En god dag kan jo indeholde alt muligt 🙂 Heldigvis for det. I går var en god dag og en festlig dag, her blev yngste barnebarn nemlig døbt.

Lille knop på livets træ,
lille barn på voksenknæ,
nu er livet godt begyndt,
kærlighedens håb forkyndt:
Du skal vokse, blomstre smukt,
bære evig dejlig frugt! (fra 100 salmer)

    Hans Anker Jørgensen 1982 og 2013

    For to år siden blev storesøster døbt i samme kirke og samme kjole – så på mange måder er der tråde tilbage til forrige gang – og samtidig var dagen i går helt hendes egen.

    Og dåben understreger at der er historie, traditioner og højtid vævet sammen. At være døbt er også at være del af en langt større sammenhæng. At blive et led i en lang kæde, tage del i traditioner og være et barn i Guds historie. Samtidig med at det lille menneske får Guds løfte om, at han går med – alle dage.

    Dåbskjolen var som nævnt familiedåbskjolen – hvor der nu er broderet ikke mindre end 13 navne på – og der er plads til flere 🙂 Det er en kjole fyldt med minder – og en forundring over, hvordan min mor dog kunne få tid til at lave kniplinger og sy den fine kjole med bånd og biser i en tid, hvor symaskinen blev drevet rundt med et håndsving.

    Og dagens centrum, lille Elenora, klarede det vældig godt. Med sit milde væsen og nysgerrige øjne fulgte hun med i alt, hvad dagen bød på. Jeg tror hun tager en rolig dag i dag 🙂

    Intro billedet er i øvrigt små kransekager, som jeg har bagt og medbragt til dagen – de smagte nu meget godt 🙂

    Jette