diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Opskrift Side 6 af 70

Citronfromage og små nøddegrissini

En dejlig weekend er forbi – den bød på en morgengudstjeneste og en del lækker mad 🙂 Buketten er fra alteret i Bække kirke – jeg nyder de fine farver, der lyser op her midt i vinteren.

I køkkenet blev der lavet en helt klassisk citronfromage. Jeg havde et par økologiske citroner i overskud, så de fik god anvendelse her. Jeg anrettede dem i mine små glas, det ser bare lidt festligt ud 🙂 Og fandt årets første vintergækker.

Men citronfromage er en meget blød dessert. Så jeg tænkte at noget at tygge på ville være en god ide. Og jeg fandt opskriften på Blomsterbergs nøddegrissini, som jeg lavede i en lidt mindre portion og kom – som altid – lidt grahamsmel i dejen 🙂 Men de blev stadig meget lækre.

Hummus og små grønne retter

I går besluttede jeg, at aftensmaden skulle være en lille grøn buffet 🙂 Jeg er vild med små retter, som ikke nødvendigvis har et navn – men små serveringer, så man kan smage lidt af det hele. Og mit mål var også at få lavet en opskrift på hummus.

Og endelig lykkedes det 🙂 Der findes nu i øvrigt et utal af opskrifter på hummus på nettet, så min er mest et mix af det hele.

Lækre snitter

Jeg har bagt utallige hindbærsnitter 🙂 De smager nu også godt. Men i går blev hindbærrene suppleret med både jordbær og ribs. Fordi der lå noget af det hele i fryseren.

Syltetøj med tre slags bær

50 gr. ribs

50 gr. hindbær

50 gr. jordbær

75 gr. rørsukker

evt. lidt tom vaniljestang

Det hele står og trækker et par timer og koges så ved svag varme ca. 5 minutter (uden låg) Jeg blender det let og kommer det på glas, indtil det skal bruges.

Scones med marcipan og chokolade

Hvis man har lyst til lidt sødt, men ikke nødvendigvis kage – så er scones et godt alternativ 🙂 Jeg bager ofte de glutenfri scones til kaffepausen i genbrugsbutikken, men de er ikke særlig søde.

Det er dem, jeg har bagt i dag til gengæld. De har nemlig fyld af både marcipan og chokolade. Og det gør, at de bare kan spises som de er uden smør eller andet ovenpå.

De er lavet lidt anderledes end jeg plejer. Inspirationen hertil kom igen fra en bog fra biblioteket 🙂 Denne gang fra bogen “Kogekunst”. Den er skrevet af tidligere bagedyst vinder Frederikke Legaard og er fyldt med fine tegninger og lækre opskrifter. Og en af dem var på scones, som var med fyld og hvor dejen er foldet og rullet. Det skulle jo prøves.

Glutenfri kæmpe cookie

For nogle år siden bagte jeg en stor cookie som fik chokoladeganache på toppen. Det var ret så lækkert. Og jeg husker at en af mine konfirmander så billedet af den, og sagde, at sådan en måtte jeg da gerne bage til dem 🙂 Det blev vist aldrig til noget – de fik andet bagværk i stedet.

Men nu kom muligheden igen for at bage til andre. Kollegaerne i genbrugsbutikken. For selv om vi rydder op, sorterer og pakker ned, så skal der stadig være god tid til kaffepausen. Og med brød og kage til 🙂

Rester fra julen

Det sidste julepynt er ved at være kommet i kasserne igen – og står nu tilbage på loftet og venter på næste jul. Det er der noget godt og trygt i – at det hele vender tilbage igen, og jeg vil glæde mig til gensynet. Men synes også, at det er helt ok, lige at holde en pause.

Dahl med mange grøntsager

Da jeg lavede grøn fællesmiddag serverede jeg blandt andet dahl med auberginer. Opskriften havde os, der var værter fået tilsendt, så det var lige til at gå til. Og jeg synes det smagte dejligt – der var lidt mere tyngde i dahlen på grund af de robuste stykker aubergine.

I aftes lavede jeg en ny portion – denne gang med endnu flere grøntsager. Og resultatet blev ganske fint, krydderierne smagte ret meget igennem, og det er naturligvis en smagssag, så dem kan der godt skrues ned for, eller andre kan kommes i 🙂

Og lad dig ikke skræmme af billederne – dahl er ikke en særlig fotogen ret – men den smager godt 🙂 Jeg serverede bagte kartofler og en rustik salat med æbler til. En rigtig raita (yoghurt med rå æbler) ville have passet endnu bedre.

Specier med nødder

Et enkelt kig på Instagram eller Facebook – og du ser en masse julelækkerier 🙂 I denne uge har jeg ferie, så der er mulighed for at bage lidt.

I går blev de første pebernødder bagt – og de fik følgeskab af specier med nødder. Det er min udgave, inspireret af Meyers. Og som altid, så er der lidt grahamsmel i mine småkager. Det er nok helt forkert – men jeg nyder, at der er lidt bid i mine kager 🙂

Juleforberedelser

Advent venter lige om hjørnet – og december banker på inden længe. En tur i Brugsen eller Netto fortæller tydeligt, at det er tid til at købe ind til julebag og andet i den boldgade 🙂

I dag har jeg fået lavet den allerførste forberedelse: Bagt den engelske julekage. Jeg har lavet den i halv størrelse.

En søndags pizza

I nogen familier er der tradition for at spise pizza om fredagen – min søde veninde gjorde det i alle årene, hvor hendes drenge var små. Så var madplanen for fredagen ligesom på plads 🙂 Hos mig er det nu oftere en søndags pizza, der er på programmet. Et kig i køleskabet og en konklusion, der siger, at der er ikke så meget, og motivationen måske heller ikke helt i top 🙂

Men så kan en pizza altså gøre meget. Selv med et næsten tomt køleskab. Med lidt basisvarer og løg og revet ost – så er du godt på vej.

Jeg lavede min almindelige pizzadej – den passer til to sultne personer 🙂

Side 6 af 70

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal