Tag: Tanker om stort og småt Side 20 af 48

 Det ord får vist aldrig en særlig positiv og inspirerende klang 🙂 I hvert fald ikke, når vi taler om menighedsråd og nok også foreningsliv generelt. Vi vil gerne benytte de forskellige tilbud og muligheder, men selv sidde i bestyrelsen og være forpligtet på at løse opgaver og få tingene til at fungere, det er vi lidt mere tilbageholdende med. 

I går blev der holdt valgforsamling over hele landet – ca. 1700 menighedsråd skulle finde kandidater til at sidde i rådet de næste fire år. Således også her. Gamborg sogn, som er det mindste af mine to sogne havde på forhånd rimeligt styr på kandidater, og endte også med at stille med et nyt råd. Men i Kauslunde sogn var det langt sværere. Så her endte det med, at vi skal ud i et suppleringsvalg om tre uger. Det er virkelig trist og bekymrende, men jeg håber det lykkes at finde nogle personer, som godt kan se sig selv som aktive medlemmer af menighedsrådet.

At side i menighedsråd er mange ting. Noget arbejde er tungere end andet – men mest af alt skal det helst være en positiv oplevelse. Et sted, hvor tonen er god, og hvor ønsket om at drive kirke netop på dette sted er i højsæde. 

Efter valgforsamlingen holdt vi så ordinært menighedsrådsmøde. Og der er fortsat nok af opgaver at tage sig af, og heldigvis følger de afgående medlemmer sagerne til dørs. Det betyder meget. Til kaffen havde jeg igen bagt 🙂 Det er altså en hyggelig opgave. Jeg brugte bær og frugter fra have og hegn og fik lavet en lækker lagkage. Opskriften kommer på fredag 🙂

God onsdag.

Jette

Jeg synes ofte solen lader sig se om morgenen, men så går der lidt tid og så bliver den gemt bag et hav af skyer.

I dag vågnede jeg i sommerhuset til solens stråler – vældig hyggeligt. Diva og jeg havde lige haft en enkelt overnatning, inden huset igen bliver lejet ud til søde gæster.

I østen stiger solen op:

Den spreder guld på sky,

går over hav og bjergetop,

går over land og by. ( Den danske salmebog 749,1)

Det er ikke uden grund, at netop den salme er så kendt og indsunget. For Ingemann rammer så fint det, vi alle kan se, hver eneste morgen. Lyset fra øst, der får jorden til at skinne og tage sig skøn og indbydende ud. Som et glimt fra Paradis.

Jeg kom også til at tænke på salmen, fordi den rigtig ofte bliver sunget ved kirkelige handlinger – både bisættelser og bryllupper. Og det slår mig hver gang, at uanset hvor meget man er vant til at synge – så kan langt de fleste synge med på netop denne. “I østen stiger solen op” Det er genkendeligt, vi ser det for os. Og mange har lært den i skolen. Og den er en del af vores sangskat – og hvor er det godt, at vi stadig har noget fælles gods her.

Udenfor mit vinduer er solen igen dukket op – den må gerne skinne hele dagen 🙂

God tirsdag.

Jette

I den forgangne weekend havde jeg tre dåbsgudstjenester. Det var usædvanligt – normalt ville jeg samle de tre dåbsbørn til en gudstjeneste, men på grund af corona og dermed følgende restriktioner, så fik hver familie sin egen gudstjeneste. Og det var helt fint, og gik godt.

Ella, Augusta og August fik navn, blev medlem af menighed og folkekirke – og ikke mindst helt tydeligt en del af Guds store familie.

Dåb er mange ting – små og store elementer, stor betydning og masser af tro, håb og kærlighed. Og blandt andet også traditioner 🙂 Og godt for det – for det er med til at binde det hele sammen og give det mening.

For alle tre dåbsbørns vedkommende gjaldt det, at de blev døbt i gamle dåbskjoler. Hvide og fine kjoler, hvor mange andre børn i deres familie var blevet døbt i før dem. Og på alle tre kjoler var broderet navnene på de mange børn. Man kan sagtens blive døbt i almindeligt tøj – men den hvide dåbskjole understreger på sin egen måde et fællesskab og et slægtsskab. Og et sted at høre til.

Den ene familie havde kjolen hængende på en meget fin bøjle, da de kom til kirken. Og den bøjle var også er en del af fortællingen. Men den var blevet glemt i farten – så i dag kom Ellas mor tilbage for at få bøjlen med hjem, så dåbskjolen igen kunne komme til at hænge på den helt rigtige bøjle. Det var også en vigtig tradition.

Dåb betyder mange ting – men hvad det gør ved os, er så fint udtrykt i dette lille vers:

Fyldt af bæven foran ukendt fremtid

lægger vi vort barn i dine hænder.

Det, som sker i dåben, gør os trygge. (Den danske salmebog 448) 

Dåb er tradition – men med en skattekiste af fortællinger og betydningslag i tilgift.

God tirsdag.

Jette

Det er midsommer i Danmark – hvilken skøn tid. Og så er vi allerede halvvejs, når vi taler jordens runde om solen. Dagene begynder igen at aftage, helt underligt, for vi er jo først lige begyndt på sommeren 🙂

I aftes var en smuk Sankt Hans aften. Jeg var sammen med nogle venner, og de havde lavet et fint lille bål og harvet rundt om, så ilden ikke kunne brede sig. Bålet blev tændt forholdsvis tidligt, derfor den smukke blå himmel.

Jeg har ikke været sammen med den familie før til Sankt Hans, men de lavede altid snobrød. Og det er virkelig en hyggelig ting at gøre sammen. Små og store kan være med. Mit blev da meget godt 🙂

Jeg fik til min fødselsdag et bålfad, det skal vist i gang her hen over sommeren, og så kan der hygges med snobrød.

Vi fik ikke sunget i går – men derfor genlyder nogle af ordene fra midsommervisen alligevel i mit hovede. Også selv om billederne er fra en anden tid, så rammer sangen nu meget godt sommerens stemning.

Vi elsker vort land,

men ved midsommer mest,

når hver sky over marken velsignelsen sender,

når af blomster er flest,

og når kvæget i spand

giver rigeligst gave til flittige hænder;

når ikke vi pløjer og harver og tromler,

når koen sin middag i kløveren gumler … (Holger Drachmann, 1885)

Jeg sidder her på kanten af en forlægnet friweekend – det er bare helt perfekt med dette vejr 🙂 I morgen byder på en længere etape på min nye cykel – Ole og jeg deler distancen ned i sommerhuset og vil nyde en dag der. Og måske bade … Nu ser vi.

God midsommer.

Jette

Det er faktisk en lidt underlig dag – lidt som den 12. marts – dagen efter, at Danmark lukkede ned. Nu er tiden kommet til at kirkerne igen må åbne. Og det er naturligvis dejligt og det bliver godt igen at kunne samles, lytte, synge og bede sammen – men der er bare et stykke vej derhen.

Udfordringer, der skal overvindes. Løsninger, der skal nåes. Områder, der skal måles op. Hvor jeg glæder mig til, at vi er på den anden side af alt det 🙂 Men nøglen er blevet fundet frem – det er nu ikke mig, der til daglig åbner kirken, men rent symbolsk, så er det godt at finde nøglen frem igen. Og jeg kan vældig godt li nøglen her – det er en nøgle, der passer til en flere hundrede år gammel kirke.

Og på torsdag regner jeg med, at vi igen kan åbne kirkens dør og invitere til gudstjeneste. Med de restriktioner, der nu er.

En af landets biskopper skrev, at Kristi Himmelfarts dag virkelig ville blive en festdag i år. Og ja, på sin vis. Og jeg glæder mig også – men bliver også træt ved tanken om vejen derhen.

Jeg ved jo godt, at det handler om omstillingsparathed – det er i hvert fald et plus ord, men mon ikke andre også bare længes efter det, vi kendte og plejede at gøre. Og som fungerede 🙂

Vi kommer i mål – og det bliver så dejligt at møde kirkegængerne igen. Kirken er åben – og tak for det.

På en regnvåd mandag.

Jette