Det er faktisk en lidt underlig dag – lidt som den 12. marts – dagen efter, at Danmark lukkede ned. Nu er tiden kommet til at kirkerne igen må åbne. Og det er naturligvis dejligt og det bliver godt igen at kunne samles, lytte, synge og bede sammen – men der er bare et stykke vej derhen.

Udfordringer, der skal overvindes. Løsninger, der skal nåes. Områder, der skal måles op. Hvor jeg glæder mig til, at vi er på den anden side af alt det 🙂 Men nøglen er blevet fundet frem – det er nu ikke mig, der til daglig åbner kirken, men rent symbolsk, så er det godt at finde nøglen frem igen. Og jeg kan vældig godt li nøglen her – det er en nøgle, der passer til en flere hundrede år gammel kirke.

Og på torsdag regner jeg med, at vi igen kan åbne kirkens dør og invitere til gudstjeneste. Med de restriktioner, der nu er.

En af landets biskopper skrev, at Kristi Himmelfarts dag virkelig ville blive en festdag i år. Og ja, på sin vis. Og jeg glæder mig også – men bliver også træt ved tanken om vejen derhen.

Jeg ved jo godt, at det handler om omstillingsparathed – det er i hvert fald et plus ord, men mon ikke andre også bare længes efter det, vi kendte og plejede at gøre. Og som fungerede 🙂

Vi kommer i mål – og det bliver så dejligt at møde kirkegængerne igen. Kirken er åben – og tak for det.

På en regnvåd mandag.

Jette