diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Bæredygtighed Side 30 af 35

Sommerhusets fire højbede

Det er virkelig blevet efterårsagtigt. Mørkt, koldt og vådt. Det skal kun regne en dag, så synes solskinsdagene uendelig langt væk 🙂

I går var jeg endnu en gang en tur i sommerhus – dejlig! Jeg nåede at sidde inden døre og læse lidt i en bog –  og kunne nyde roen og duften af træ. Den er stadig helt tydelig, selvom det er to år siden det blev færdigt.

Jeg ville også fotografere mine fire højbede – her hvor efteråret trænger sig på. Det blev en lidt våd affære, men planterne er sikkert glade for vandet. For det er meget sandet jord, der er i et par af bedene.

Dette højbed er tiltænkt stauder – flereårige blomster, så langt er jeg med 🙂 men deres navne, det er ikke for godt. Men der er en sankthansurt – som er flyttet fra Hejnsvig til Sydfyn, og den klarer det godt. Og i går gravede jeg en blomst op i præstegårdshaven og tog med, den står øverst i billedet. En blomst, der spreder sig flittigt i haven her, så der sker ikke noget ved at tage lidt af den med herned 🙂

Så vil jeg meget gerne have et krydderurtebed. Det går uendelig langsomt. Og så bliver det ikke bedre af, at jeg ikke kan huske, hvad jeg sætter hvor. Så midt i min store rosmarin skyder de grønne asparges også op 🙂

Og så vil jeg så gerne have et rosenbed. Men det er også svært. Bladene falder af planterne, og så står der bare nogle tynde stængler, som dog ind imellem kommer med de fineste blomster. Nu har jeg sat et par juleroser i samme bed, de er lidt bedre til at dække joden. Nu mangler de blot at blomstre, men det er jo først til vinter.

Og så er der mit sidste bed – mit overflods bed 🙂 Her blev sået et brev med sommerblomster, og det har fuldført sin mission – blomstret og stået fint og lyst op. Nu er det ved at være efterårsfarvet – og så er tallerkensmækkeren dog lige kommet med et par nye blomster. Hvor dejligt. Jeg har i øvrigt samlet frø sammen fra netop tallerkensmækkeren og nu lagt dem til tørre i skuret. Så håber jeg, at jeg kan bruge dem næste forår.

De fire små bede ser ikke ud af så meget. Men de har givet mig megen glæde hen over sommeren. De er så tilpas overskuelige, at selv jeg kan være med 🙂

God tirsdag.

Jette

Første del af en ny skov

Så kom vi på den anden side af skovrejsningen. Og det gik over al forventning. En virkelig fin dag, med solskin og mange glade mennesker. Skoleelever, forældre og lærere og mange andre fra sognet.

Det gik godt, men det var også et lidt nervepirrende arrangement, fordi hverken jeg eller menighedsrådet stod med det overordnede ansvar. Vi skulle mest stille op og løse forskellige opgaver. Og det gik godt. Der blev holdt taler, skolens elever sang for på fællessang og så blev der plantet ! Ca. 1500 træer kom i jorden i løbet af en times tid. Og ved langt de fleste træer står en lille gul træpind med et navn på – så kan man siden hen komme tilbage og finde det træ, man plantede, og se, hvordan det går med det 🙂

Trine lavede en pind til mig – den er jeg ret glad for 🙂 nu står den ved et træ, som jeg ikke kender navnet på. Men det er heller ikke det vigtigste – det er mere, at træet kommer til at gøre gavn til glæde for mennesker, natur og klima.

Jorden på Fyn er faktisk ret god jord, præstemarken er tung og leret, så efter lidt regn bliver den noget klistret at gå i. Gummistøvler var et godt fodtøj i går 🙂

Inden vi plantede træer var der som sagt forskellige taler – og jeg fik også ordet. Og var faldet over et kinesisk ordsprog, som passede til lejligheden:

“Det bedste tidspunkt at plante et træ var for 20 år siden. Det næstbedste tidspunkt er nu.”

Vi kan bare gå i gang 🙂

Og Middelfart kommune er faktisk noget bagefter med hensyn skov. På landsplan er der 14 % skov, i Middelfart under 10 % – og det politiske mål er omkring 20 % skov inden 2075. Så i går gik vi et lille skridt med på den vej.

Men det er ikke det allerbedste tidspunkt på året at plante skov på – og derfor plantes den anden del af skoven først hen i november måned.

Men dejligt at være kommet i gang – og skønt at kunne tænke tilbage på en dag, hvor det hele fungerede. Bekymringerne til trods 🙂 På billedet ses nogle af de gode folk, der stod bag projektet.

God mandag.

Jette

Hvor er der travlt :-)

Og ikke kun på mit kontor – her er nu ved at være nogenlunde styr på den kommende weekend. Men i byen, her i Kauslunde, da er der godt gang i forberedelserne til søndag, hvor de 1000 træer skal plantes. Det er i sig selv en opgave, men hvor parkerer man alle bilerne og cyklerne? Hvor skal scenen stå – er der kage nok? Hvem laver skilte? Og ikke mindst – hvordan går det med toiletforholdene 🙂

Alt det kan jeg fortælle dig på mandag, og det vil jeg glæde mig til at gøre 🙂 I dag skriver jeg prædiken og bager kage. Der skal nemlig også bruges kage i morgen, da er det den årlige sogneudflugt, som løber af stabelen. Timingen er ikke så god. Men vi kom først – og så kom TV2 og sagde, at søndag planter vi træer 🙂 Og vi når det hele! Regner jeg med.

På billedet herover er scenen – to store halmballer 🙂 Det er godt, at der også er en lille stige med, for ellers kom jeg vist aldrig derop 🙂

Jeg har bagt squashkagen igen. Den var bare rigtig god, let at lave og nem at servere. Så den deles ud på søndag, sammen med alle de kager, fodboldforældrene har bagt. Det er nemlig den lokale idrætsforening, der står for boden med kager.

Byen bakker virkelig op. Så der kommer flag mange steder, de første flagstænger og fødder står allerede klar ved præstegården.

Og cykelparkeringen er klar – de store halmballer får en ny funktion på søndag. Her kan stilles cykler op af – selv om jeg nu tror, der kommer flere cykler end der er plads til lige her.

Det bliver virkelig sjovt at være med til – og mega hektisk. Bare nu vejret arter sig nogenlunde.

Her er programmet – og jeg er på som taler 🙂

11.30

Preben Dahl (TV 2/FYN) og Peter Tanev (TV 2 Vejret) byder velkommen

11.35

Lars Heiselberg (Growing Trees Network Foundation): Derfor skal vi plante (mindst) en million træer i Danmark

11.45

Jette Rosendal (Sognepræst Kauslunde-Gamborg Sogn): Derfor donerer kirken jord til Kauslundes nye skov

11.50

Fællessang. Elever fra Hyllehøjskolen synger for

12.00

Træerne skal i jorden! Thomas Møller (Naturbyg) instruerer og giver gode råd.

13.30

Tak for i dag

 På kanten af en helt usædvanlig weekend.

Jette

Snart plantes en skov

På søndag går det løs, når der skal plantes de første 1000 træer i Kauslunde kirkes nye Folkeskov. Det bliver en festdag!

Af mange grunde:

1) et langt forberedende arbejde kan nu ses i konkret form

2) den lokale skole bakker op og kommer med plancher og synger om træer

3) den lokale fodboldklub kommer og serverer kage og sodavand

4) det hele filmes af TV2Fyn – og sendes som et glimt i det store indsamlingsshow den 14. september

Så vi forbereder os. Der er mange praktiske ting, der skal være på plads, når så mange mennesker skal mødes og gerne få et par hyggelige timer sammen. I dag holder vi igen møde om de sidste løse ender – om borde og skilte, højtalere og spader og meget andet.

Og hvad nu, hvis marken ikke tørrer lidt op – så bliver det en ret pløret omgang 🙂 selv på en stubmark.

Skovfogeden har været ude at sætte pinde i jorden, så landmanden kan se, hvor der skal pløjes og harves, så det hele er klar til, at vi kan plante træerne. Området til ventre for markeringspinden og ned til træerne er der, hvor der i første omgang skal plantes. Det bliver så spændende at se det færdige resultat.

Til mødet i dag laver jeg en helt almindelig gammeldags æblekage. Det er ret enkelt, og så smager det bare godt 🙂 Den mangler lige at blive samlet, men mosen er endnu helt varm 🙂

God onsdag.

Jette

Hvad blev pengene brugt til ?

Jeg tænker, at du nok synes, det er en lidt besynderlig titel på et indlæg 🙂 Og det bevæger sig da også ret langt ud over, hvad jeg normalt skriver om. Men jeg synes alligevel, at det kunne være interessant at skrive lidt om.

Pengene, det drejer sig om, er dem, jeg har tjent på udlejning af sommerhuset. Det med udlejning var en lidt pludselig idé jeg fik, men som har vist sig, at være en god idé. Kærnehuset har stort set været lejet ud alle de dage, det har været muligt at booke det.

En overnatning i huset giver mig ca. 300 kr. – så lidt hurtig hovedregning viser, at det er ikke helt vildt mange penge, der er rullet ind på kontoen. Men dog penge, jeg ikke havde budgetteret med, så for at de ikke blot skulle gå ind i den almindelige husholdning, besluttede jeg, at sætte dem på en særskilt konto.

Og nu, hvor sæsonen er ved at være slut, så har jeg investeret pengene i aktier. I bæredygtige aktier. 

Det er forholdsvis nyt, at der bliver tænkt bæredygtighed med, når man taler om aktier og investering. Men der er kommet en efterspørgsel på at investere i virksomheder, hvor bæredygtighed og miljøhensyn og andre grønne tanker spiller med.

Og at investere sine penge, er en god måde at bidrage til at hjælpe miljøet og klimaet på. Vi bruger i forvejen vores penge til at understøtte grønne tiltag hver eneste dag – når vi genbruger en plastikpose, handler lokalt, mindsker madspild og ind i mellem lader bilen stå og cykler i stedet. Det er alt sammen noget, der tæller på plussiden, når vi tænker grøn omstilling.

Men et andet sted, hvor vi også kan gøre en forskel er altså ved at investere i virksomheder, der specifikt i deres målsætning har indskrevet, at de ud over at producere eller fremstille, det de nu gør – samtidig vil tage hensyn til miljø, sociale forhold og har en ledelsesprofil, der også kigger på kønsfordeling. Det kan nemt komme til at lyde lidt langhåret, og jeg er heller ikke så meget inde i det.

Men der er hjælp at hente på nettet – og i ens bank.

Jeg har valgt at investere mine lejeindtægter i en fond, der forvalter bæredygtige aktier. Og sætter min lid til, at de mennesker, der har udvalgt de 100 aktier i fonden, har gjort deres forarbejde godt. Altså kigget hvert firma igennem og vurderet, at de opfylder nogle krav med hensyn til miljø og sociale forhold osv.

Og ved at investere i grønne virksomheder, så er jeg med mine sparepenge med til at finansiere, deres videre udvikling. Og forhåbentligt får jeg et afkast ud af det – på sigt.

Aktier er en levende størrelse, som går op og ned – så hvis man hver dag sidder kun og kigger på kurser, så kan man godt blive noget urolig.

Det bedste er at investere pengene, og så lade dem arbejde for sig. Med forventning om, at de i sidste ende vil kunne genere lidt flere penge.

Det håber jeg, min lille investering gør. Men uanset, hvordan afkastet bliver, så har de været med til at fremme et grønt aftryk i verden. Og det er da meget godt i tråd med tanken bag Kærnehuset 🙂

Om et år, vil jeg se tilbage på min lille investerering, og se, hvordan det er gået med den. Men indtil da, får den lov at passe sig selv.

God torsdag.

Jette

Grøntsagsnet

Som en udløber af en klimavenlig ferie, og en naturlig fortsættelse af mit forsøg med “plastikfri juli” – så er der blevet lavet noget nyt. Jeg har hæklet et lille net, som kan bruges, når jeg skal købe frugt og grønt i løs vægt. Eneste udfordring er, at jeg skal huske at gå det med i tasken, når jeg skal ud at handle 🙂

Jeg har før nævnt de små tynde plastikposer, der ligger ved frugt og grønt, som man kan bruge, når æblerne skal samles eller tomaterne skal vejes – og jeg har efterlyst et alternativ. Et sådant fandt jeg på nettet. Det viste sig, da jeg begyndte at søge, at det var der faktisk mange, der allerede havde været i gang med – at hækle net til det ene eller andet formål.

Mit net er hæklet med en fast bund og så ellers en masse rækker med lufthuller og tilsidst to hanke. Det er ikke den store hæklekunst, eller viden, der er i brug, men det var et hyggeligt projekt at have med på ferie.

Garnet er noget jeg har arvet – garn, der havde ligget i Oles gemmer i flere år, det kom nu i brug. Hele nettet vejer ca. 45 gr. og det er selvfølgelig mere end en plastikpose. Så enten skal man veje frugten af, før man kommer den i nettet, eller også betale for 50 gr. for meget.

Jeg er spændt på at tage det i brug – farven er i hvert fald lige mig 🙂

Opskriften jeg tog udgangpunkt i er her – jeg hæklede dog med enkelt tråd, og derfor blev mit net naturligvis mindre.

God onsdag.

Jette

Turen går til Vestkysten – på cykel

Og det er det sidste, der i denne omgang er det interessante. For Ole og jeg har netop afsluttet 5 dage på cykel, med fire overnatninger vidt forskellige steder – og stukket fødderne i Vesterhavet, spist lækker mad og i det hele taget nydt ferien 🙂

Min gamle 3-gears cykel med oppakning

Men at det var på cykel det foregik, det var nyt. Og jo spændende at se om kondien var til det. Men det gik så fint. Og vi havde ingen uheld, ingen punkteringer eller andre udfordringer.

Forudsætnignen for, at jeg vil cykle på ferie er, at det er godt vejr, der kan cykles i shorts og sandaler, og til nød bruges en regnjakke, hvis en enkelt byge skulle dukke op. Og egentlig er det jo noget, vi ikke selv er herre over 🙂 Men vi havde fine betingelser. Næsten ingen vind – og så er det bare meget fladt ude vest på 🙂 Stigningerne var virkelig til at overse.

Udsigten fra fyret ved Blåvandshuk

Jeg er magelig – så at sove i telt eller en åben shelter, det kom aldrig på tale. De fire overnatninger var booket hjemmefra. Og derfor skulle der heller ikke så meget bagage med. Kun tøj i cykeltaskerne og en lille ældre køletaske. Vi spiste frokost på turen fra sted til sted. Vi havde ikke taget trangiakøkken eller andet med, så der blev ikke som sådan lavet mad undervejs. Men jeg havde lavet en god pastasalat til den første dag. Og så havde jeg taget to bambuskrus med og to champagneglas med, så de blev genbrugt undervejs.

Her er billeder af de fire sovesteder:

Hotel varde, indrettet som motel

Et superhyggeligt B&B sted i Blåvand

Ombyggede medarbejderboliger ved Filsø

En skøn tønde med egen terrasse ved Hodde kro

Og det var en del af oplevelsen, at møde så forskellige steder. Og så dejligt, at der var redt op og næste morgen kunne vi så bare kunne forlade stedet igen 🙂

Undervejs har vi pudset glorien – og tænkt på den CO2 vi har sparet i år 🙂 Nej, spøg til side, men det har været en super måde at være sammen på og opleve Danmark på. Verden bliver meget enkel, når man bare cykler afsted. Det kommer til at handle om, hvordan er vejen, hvordan er vejret – og hvor skal vi spise aftensmad. Det er en lille boble, man befinder sig i – og det tror jeg er sundt nok en gang i mellem. Bare at være i det helt enkle.

Nu venter et par ugers arbejde – inden jeg er så heldig igen at have ferie 🙂

God mandag.

Jette

Plastikfri juli 2

Det har været en spændende måned – på den måde, at jeg har tænkt og set mere på plastik, end jeg normalt har gjort. Optakten til plastikfri juli kan du læse om her.

Der er plastik alle vegne, og mange gange også ganske fornuftigt. Så at blive plastikfri tænker jeg ikke er målet, men mere en bevidst omgang med plastik, og langt mere genbrug og genanvendelse end det sker i dag.

Men hvor juli ikke blev plastikfri – så blev det mere en måned med købestop. En lidt pudsig udløber af ikke at ville anvende plastik. Men ved ikke at købe noget, så fik jeg jo heller ikke nyt plastik med hjem. For rigtig meget er faktisk pakket ind i plastik – som i alt fra madvarer til ledninger 🙂

Her kommer nogle eksempler på plastik og tanker omkring det – det er dog ikke alle månedens indkøb, der er dokumenteret her 🙂

Jeg købte i denne uge en snack til cykelturen – jeg syntes, det så smart ud og ville være godt til en pause, men der er meget plastik involveret. Nachos og dip – i små mængder og i store mængder plastik 🙂

Til brug i sommerhuset i forbindelse med udlejningen, så var jeg i Jysk og købte et lagen. Det var emballereret i meget kraftig plastik. Jeg genbrugt posen til at samle brugte batterier i – de blev indsamlet af kommunen sammen med pap og papir.

På en almindelig indkøbstur i Netto – nåede jeg at række ud efter en lille plastikpose, inden jeg besindede mig – og bar varene i armene ud i bilen 🙂

I samme Netto købte jeg brød fra deres bake-off afdeling, og her var der kun tynde plastikposer til at komme brødet i. Jeg har i andre butikker set, at det var papirposer (endda FSC mærket), det må jeg lige være lidt mere obs på.

En tur i Rema – her stod jeg i grøntafdelingen og vejede for og imod. Og fik fundet tomater i papbakke, peberfrugt og forårsløg uden emballage. Tidligere ville jeg have puttet dem i de tynde plastikposer, der ligger i grøntafdelingen – men undlod. Og bar varerne i mine arme, for jeg havde ikke fået min indkøbskurv med ind:-) Agurker er oftest i plastik – af hensyn til holdbarheden. Så her spiller hensynet til madspild ind.

Forleden købte jeg små tomater på stilk. Og meget fint lå de i løs vægt – men det er besværligt at transportere dem til kassen uden noget at komme dem i. Og her var der kun de tynde plastposer.

Jeg ved godt, at det hele tiden er et spørgsmål om ressourcer og økonomi – men kunne der ikke bruges små papirposer eller papbakker?

Jeg opdagede i weekenden, at Føtex faktisk har fået økologisk tynde bomuldsposer, man kan købe og bruge netop til at samle frugt og grønt i. Ret sejt!

Jeg får ca. en gang om måneden grøntsager fra Aarstiderne. Det er fint og spændende. Men der er også en del plastik involveret. Kassen i juli var dog ikke så slem 🙂 Men ofte er der mange små poser med ris, bønner, pasta, nødder, krydderier osv. Det er selvfølgelig, fordi det er en måltidskasse, så alt skal passe til en person. Og derfor kommer der for eksempel 100 gram ris og ikke et helt kilo ris. Og det kræver jo en lille pose at levere risene i.

Med et vågent øje på plastik, så opdages nye tiltag 🙂 Jeg købte en økologisk piskefløde, som var i en letvægts plastikemballage, men hvor ca. 1/3 af plastikken var lavet af kridt. Det har jeg ikke før hørt om. Men jo godt, at der tænkes ud af boksen og opdages nye muligheder.

Min juli måned blev slet ikke plastikfri – men den blev anledning til hele tiden at tænke over, hvordan bruges og genbruges det plastik, der allerede er produceret. Meget husholdnings plastik – især fra fødevarer – det må ud med dagrenovation og forbrændes. Men andet skal sorteres og genanvendes. Her kommer vi forbrugere på banen. Desværre er Middelfart kommune endnu ikke kommet med affaldspande, hvor plastik kan sorteres i – men på genbrugspladsen er der gode muligheder for at komme af med både det hårde og det bløde plast.

Plastik er en god ting – men vi skal blive bedre til at bruge det med omtanke.

Jette

En kulinarisk aften

Min mand, Ole, havde fået en billet til et spisearrangement i fødselsdagsgave. Og samtidig havde jeg og resten af familien inviteret os selv med 🙂 Så i fredags skulle billetten bruges. Og det blev en fin og anderledes aften med lækker sommermad. Og vejret viste sig fra sin skønneste side, blå himmel, ingen vind og ikke skyggen af regn.

Brandbygegaard laver og producerer selv vin, primært af æbler. Og jeg smagte en moussernede æblevin fra 2015 – den smagte virkelig dejligt. Og havde masser af bobler. Som blev ved med at vare ved til glasset var tomt 🙂

Menuen var vegetarisk – og virkelig tilrettelagt efter, hvad køkkenhaven bugner af netop nu. Små enkle og delikate retter, hvor hver grøntsag kunne smages. Og er man glad for grøntsager, som jeg er, så synes man det er en fest 🙂 Er man ikke helt så begejstret, ja, så var der heldigvis to fade på bordet med hjemmebagte brød og hjemmekærnet smør, som der kunne suppleres med.

Små lækre kartofler med mayonaise, radiser og krydderolie.

Det er tid for salat – og sjældent har jeg fået så mange på en tallerken, dryppet med vinagrette og toppet med ristede boghvedekerner og revet ost.

Rødbeder er ikke min favorit. Men her var de ret fine i små snitter, og serveret med syrnet fløde (hvis jeg husker rigtigt)

Så var der pause, og vi kunne bevæge os frit rundt på hele gården. Blandt dyr og planter, vinstokke og æbletræer. Hold nu op, hvor var der meget der skulle ses til og passes, og det klarer Søren Sørøver og Lone Landmand selv. Det er virkelig godt gået.

Hovedretten var også lækker – igen med grøntsager i fokus. Et kvart spidskål 🙂 løg, gulerod og nye kartofler – og rigeligt med bearnaisesauce. Det var ret godt!

Og desserten glemte jeg at tage billeder af – men det var en lækker rødgrød sorbet og til sidst en creme brulee. Det sidste har jeg aldrig smagt før, men det var også rigtig godt.

Aftenen sluttede med en kop kaffe – og så var der faktisk gået en hel aften. I det bedste selskab.

En dejlig aften – i idylliske og gamle omgivelser. Der var masser af stokroser langs bygningerne og skæve vægge og toppede brosten. Lidt en tidslomme at træde ind i – og samtidig er det en økologisk forretning, som også løber rundt.

Hvis lejlighed byder sig, – så vil jeg overveje at kigge forbi igen 🙂

God mandag.

Jette 

På besøg på en byggeplads

Jeg synes træ-hus-byggeri er spændende – og i går havde Ole og jeg mulighed for at kigge inden for på en byggeplads i Jylland. I skønt vejr og smukke omgivelser.

Huset bygges af TræVærk – et lille og forholdsvis nyt firma med en super engageret ejer. Dennis – fyldt med visioner og gode ideer, energisk og initiativrig. Jeg besøgte allerede sidste år et andet projekt, han også stod for – nemlig træhuset på Hjarnø.

Nu var han i gang med dette hus – et skønt hus, med masser af træ både indvendigt og udvendigt. Det meste af træet var fra Danmark eller Norden – og altså ensbetydende med kort transport. En del af husets inventar var blevet fundet i den blå avis. Alt sammen noget, der er med til at nedbringe det CO2 aftryk ethvert husbyggeri afsætter.

Vi skulle ikke andet end at kigge – og dejligt, at både bygherre Mille og Dennis var til stede. De tog sig begge god tid til at vise rundt og besvare mange spørgsmål. Mille fortalte tillige om overvejelser ved at bygge på denne måde, i modsætning til et muret hus. Noget af det jeg bed mærke i ved huset, var, at det virkede og duftede tørt og rart at være i. Det skulle ikke først tørre i uger, som et muret hus skal.

Huset her skal rumme Mille og hendes lille familie, som har taget noget af et spring – fra en lejlighed i København til et nyt træhus i en ret lille by i Jylland.

Jeg havde bagt lidt cookies, som de gode håndværkere kunne spise til deres eftermiddagskaffe 🙂

God torsdag – hvor det er stille og let regn.

Jette

Side 30 af 35

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal