diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Kategori: Livsstil Side 88 af 221

Mango smoothie

Det er noget helt nyt for mig 🙂 men med meget høje varmegrader, så er det godt med noget koldt. Og jeg fandt i dybet af min fryser en pose mangotern, som er blevet efterladt af mine børn, da de flyttede hjemmefra.

Jeg stod lidt rådvild med disse ret gamle og frosne tern – og tyede så til nettet. Det er altid en ven, når oplysninger mangles 🙂 og jeg fandt den mest simple opskrift på, hvordan en smoothhie kunne laves.

Mangotern og kokosmælk. Det var da overskueligt, og jeg havde begge dele 🙂

Mango smoothie

300 gr. frosne mangotern

1 dl. kokosmælk (ikke light)

Mangoen tøer lidt op i køleskab inden den kommes i et blenderglas sammen med kokosmælken. Kør indtil du synes konsistens er ok. Min blev forholdsvis fast, så den kan spises som softice med en ske 🙂 Det smager frisk og godt, dejligt køligt på disse varme dage.

Jeg synes om noget at tygge på, så jeg topper med noget hjemmelavet müsli.

Müslien er superlet at lave, du ved præcis hvad den indeholder, og det er meget billigere at lave det selv 🙂

Jeg lavede en portion i aftes, det tager ikke mange minutter. Og det minder mig lidt om min mor, da hun lavede ristede havregryn til at komme på koldskål. Mad med minder er nu en god ting 🙂

God sommerdag – jeg håber, du har mulighed for at lave så lidt som muligt. Det er vist det dagen er bedst til 🙂

Jette

En regnsvejrs dag

Sådan var det i går – men derfor blev det alligevel en hyggelig fridag. Ole er begyndt på sin sommerferie, så vi benyttede dagen til at køre lidt på tur.

En tur til Jelling – en skøn by, med så meget kulturarv og en rigtig fin måde at formidle det på. Vi har faktisk været  i byen før, men i går blev det så til en tur indenfor på museet – Kongernes Jelling. Tænk at bo i et land, hvor der er gratis adgang til et helt univers af spændende historisk information. Det er virkelig interessant, du må røre alt, kan lytte til gode historier, og se dig selv i flammer i selveste Valhalla 🙂

Vejret indbød ikke til de helt lange gåture, det bliver en anden gang.

I stedet blev der strikket lidt på min udfordring. Jeg fik lukket af, så nu mangler der kun lommer og kanter. Lommerne skal strikkes der, hvor den farvede tråd er. Den skal pilles ud og maskerne samles op, det har jeg ikke prøvet før – så det bliver ny strikkelærdom 🙂

Om det bliver i dag, jeg kommer i gang med det, vides ikke – for udenfor er det jo blevet den skønneste sommer 🙂

God tirsdag.

Jette

Søndagens brownie

Det er ferietid over alt – og det er hyggeligt. Der er en fornemmelse af, at al ting tager det lidt med ro. Jeg har som nævnt ikke ferie endnu, så jeg afløste min kollega i går – og mellem de mange gudstjenester blev der bagt en brownie. Vejret var også til chokoladekage – lid vådt og noget blæsende.

Der ligger flere opskrifter på bloggen med forskellige brownie udgaver – og så kommer der lige en til. En lille bitte portion.

En lille brownie

1 stort æg

35 gr. farin

50 gr. sukker

40 gr. smør

50 gr. mørk chokolade

1 spsk. kakao

50 gr. mel

20 gr. valnødder

Smelt smør og chokolade i en lille gryde over svag varme. I en skål piskes æg, farin og sukker godt. Tilsæt den let afkølede chokoladeblanding og pisk det sammen. Vend kakao og mel i dejen, og rør godt rundt, så melet bliver helt fordelt.

Kom dejen i en lille form beklædt med bagepapir og drys hakkede valnødder over. Bag kagen ved 175 ca. 25 minutter, og lad den køle af inden den skæres ud.

En brownie skal ligesom være i små firkantede stykker – men det er lidt svært med en rund form. Der blev et firkantet stykke og en del andre faconer 🙂 Men det gjorde ikke noget ved smagen.

Og til aftenkaffen sent i aftes, da gjorde det slet ikke noget 🙂

Den lille tærteform (18 cm i diameter) er i øvrigt købt i Kirkens Korshærs genbrugsbutik for kun 7,50 kr.

God mandag.

Jette

Fredags glimt

Så er det allerede fredag igen – og i juli er det ensbetydende med glimt her på bloggen 🙂 Altså lidt tilbageblik og små hverdagssituationer fra den sidste uge her.

Sommerhuset kommer jeg ikke uden om 🙂 Og nyder, hver gang jeg er dernede, og i denne uge har der været et par gode solskinstimer inkluderet.

Vaskemaskinen i sommerhuset er også altid i gang – og mit lille tørrestativ på overarbejde. Men det fungerer fint – tøjet når at tørre lidt, nogen gange helt – hvis ikke, så kommer det med hjem og tørrer færdigt i præstegårdens have. Og tøjet dufter bare godt, når det får en tur ude i den friske luft.

Sommeren får lidt hårde ord med på vejen – der er ikke så meget sol og varme som sidste år. Men det passer mig rigtig godt. Til gengæld står alle afgrøder virkelig godt. Æbletræet er i færd med at frembringe flere æbler end nogensinde før. Jeg glæder mig til at skulle smage dem 🙂

Jeg er glad for biblioteket, det har jeg nævnt før. Og har fået reserveret en del bøger, som ligger klar til afhentning på forskellige tidspunkter – så det giver en god anledning til at sætte mig på cyklen og får trænet lidt inden cykelferien 🙂

Jeg har netop læst bogen “Lev for det halve”. En letlæst bog, som dybest set handler om at gennemgå sit forbrug og skære det væk, der er overflødigt og unødvendigt. Det er der som sådan ikke noget helt specielt ved – passer meget godt ind i tidens tanker. Men grunden til at denne bog blev skrevet, var at et sæt småbørnsforældre begge gik ned med stress, og noget måtte gøres og ændres. Deres liv var simpelthen for presset – enderne nåede slet ikke sammen. Og det tror jeg ikke, de er ene om at opleve. Men trist at de skulle helt derud, før de fik kigget på dem selv og deres liv. At et godt liv kan leves på mange måder – det er ikke kun store stillinger og økonomisk velstand. Nærvær, nærhed og tid er værdifulde elementer i hverdagen. Som ikke kan købes og som ikke kommer igen.

Og endelig har jeg igen forsøgt mig med koldthævede boller 🙂 Jeg havde lidt frugtyoghurt som skulle bruges, og så er det bare en god ide at komme det i en portion boller. Nu er der lidt til fryseren igen, og det er hel fint.

Må du få en dejlig weekend.

Jette

Ferie forberedelser

Der er over 1½ uge til det hedder ferie – men derfor er forberedelserne alligevel gået i gang 🙂 Det er nemlig en lidt anden ferieform i år – jeg skal på cykelferie 🙂 Så derfor benytter jeg enhver lejlighed til at tage cyklen, når jeg skal på samtale, husbesøg eller ud at handle. Og nyder at vejret er godt – jeg gider slet ikke cykle i regnvejr!

Cykeltaskerne er blevet lånt – min søde organist havde et par virkelig fine tasker, jeg kunne låne, og de passer perfekt på min gamle cykel.

Hvorfor cykelferie? CO2? klimavenlig ferie? Både og. For jeg skal sidst i august på en helt anden slags ferie – en bustur til Toscana (og med fly hjem). Mere om det en anden gang. Og jeg var jo også i Paris i foråret  – så det med at reducere CO2 udslippet, går ikke så godt i år 🙂

Men det syntes bare at give god mening med en lidt mere aktiv ferie. Og at komme rundt på cykel er en fin og rolig måde. Jeg cykler absolut ikke ræs – slet ikke. Det lader jeg Ole om 🙂 Men vi har aftalt, at cykelferien sammen, det er for oplevelsens skyld – ikke for præstationens skyld. Og den afklaring er vigtig. Ellers ville det blive for surt for os begge.

Nu er der bestilt overnatning 4 meget forskellige steder – de kommer på Instagram, når vi kommer dertil. Jeg er for magelig til at skulle ligge i telt, så der er overnatning i en rigtig seng 🙂

Cykelkort og bøger er studeret, der er installeret en app på telefonen, hvor ruterne kan lægges ind, så man kan se, hvor langt der er. Det virker ret smart. Og så har jeg fundet badedragten frem. For jeg har besluttet, at når turen nu går til vestkysten, så må jeg også ud og bade i Vesterhavet. Jeg håber på meget godt og varmt vejr 🙂

På turen fejrer vi tre års bryllupsdag, og den sidste af bryllupsgaverne bliver brugt. Et gavekort på en middag for to. Det glæder jeg mig til.

Sidste år gik turen til Møn, hvor også en af vores bryllupsgaver blev brugt. Vi har virkelig haft megen glæde af de oplevelsesgaver, vi fik.

Nu undrer vi os blot over, hvor de tre år er blevet af 🙂 

På en smuk juli dag.

Jette

Lækker sommerdessert

Denne dessert er inspireret af flere opskrifter. Om bær, marengs og flødeskum i lag 🙂 Og det kan man da kun tænke: “lyder lækkert”

Jeg havde nogle macarons tilbage i dåsen, de kom i brug her. Alternativt kan du bage helt klassiske marengs.

Friske bær vil fungere fint her – men alle mine bær kom fra fryseren 🙂 og blev derfor lavet til en lækker puré.

Sommerdessert (2 pers)

Marengs af en æggehvide

Bærpuré

150 gr. ribs, hindbær og jordbær

50 gr. rørsukker

Bland sukker og frugt og lad det trække et par timer. Giv gryden et kort opkog, blend frugterne og lad det hele køle af.

Flødeskum af 1 dl. piskefløde

10-15 gr. revet/hakket chokolade

Pisk fløden til skum og tilsæt et par spiseskefulde bærpure og bland det sammen. Knus let nogle macarons eller marengs og bland i flødeskummet.

I to glas fordeles halvdelen af bærpuréen, dernæst lidt flødeskum og et par marengstoppe. Gentag med det hele en gang til. Drys med revet chokolade til sidst.

Det var en fin lille dessert på en lun sommeraften. Det bliver ikke sidste gang, den dessert kommer på menuen 🙂

God onsdag.

Jette

Når dejen ikke helt arter sig …

Jeg havde ellers tænkt mig, at give en opskrift på koldthævede frø-stykker her i dag. Men gærdej har sit eget liv, og det går ikke altid som hende, der har lavet den, regnede med 🙂 Så selv efter hundredevis af boller og mange brød, så sker det stadig, at tingene bliver anderledes end forventet.

Dejen minder lidt om denne, men jeg kom mere mel i og brugte kun fuldkornsmel. Men det forklarer ikke helt, hvorfor dejen ikke artede sig 🙂

Min tanke var, at lave en dej i går, lade den hæve koldt i køleskabet i nat og så ælte den færdig her i dag, og forme den til nogle fine stykker. Men dejen ville ikke æltes! I hvert fald ikke sådan, at den også kunne rulles ud.

Så skålen blev vendt på hovedet og ud kom dejen, og blev så fladet ud og drysset med masser af hørfrø, sesamfrø og solsikkekerner. Og så hævet og bagt. Og det gik fint, og de små stykker smager ganske fortrinligt. Men der kommer altså ikke nogen rigtig opskrift i dag 🙂

Jeg skar dejen ud  med mit pizzahjul inden den blev bagt. For så kan stykkerne brydes fra hinanden, når de er bagt, og giver nogle bløde sider. De fine frø og kerner ser flotte ud, men de falder meget nemt af 🙂

Så meget om en dej, der ikke artede sig – nu satser jeg på, at resten af dagen arter sig. Det tegner allerede godt, solen skinner 🙂

God tirsdag.

Jette

En kulinarisk aften

Min mand, Ole, havde fået en billet til et spisearrangement i fødselsdagsgave. Og samtidig havde jeg og resten af familien inviteret os selv med 🙂 Så i fredags skulle billetten bruges. Og det blev en fin og anderledes aften med lækker sommermad. Og vejret viste sig fra sin skønneste side, blå himmel, ingen vind og ikke skyggen af regn.

Brandbygegaard laver og producerer selv vin, primært af æbler. Og jeg smagte en moussernede æblevin fra 2015 – den smagte virkelig dejligt. Og havde masser af bobler. Som blev ved med at vare ved til glasset var tomt 🙂

Menuen var vegetarisk – og virkelig tilrettelagt efter, hvad køkkenhaven bugner af netop nu. Små enkle og delikate retter, hvor hver grøntsag kunne smages. Og er man glad for grøntsager, som jeg er, så synes man det er en fest 🙂 Er man ikke helt så begejstret, ja, så var der heldigvis to fade på bordet med hjemmebagte brød og hjemmekærnet smør, som der kunne suppleres med.

Små lækre kartofler med mayonaise, radiser og krydderolie.

Det er tid for salat – og sjældent har jeg fået så mange på en tallerken, dryppet med vinagrette og toppet med ristede boghvedekerner og revet ost.

Rødbeder er ikke min favorit. Men her var de ret fine i små snitter, og serveret med syrnet fløde (hvis jeg husker rigtigt)

Så var der pause, og vi kunne bevæge os frit rundt på hele gården. Blandt dyr og planter, vinstokke og æbletræer. Hold nu op, hvor var der meget der skulle ses til og passes, og det klarer Søren Sørøver og Lone Landmand selv. Det er virkelig godt gået.

Hovedretten var også lækker – igen med grøntsager i fokus. Et kvart spidskål 🙂 løg, gulerod og nye kartofler – og rigeligt med bearnaisesauce. Det var ret godt!

Og desserten glemte jeg at tage billeder af – men det var en lækker rødgrød sorbet og til sidst en creme brulee. Det sidste har jeg aldrig smagt før, men det var også rigtig godt.

Aftenen sluttede med en kop kaffe – og så var der faktisk gået en hel aften. I det bedste selskab.

En dejlig aften – i idylliske og gamle omgivelser. Der var masser af stokroser langs bygningerne og skæve vægge og toppede brosten. Lidt en tidslomme at træde ind i – og samtidig er det en økologisk forretning, som også løber rundt.

Hvis lejlighed byder sig, – så vil jeg overveje at kigge forbi igen 🙂

God mandag.

Jette 

Fredags glimt

Her i juli måned har jeg besluttet mig for at lave fredags glimt. Mest fordi, at der ikke bliver bagt så meget, og alt er lidt løsere i strukturen – feriestemningen rammer også præstens kontor. Så det bliver glimt igen i dag 🙂

Men glimt fra i går. Hvor jeg igen var i sommerhus for at gøre klar til et nyt hold gæster. Og når jeg er dernede, går jeg ofte en tur forbi vandet – for lige at høre det og se det. I går var der rimeligt højvande.

Jeg har tænkt på, om jeg kan have sådan en signatur-ting – altså en ting, som går igen i hver udlejning. Og har bestemt mig for, at der altid skal være friske blomster i mine tre små Kähler vaser (en bryllupsgave). Og gerne blomster fra sommerhushaven. Endnu er det lykkedes.

Selv på det lille toilet er landet et par roser 🙂 Det er reformationsrosen, og den er bare så fin.

På turen ned til vandet går jeg forbi nogle gamle og meget høje fyrretræer. Og de har tabt de flotteste kogler. Så hver gang jeg går forbi, samler jeg et par stykker op – og gemmer til jul og dekoration. Men bruger dem faktisk også til optænding i brændeovnen. De er virkelig gode og lette at få ild i.

Og så bagte jeg boller i går. Solide boller med masser af frø og kerner 🙂 Når jeg får lidt ekstra travlt og har mange bolde i luften, så går jeg – lidt ulogisk måske – men så går jeg ofte i køkkenet og laver en dej. Rører lidt i skålen, sætter dejen til hævning, og får så senere, når tiden er til det, bagt et brød eller nogle boller. Jeg tror, det er med til at skabe lidt orden i kaos 🙂

Og nu banker weekenden på – med en spændende madoplevelse i vente. Den hører du om 🙂

God weekend.

Jette

På besøg på en byggeplads

Jeg synes træ-hus-byggeri er spændende – og i går havde Ole og jeg mulighed for at kigge inden for på en byggeplads i Jylland. I skønt vejr og smukke omgivelser.

Huset bygges af TræVærk – et lille og forholdsvis nyt firma med en super engageret ejer. Dennis – fyldt med visioner og gode ideer, energisk og initiativrig. Jeg besøgte allerede sidste år et andet projekt, han også stod for – nemlig træhuset på Hjarnø.

Nu var han i gang med dette hus – et skønt hus, med masser af træ både indvendigt og udvendigt. Det meste af træet var fra Danmark eller Norden – og altså ensbetydende med kort transport. En del af husets inventar var blevet fundet i den blå avis. Alt sammen noget, der er med til at nedbringe det CO2 aftryk ethvert husbyggeri afsætter.

Vi skulle ikke andet end at kigge – og dejligt, at både bygherre Mille og Dennis var til stede. De tog sig begge god tid til at vise rundt og besvare mange spørgsmål. Mille fortalte tillige om overvejelser ved at bygge på denne måde, i modsætning til et muret hus. Noget af det jeg bed mærke i ved huset, var, at det virkede og duftede tørt og rart at være i. Det skulle ikke først tørre i uger, som et muret hus skal.

Huset her skal rumme Mille og hendes lille familie, som har taget noget af et spring – fra en lejlighed i København til et nyt træhus i en ret lille by i Jylland.

Jeg havde bagt lidt cookies, som de gode håndværkere kunne spise til deres eftermiddagskaffe 🙂

God torsdag – hvor det er stille og let regn.

Jette

Side 88 af 221

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal