især var jeg betaget af et par dåbskjoler, vævet i det fineste garn.
Udenfor blev der kartet, spundet og farvet garn med naturmaterialer. Rokken snurrede og en tråd kom på spolen. I gryden kogte grene og blade, så det kunne blive til farvevæske til det spundne garn. En spændende men også noget langsommelig proces. Så er det trods alt hurtigere at bestille et bundt garn på nettet 🙂
Museet husede også en lille butik og cafe, og udenfor var der et dejligt madpakkehus. Så der er rig mulighed for at tage familien med på museum og få en hyggelig stund sammen – uden at det koster noget.
Jeg blev virkelig positivt overrasket over besøget på det lille museum i Randbøldal.
God onsdag.
Jette
Skriv et svar