diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Chokolade Side 10 af 18

Glutenfri Himmerigsmundfulde

I går blev der over hele landet holdt BUSK gudstjenester. Busk står for Børn-Unge-Sogn-Kirke. Altså et forsøg på at koble begreberne sammen – at børn og unge også er en del af både sogn og kirke.

Værdiløse bronzemedlemskort til Guds rige – trumfet af Fadervor-kortet

Vi havde en fin familiegudstjeneste, hvor temaet var medlemsskab af Guds Rige. Kan man købe et sådant? Kan man forhandle med Gud og få et bedre medlemsskab? Måske du hører ekkoet af fortidens afladsbreve 🙂 Og det var netop tanken. At vi kan ikke købe os til en plads i Himmeriget, men får den ganske gratis, af nåde.

Efter gudstjenesten var der kirkekaffe – og der måtte naturligvis serveres Himmerigsmundfulde 🙂 Små stykker lige til at snuppe i farten. Opskriften er fundet på nettet og tilpasset min form.

Himmerigsmundfulde ( ca. 50 stk.)

75 gr. smør

125 gr. havregryn

75 gr. grofthakkede blandede nødder

100 gr. sukker

25 gr. solsikkekerner

1 spsk. sirup

1 spsk. piskefløde

100 gr. chokolade

Det hele kommes i en gryde og varmes ved svag varme til smørret er smeltet og det hele er rørt sammen. Massen hældes i en lille bradepande (ca. 28 x 22 cm) med bagepapir i bunden. Overfladen glattes og kagen bages ca. 20 minutter ved 175 grader.

Når kagen kommer ud af ovnen fordeles den grofthakkede chokolade oven på, smelter og fordeles pænt. Drysses evt. med hakkede pistaciekerner.

Kagen skæres i små tern, mens den stadig er lun.

De smager ret fint. Men som en kage i himmerig …. Jeg tror godt, jeg kan finde en kage, der kommer op på siden af denne 🙂 Men gode er de, og der er ikke mange tilbage i dag.

God mandag – oktobers sidste dag.

Jette

Marcipan cookies

Der er stadig lidt marcipan på lager efter brylluppet. Men det er nu ikke noget problem:-)

Og med et par møder i den kommende uge, kan det være godt med cookies i en dåse.

Her kommer mit bud på marcipancookies. Når jeg skriver sådan, så er det fordi, der er utallige opskrifter på nettet – så min er et miks af mange.

Marcipancookies (ca 15 små stk.)

90 gr. smør

50 gr. farin

75 gr. sukker

100 gr. mel

25 gr. havregryn

1 æggeblomme

½ tsk. bagepulver

50 gr. chokolade

50 – 75 gr. marcipan

Pisk æg og smør let sammen. Tilsæt æggeblomme og pisk videre. Kom det revne marcipan i og pisk let. De øvrige ingredienser røres i. Det bliver en dej, der næsten kan samles med hænderne. Form små kugler på størrelse med en valnød og sæt på en plade med bagepapir. Tryk dem lidt flade. Bages ved 180 grader ca. 12 minutter. Afkøler og spises 🙂

De smager bare så godt – nybagte cookies de går aldrig af mode 🙂

God mandag – med endnu en skøn blå himmel.

Jette

Festlig kage til koret

Korkage – det har jeg bagt flere gange, blandt andet denne. Men denne gang blev det lidt mere 🙂 som tak for en flot bryllupsgave.

Så lidt i stil med kagen til brylluppet blev denne kage til. Men som firkantet kage. Og så fik den følgeskab af noget kølig Cava – det kunne ikke gå helt galt 🙂

Firkantet bryllupskage (ca. 20. pers.)



Lagkagebunde

7 æg

1 vaniljestang, korn heraf

300 gr. sukker

190 gr. smeltet smør

75 gr. mandelmel

300 gr. hvedemel

2 tsk. bagepulver

Smelt smørret og lad det afkøle lidt. Kom vaniljekorn, sukker og æg i en skål og pisk lystigt. Hæld smørret i og pisk godt. Vend mandelmel og sigtet mel og bagepulver i massen, sørg for at det hele bliver godt blandet. Kom dejen i en form beklædt med bagepapir ( 22 x 28 cm) Bag kagen ca. 35 minutter ved 175 grader. Køler af i formen.

Chokoladecreme

250 gr. chokolade

3½ dl. piskefløde

Hak chokoladen ret fint, imens fløden varmes op til kogepunktet. Hæld den varme fløde over chokoladen af et par omgange. Rør til chokoladen og fløden er smeltet fint sammen. Sættes nogle timer, inden den piskes let, før den skal bruges.

Bærmousse

300 gr. bærpuré

1½ dl. yoghurt eller syrnet fløde

4 blade husblas

3 dl. piskefløde

evt. lidt sukker

Sæt husblas i blød i ca. 10 minutter. Smelt den i mikroovn ved det vand, der hænger ved. Afkøl husblassen med lidt af bærpuréen, før det vendes i al puréen. Pisk fløden til blødt flødeskum og vend yoghurt og flødeskum i frugten. Smag til, måske der skal lidt sukker i.

Sættes på køl indtil det skal bruges.

Overtæksmarcipan af 600 gr. marcipan

Lidt friske brombær

Fremstilling, bagning og samling af kagen kan du se her

Kagen overtrækkes – rul marcipanen ud til en firkant, så stor at kanterne efterfølgende kan dækkes på kagen. Løft marcipanen over og glat ud. Hjørnerne skæres til, og det overflødige marcipan fjernes. Samlingen skjulte jeg med et marcipanblad 🙂

Kagen pyntes, som du nu synes.

Den færdige kage sættes på køl – meget gerne til næste dag.

Kagen blev vel modtaget til kor. – Og nysgerrig som jeg selv også er, så ville koret også gerne se et bryllupsbillede. Så sådan et blev også tryllet frem 🙂

God onsdag.

Jette

Mazarintærte med hvid chokoladecreme

Mit stikkelsbærsyltetøj kom i brug igen. Denne gang som smagsgiver til en lækker hvid chokoladecreme. Og anvendt på toppen af en mazarintærte, så bliver det bare en god kage 🙂

Tærten er tæt i konsistensen, så der spises ikke så store stykker, men lækker er den. Og smagen af marcipan træder fint frem – det gjorde smagen af de røde stikkelsbær nu også 🙂

Mazarintærte med chokoladecreme (8 pers.)

Mørdej:

150 gr. mel

75 gr. smør

50 gr. flormelis

en anelse salt

evt. 1-2 spsk. surmælksprodukt

Smørret smuldres i mel, flormelis og salt og samles let – evt. skal der lidt væske til hjælp. Lægges på køl, mindst en times tid. Rulles dernæst ud og kommes i en tærteform 20 cm  i diameter. (Min er nyindkøbt – en bryllupsgave :-))

Mazarin:

200 gr. marcipan

125 gr. sukker

1 spsk. mel

100 gr. smør, blødt

1 æg

Marcipan rives groft og røres sammen med de øvrige ingredienser. Massen fordeles i tærtebunden. Tærten bager ca. 30 minutter ved 175 grader. Køler af i formen inden den pyntes med

Chokoladecreme:

2½ dl. piskefløde

75 gr. hvid chokolade

1 blad husblas

150 – 200 gr. stikkelsbærsyltetøj

Sæt husblas i blød i koldt vand ca. 10 minutter. Hak chokoladen fint, mens fløden varmes op til næsten kogepunktet. Knug vandet fra husblas og smelt det i den varme fløde. Af to omgange kommes fløden over chokoladen og der røres grundigt. Læg film ned på overfladen og køl af. Inden brug piskes cremen til flødeskum og syltetøjet røres i. Kom cremen i en sprøjtepose – alternativt kan cremen også bare smøres fint på toppen af kagen. (Der er rigeligt med creme – måske man skulle servere lidt til, hvis nogen ønskede mere creme ?)

Dette var, hvad der var tilbage efter aftenens møde 🙂 Men det var også både et godt møde og en god kage, så de gik fint i spænd.

På en smuk august dag.

Jette

Bryllupskage til sommerbryllup

Bryllupskage – det måtte jeg lave selv 🙂

Og det gik godt.

Det største forarbejde er at være godt forberedt og have lavet det, der var muligt i forvejen. Så bærpuré og overtræksmarcipan var lavet uger i forvejen og kommet i henholdvis fryser og køleskab. Så var det klar til at blive brugt, når tid var. Pynten, som her var marcipanroser og marcipan fantasiblomster, havde jeg lavet i ugerne op til og opbevaret køligt og lufttæt.

Jeg bagte bunde om onsdagen, lagde kagen sammen om torsdagen og overtrak med marcipan og pyntede om fredagen.

Kagen indeholdt bærmousse og tobleronecreme og friske hindbær.

Jeg fik ikke taget billeder af den færdige kage – det var hjælperne, der samlede den. Så derfor lidt “skæve” billeder. Og ikke altid fra den bedste side 🙂

Mine tre forme var henholdvis 15 cm, 21 cm og 25 cm. i diameter.

Jeg lavede hvert lag for sig – og angives også her hver for sig – men selvfølgelig kan det hele lægges sammen og laves på en gang. Jeg synes bare, at det var lettest at styre på denne måde.

Jeg har opsmurt min kage med bærmousse – det er ikke rigtigt, hvis du læser andre opskrifter. Men jeg bryder mig ikke om smørcreme, som normalt bruges, og synes faktisk det det fungerer ganske udmærket med moussen.

En kage i tre lag rækker til ca. 30 mennesker

Bunde:

15 cm:

2 æg

1 tsk. vaniljesukker

85 gr. sukker

25 gr. mandelmel

50 gr. smeltet smør

75 gr. mel

½ tsk. bagepulver

Bages ca. 25 minutter – men tjek med en tandstik, om den er gennembagt.

21 cm:

4 æg

½ vaniljestang

170 gr. sukker

50 gr. mandelmel

100 gr. smeltet smør

150 gr. mel

1 tsk. bagepulver

Bages ca. 25 minutter

25 cm:

6 æg

1 vaniljestang

250 gr. sukker

75 gr. mandelmel

150 gr. smeltet smør

225 gr. mel

1½ tsk. bagepulver

Skrab vaniljekorn ud og bland dem med lidt sukker. Pisk æg, sukker og vaniljesukker let og luftigt. Tilsæt det smeltede og lidt afkølede smør og pisk videre. Sigt mel og bagepulver og vend det i æggemassen sammen med mandelmelet. Rør så det hele er godt blandet. Kom dejen i en springform, hvor der er bagepapir i bunden.

Bages ved 175 grader ca. 30 minutter. Køler af i formen.



Bærmousse:

15 cm:

125 gr. puré

½ dl. yoghurt (naturel eller med bær)

1½ blad husblas

1 dl. piskefløde

21 cm:

175 gr. puré

3/4 dl. yoghurt

2 blade husblas

2 dl. piskefløde

25 cm:

250 gr. puré

1 dl. yoghurt

3 bl. husblas

2½ dl. piskefløde

Bærpuré koges af 500 gr. bær (solbær, hindbær, brombær, jordbær eller andre bær), 75 – 100 gr. sukker og evt. en vaniljestang. Koges ved svag varme under låg ca. 5 minutter – afkøler lidt inden det køres på foodprocessor, for at findele alle bær.

Til bærmoussen sættes husblas i blød i koldt vand ca. 10 minutter, fløden piskes til blødt flødeskum. Smelt husblas i mikroovn og afkøl det med lidt af bærpuréen inden yoghurt og flødeskum blandes i. Moussen kommes i en sprøjtepose (så sparer du en skål) og det er let at fordele efterfølgende.

Kommes i køleskab til det skal bruges.

Tobleronecreme:

15 cm:

100 gr. toblerone

1½ dl. piskefløde

21 cm:

150 gr. toblerone

2½ dl. piskefløde

25 cm:

200 gr. toblerone

3 dl. piskefløde

Hak chokoladen groft. Bring fløden næsten til kogepunktet og kom ad to gange fløden over chokoladen og rør til det er helt smeltet. Cremen sættes i køleskab til afkøling og piskes let inden brug. Pisker du for meget, skiller cremen og du er ikke i tvivl – det skete selvfølgelig for mig 🙂 – og så må man bare lave en ny portion.

Overtræksmarcipan (se evt. her)

Det lavede jeg på forhånd og til hver kage blev der brugt henholdvis 300 gr., 400 gr. og 600 gr. marcipan.

De bagte bunde deles i tre lag. Jeg skærer som regel lidt af toppen, for at få den flad og vender så i øvrigt bunden i vejret på min kage. Bunder er altid jævn og god at have øverst.

Sæt den nederste bund på serveringsfadet og kom bageplast omkring – placer evt. også ringen fra springformen – så er du sikker på, at alt bliver hvor det skal. Fordel så tobleronecreme og sæt evt. nogle friske hindbær rundt om i cremen, inden næste bund lægges på og trykkes på plads. Fordel bærmousse (der er lidt i overskud) og læg sidste bund på. Tryk let og sæt så kagen på køl til næste dag.

Gentag med de to mindre kager – de placeres på kagepap, så de senere er til at flytte rundt på.

Næste dag venter hårdt arbejde – med at rulle overtræksmarcipan ud. Brug lidt maizena på bordet og rul så til pladen er stor nok og ca. 3 mm tyk.

Pak en lagkage ud og skær evt. kagen lidt til, hvis formen er lidt uens.

Smør kagen op med den tiloversblevne mousse. Det giver marcipanen noget at hænge fast i.

Flyt så den udrullede marcipan forsigtigt over på kagen. Og klap det let til og skær det overskydende fra, inden der til sidst pusles om kagen og marcipanen trækkes og lægges ind til siderne. Det bliver lettere med tiden 🙂

Det hele gentages med de to sidste kager. Jeg lavede et lille marcipanbånd og satte rundt nederst på kagen, det dækker lidt ujævnheder 🙂

Jeg satte kagerne på køl, inden de blev samlet. Der kom kraftige sugerør i de to nederste kager, for at de kunne bære kagen ovenpå.

Placer roser, blomster og blade, som du synes. Jeg bruger altid smeltet chokolade som lim – det er vist ikke helt rigtigt, men det smager godt 🙂

Brudeparret, som anes på toppen af kagen, har Trine, min ældste datter, lavet i hjemmelavet fondant. Det er helt hendes værk. Og jeg er så imponeret 🙂

Nu er kagen serveret og spist. Det har været hele arbejdet værd, og givet mange gode erfaringer. Og ikke mindst glæden ved at servere den til ens eget bryllup 🙂

Nu venter nogle dages bryllupsrejse – turen går til Schloss Frauenmark.

God weekend.

Jette

Islagkage med chokolade og kaffe

Sommer og is er to ord, der rimer på hinanden 🙂 Men det er nu ikke så ofte, at jeg selv laver is, men jeg faldt over en opskrift som alligevel så lidt spændende ud 🙂

En islagkage med kiksebund og kaffeis. Inspirationen til opskriften, fandt jeg her. Og blev testet i en lille udgave.

Islagkage med chokolade og kaffe

6 digestive

40 gr. smør

25 gr. mørk chokolade

Smelt smør over svag varme, sluk for varmen og tilsæt hakket chokolade og knuste kiks. Bland det hele grundigt og kom det i en springform med bagepapir i bunden (15 cm i diameter). Pres massen godt ned og jævn overfladen. Stilles koldt til bunden har sat sig.

Kaffeis

1 æggeblomme

30 gr. flormelis

1 tsk. nescafe

1,25 dl. piskefløde

Knus kaffen så det bliver til fint pulver. Bland kaffe og fløde og pisk til blødt flødeskum. I en anden skål piskes æggeblomme og flormelis godt sammen, inden flødeskummet vendes i. Fordel iscremen på den kolde kiksebund og kom det hele i fryseren.

Når islagkagen skal ud af formen, løsner jeg formen ved lige at holde den under den varme hane. Drysses med lidt kakao og pyntes med lidt jordbær.

Og islagkagen smager dejligt.

Men den er mega svær at skære ud – bunden er meget hård. Så jeg vil en anden gang hellere bruge en brownie bund og så bruge kiksebunden til en traditionel cheesecake 🙂

Med weekend lige om hjørnet – må du få en dejlig sommerweekend.

Jette

Lutherkager

På turen i Luthers fodsporvar et af mine mål også at finde noget, der kunne bruges i bagesammenhæng 🙂

Og jeg fandt en udstikker af Luther i silhuet, med indlagt opskrift. Den er nu blevet afprøvet, og serveres til menighedsrådsmødet i aften.

På billedet ses Luther i flere udgaver 🙂

Lutherkager (12 stk.)

100 gr. smør

200 gr. mel

60 gr. rørsukker

1/2 vaniljestang, kornene herfra

1 æg, fra en fin høne

Smuldr alle de tørre ingredienser sammen og saml dejen med ægget. Læg dejen på køl.

Når der skal udstikkes kager, rulles dejen ud ca. 4-5 mm tyk. Kagerne kommes på en plade med bagepapir og bager ca. 10 minutter ved 200 grader. Afkøler på pladen.

Pyntes efter behag – mine fik chokolade på “hatten” 🙂

En lille fin historisk småkage.

Tilføjet: her kan du finde udstiksformen

På en dag hvor teknikken driller 🙂

Jette

Chokolade petit four

Der er nu ingen anledning 🙂 Men små petit four er bare lækre, og smager dejligt. Så hvorfor ikke bage nogen? Det blev gjort i weekenden og delt med søde mennesker. Ikke nogen dårlig idé.

En lækker brownie bund, chokoladeganche på toppen og et drys tørrede bær som pynt øverst – det er vist okay 🙂

Brownie petit four ( ca. 20 stk.)

40 gr. smør

75 gr. chokolade

1 æg, fra en dejlig høne

75 gr. sukker

50 gr. mel

1 spsk. kakao

25 gr. hakkede nødder

Smelt smør og chokolade ved svag varme, lad det køle lidt. Pisk æg og sukker luftigt, tilsæt chokoladeblandingen og pisk igen. Sigt mel og kakao og tilsæt det sammen med de hakkede nødder. Fordel dejen i små smurte petit four forme.

Bages ved 175 grader ca. 10-12 minutter. Afkøler og tages ud af formen

Pyntes med chokoladeganache

50 gr. mørk chokolade

25 gr. piskefløde.

Opvarmes forsigtigt i mikroovn og røres grundigt sammen til en glat creme. Sættes på køl. Når den skal bruges, lunes den en anelse inden den kommes i en sprøjtepose og kommes på kagerne.

Drys med lidt frysetørrede hindbær eller jordbær.

Lækre små kager. Sat sammen på et fad, ser det bare indbydende ud 🙂

God mandag.

Jette

Glutenfri lakridskage med creme og bær

Jeg har fået noget lakridspulver af Trine – og det går langsomt med at få det brugt 🙂

Men tilfældigt faldt jeg over en lakridskage – og tænkte at det kunne være en mulighed at prøve den. – Og fandt samtidig ud af, at netop lakridskage findes i utallige opskrifter og variationer. Så her tillader jeg mig at sige, det er min udgave.

Denne er uden hvedemel, men med lidt glutenfri mel. Jeg har fået en pose med glutenfri mel af min søster – netop til at eksperimentere med – så det er også en del af forsøget 🙂 Almindeligt mel kan naturligvis bruges i stedet.

Lakridskage med hvid chokoladecreme og blåbær

50 gr. smør

75 gr. hvid chokolade

50 gr. sukker

1 æg, fra en sød høne

½ spsk. lakridspulver

25 gr. mandelmel

25 gr. glutenfri mel

Smelt smørret og tag det af varmen. Hak chokoladen groft, og tag ca. 25 gr. fra, resten kommes i smørret og smelter. Pisk æg og sukker til en dejlig æggesnaps, tilsæt smørblandingen og pisk igen. Vend mel og lakridspulver i dejen sammen med det sidste chokolade og kom så dejen i en foret lille springform (14 cm. i diameter) og bag kagen 30 minutter ved 175 grader. Køler af og gemmes til næste dag.

Hvid chokoladecreme

25 gr. hvid chokolade

1 dl. piskefløde

lidt revet appelsinskal

Hak chokoladen. Bring fløden næsten i kog og hæld den over chokoladen, rør til den er helt smeltet. Kom lidt revet appelsinskal i. Afkøles helt, inden cremen piskes til let skum og fordeles på den kolde kage.

75 gr. blåbær – eller anden frugt

En tæt og konfekt-agtigkage som smager rigtig godt. Serveres i små stykker og nydes med en kop kaffe 🙂

Tirsdag – i den stille uge.

Jette

Store cookies

Når jeg normalt bager cookies, er de mest i småkage-størrelse. Men når jeg ser cookies ude i butikker, så er de ofte på størrelse med en underkop 🙂 og ligger og frister og ser super indbydende ud.

Så i går skulle det forsøges at lave store cookies. Det kræver altså ikke den helt store ekspertviden – det er jo bare at bruge mere dej til hver cookie. For sjov skyld vejede jeg dejen af – så er der lidt at sammenligne med.

Opskriften var denne

Chokoladen en god blanding af lyst og mørkt og rester af fyldt chokolade. Det går fint i cookies 🙂

Normalt giver portionen ca. 15. stk.

Jeg vejede dejen af i 75 gr. portioner, og så blev der 8 store stk. De skal bage 15-18 minutter – desværre blev mine lige bagt nok, så de er langt mere sprøde end bløde. Og det er ærgerligt!

Men kagerne var nu velkomne nok – da der i aftes blev holdt aktivitetsudvalgsmøde. Duften af nybagte kager hjalp klart tankerne og idéerne på vej. Der var ingen risiko, for at vi gik sukkerkold 🙂

På en smuk forårsdag.

Jette

Side 10 af 18

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal