diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Kategori: Livsstil Side 57 af 222

Fredags glimt

 Så banker sommeren for alvor på – de lyse nætter er begyndt. Fra den 5.5. til 8.8. har vi lyse nætter i Danmark, sådan cirka. Der er lidt forskel, afhængig af hvor man bor i Danmark, men som huskeregel er datoerne gode 🙂 Så de næste tre måneder bliver det aldrig helt mørkt om natten. Lidt forunderligt og dejligt. Nu mangler vi blot lidt varme.

Dagen begyndte med et blik ud på nyudsprungne træer. Det er en fornøjelse at se, hvor meget det grønne og lysegrønne har taget over, efter at alt har været brunt og lidt kedeligt i lang tid. Sommerhushaven ser ikke ud af så meget – men det hele er på vej. Mine vilde blomsterfrø er så småt begyndt at spire, så jeg glæder mig til at se dem vokse op og blomstre.

På kirkegården har graverne drysset kakaoflis ud mellem alle Luther roserne. Så nu dufter det lidt af chokolade, når man går forbi 🙂 Flisen er kakaobønne skaller, som er knust. Så på en måde er det jo vældig bæredygtigt, et restprodukt der bliver brugt til nytte og næring af jorden. Men jeg er efterfølgende kommet til at tænke på – hvor kommer flisen fra? Hvor meget co2 er der blevet udledt, for at fragte skallerne fra deres naturlige voksested – Afrika? Jeg tror, jeg i dette tilfælde vil nøjes med at glæde mig over syn og duft, og lade de andre spørgsmål ligge.

I går havde jeg konfirmanderne for sidste gang. Nu vender de tilbage til skolen. Men jeg havde bagt boller til dem, som vi hyggede med, inden det blev til et farvel og på gensyn til august, hvor de skal konfirmeres. At gå til præst i år har været lidt udfordrende – ikke at kunne mødes og heller ikke lave nogle særlige gudstjenester eller fremstille egne ikoner – så de blev lidt overraskede over, at der var hjemmebagte boller på programmet i går 🙂 Men dejligt at det faldt i god jord, alle boller var spist, da de gik ud af døren 🙂

Med ønsket om en god weekend.

Jette

Kom, maj, du søde, milde

 Hen over weekenden er det blevet maj 🙂 En skøn, mild og dejlig måned. Forår, fuglefløjt og fridage i et væk 🙂 Helligdagene falder jo forskelligt år for år, men i år er maj velsignet med en del. Både Kristi Himmelfarts dag og pinse venter lige om lidt – og i lørdags var det 1. maj. Det har nu aldrig været en speciel mærkedag i mit liv, men for andre, har det været en særlig dag. 

Til gengæld havde jeg konfirmation igen i går – en enkelt konfirmand blev konfirmeret. 

Fint og festligt – men der mangler alligevel noget. Den summen og snakken som en fyldt kirke giver, det er særligt. Nu håber jeg bare, at det lykkes at få de sidste konfirmeret i august – med masser af gæster og sang, der løfter kirketaget.

“Kom, maj, du søde, milde!

gør skoven atter grøn,

og lad ved bæk og kilde

violen blomstre skøn.

Hvor ville jeg dog gerne,

at jeg igen den så!

Ak, kære maj! hvor gerne

igen i marken gå.”

Når først ordene dukker op i ens hovede, så bliver melodien hængende – nok fordi, det er så dejlig en tid, den synger om 🙂 Og de sidste dages varme og regn har for alvor gjort noget ved naturen. Den fine lyse grønne farve er virkelig trådt frem.

Æbletræet i Kauslunde kirkes Folkeskov står med både blade og blomster på spring. De øvrige træer i skoven er også godt på vej – det er dejligt at følge skovens vækst. Og allerede nu er der mennesker, som kigger forbi derude, selv om der ikke er så meget at se endnu. Men den lille skov skal nok blive til stor glæde på sigt.

I går fik vi også plantet det sidste træ, som jeg fik i fødselsdagsgave. Jeg ved ikke hvad det er for et, men højt og fint er det 🙂 Så selv om grunden ser ret tom ud, så er der altså ind til  flere træer 🙂 Og de ser ud til at have fået godt fat.   

Og i præstegårdens gamle have blomstrer det også 🙂 Maj måned er en skøn tid.

God mandag.

Jette 

Søndag med sang – og sommerhus

 Søndagen begyndte med en gudstjeneste med sang. Hvilken velsignelse! 

Det var så skønt at kunne synge sammen igen – og der var også markant flere kirkegængere i kirke i går – og alle var så glade for igen at kunne synge sammen og være lidt længere tid i kirkens rum. Jeg havde valgt et par af påskens salmer, selv om vi er på den anden side af påsken. Men vi manglede ligesom selv at få sunget påskens budskab. Og første salme bød på ordene:

“Thi synger lydt og sjæleglad

hans menighed i allen stad:

Ære være Gud i det høje!” (Den danske salmebog 218)

De ord var så rammende i går 🙂

Og det musikalske fortsatte dagen igennem – med masser af sang. Ikke så meget af mig – men på DR2 – hvor der var maraton sang hele dagen. Der blev sunget cirka 1/4 af alle sangene i Højskolesangbogen, og det var virkelig imponerende, og det var en fornøjelse at gå og lytte til dagen igennem. Jeg nynnede med på mange af sangene, og hørte andre for første gang. Blandt dem “Grøn salme”, som koret på billedet synger. Det var en meget nutidig og realistisk salme om klimaproblemer og overforbrug, men også om at se, hvor skøn en jord, vi bebor og har ansvar for. Tekst linjen på billedet er også rigtig fin:

“Vi blev ikke sat i verden

for at råbe: jeg er bedst!”

Salmen er skrevet af Hans Anker Jørgensen, og netop denne vinkel med ikke at hævde sig selv, er så typisk ham. At i Guds rige er der ingen rige – tjen hinanden, I er alle lige.

 Alt imens at musik og sangtekster gjorde dagen fuld af sang, så var Ole og jeg også forbi sommerhuset. For selv om det er koldt om natten, så begynder græsset allivel at gro, og i går blev det slået for første gang. Nu går der noget tid, før jeg tager plæneklipperen ud af sit skjul.

Regnvandstønden blev også skiftet – den gamle var sprunget, da det frøs i vinter. Men nu kan jeg igen indsamle regnvand – nu mangler jeg så bare noget regn. Men selv uden regn, så er buske og blade ved at springe ud. Der kommer ribs på min lille busk – jeg håber, jeg når at plukke dem, før fuglene spiser dem 🙂

God og smuk mandag.

Jette

Et kvasbed – kalder professoren det :-)

 Jeg er på det seneste begyndt at interessere mig lidt mere for vilde haver 🙂 Og hvis man har set præstegårdens store have, så har den vist været vild i mange år. Og sommerhusets lille have er heller ikke den mest friserede have. Men nu er det blevet mere italesat – det med at have en vild have. Eller i hvert fald at have et hjørne i sin have, som er lid mere vild.

Bag begrebet ligger tanken om at haven arbejder lidt mere sammen med naturen omkring den. Så der er fokus på biodiversitet, naturligt forekommende blomster og planter, træer og buske, der får lov at stå og passe sig selv. Og kvas, der ligger urørt hen, så insekter og måske et pindsvin kan finde sig et bosted der.

Konfirmanderne kommer – igen

 I går havde jeg årets første konfirmation. Så fin og så anderledes – for corona satte jo tydelige begrænsninger. Men det betød alligevel ikke det hele – spændingen og forventningen var intakt. Også selv om der kun var en konfirmand.

Hun klarede det så fint – så kæmpe tillykke til hende 🙂

Men de øvrige konfirmander, undtaget en, har valgt at skubbe deres konfirmation til august. Og så er der blevet mulighed for, at de kan komme lidt tilbage til præst 🙂 Så i morgen dukker de op igen i kirken. Det skal nok blive hyggeligt – og dejligt at se dem igen. Og få genopfrisket deres navne 🙂

Og jeg har tænkt, at de skal en tur på kirkegården – og gå en TankeGang. Altså gå og reflektere lidt over et salmevers eller et spørgsmål. Men også bare det at komme ud og se livet på kirkegården. Lige nu står alt på spring – og det er lunere at gå derude. I efteråret, da vi sidst var på kirkegårdsvandring op til Alle Helgen, da var fornøjelsen ikke så stor. Jeg er sikker på, at i morgen bliver det så skønt. Med lun luft, sol og forår i luften 🙂

Det er lidt trist, at det ikke er på denne årstid, de skal konfirmeres. Men alt ser givetvis lysere ud, når vi kommer til midt august – bare det at kunne hilse på hinanden og ønske tillykke – det vil da være skønt.

God mandag – på den fineste dag.

Jette

På en ny grund

For fem år siden købte jeg sommerhusgrunden – og stod midt på den og tænkte over, hvordan kommer der dog et sommerhus her 🙂 Der er sket meget siden da, og der er kommet et fint hus på grunden på Sydfyn.

Nu er jeg så blevet ejer af endnu en grund – denne gang dog ikke alene, men sammen med Ole. Og ja lige nu ligner det en græsmark, hvad det også er. Og jeg står endnu en gang og er spændt på, hvordan det mon går med at få et hus bygget her 🙂

For det er planen. At bygge endnu et lille træhus – som helårshus og med plads til både Ole og jeg. Endnu er vi helt i den indledende fase, og horisonten på byggeriet er mindst et år frem. Men arkitekten synes, det er en god ide at komme i gang – papirarbejde tager også tid.

Grunden ligger i Jelling. Og hvorfor så lige her 🙂 Det er et dejligt sted, masser af historie, ikke for langt fra familie på den ene og anden side, og så var det økonomisk til at komme til. Og ikke mindst så er grunden en udstykning af et økologisk landbrug, og der er ret frie rammer, når det kommer til lokalplan og muligheder for at bygge lidt anderledes.

Det bliver også her der en gang skal anlægges en have – her er jeg helt blank. Men bliver vel klogere undervejs. I første omgang bliver æbletræerne, som jeg fik i fødselsdagsgaveplantet bagerst på grunden. Så kan de forhåbentlig komme i gang med at slå rod – og give lidt liv til den ret kedelige mark.

Det bliver en spændende proces igen at bygge hus – denne gang skal det ikke certificeres, men derfor skal der alligevel træffes mange bæredygtige valg. Jeg glæder mig til processen, selv om det også tager tid og kræfter. Og denne gang er vi jo to, der skal blive enige – men det skal nu nok gå 🙂

Fortsættelse følger 🙂

God weekend.

Jette

Sommerhus glimt

 Jeg er så heldig at have ferie i denne uge 🙂 Planen var oprindeligt, at nogle af dagene skulle være brugt på en fælles ferie med familien – det blev det så ikke til. Jeg håber på en anden gang. 

Dørstopper

Men jeg nyder alligevel friheden, og fik ordnet og sat lidt på plads i sommerhuset. For en del af mine gaver skulle nemlig flytte derned. Blandt andet denne meget søde abe 🙂 Det er min søster, som har hæklet den og proppet den med med noget tungt fyld, så den kan fungere som dørstopper. Eller i hvert fald forhindre, at døren klapper i – og det er der brug for. Så nu glæder jeg mig til at vejret bliver så lunt, at døren kan stå på klem og den lille abe komme på arbejde. Men ellers er den da også bare sød at kigge på 🙂

Insekthotel

Insekterne blev også betænkt, da jeg fik gaver. Jeg er sikker på, at det er vejens fineste insekthotel der nu byder inden for. Der bor helt sikkert også insekter og larver i træet i brændelyet – men jeg har læst, at nogle insekter foretrækker runde rør og små huller – så mon ikke der flytter nogen ind på et tidspunkt ? Jeg holder i hvert fald øje med hotellet.

Højbed med krydderurter

Jeg fik jo en del træer og planter til min fødselsdag – og blandt andet to krydderurter. Og de kom med i sommerhus, for det er her, jeg laver en del mad. I højbedet blev der plantet en flot oregano (bagerst) og fjernet en rosmarin, som ikke havde klaret vinterens frostgrader. Og så glæder jeg mig bare over farverne i bedet. Jeg synes stadig, det er lidt sparsomt med blomster og blade, der lyser op. De mangler lidt sol og varme – som alle vi andre 🙂

God onsdag.

Jette 

60 år

En milepæl er passeret! Jeg fyldte 60 år i fredags. Og havde en dejlig dag – trods corona restriktioner. Jeg havde gæster i etaper – på terrassen og i konfirmandstuen. For vejret viste sig ikke hele tiden fra sin bedste side 🙂

Og det er specielt at skifte det første tal i ens alder ud med et andet. 

For tidligere så var man – også i mine egne øjne – ved at være lidt gammel, når man blev 60. Og det er jo ikke helt der, jeg synes, jeg er nu. Men har jo opdaget, at når jeg skal beskrive Ole og mig selv, så er vi jo midaldrende 🙂 Og jeg er også helt bevidst om, at min livserfaring og min rygsæk er større, end da jeg fyldte 30. Og jeg er taknemmelighed for al erfaringen. Så i det hele taget, så er jeg ganske godt tilfreds med at være lige her, hvor jeg er nu. Men skal lige vænne mig til 6-tallet 🙂

Jeg fik ikke taget mange billeder – faktisk ikke rigtig nogen. Men rundt om mig står nu betænksomme gaver, som fortæller hver sin historie om dem, jeg fik dem af. Jo et enkelt billede blev det til – af en af de skønne buketter, jeg også fik på dagen. 

Gaverne var unikke – og langtidsholdbare – for jeg havde, for første gang i mit liv, ønsket noget til at plante i en have. Og det fik jeg, æbletræer og buske og blomster. De kommer med op til den nye grund, vi lige har købt. Og selv om det varer noget, før der skal bygges på den, så kan der altså godt plantes et træ eller to. For det varer noget, inden de får godt fat og kommer i gang. Nyanlagte haver ved nye huse – de ser lidt åbne og bare ud – så jeg tænker, det er bare om at komme i gang 🙂 Og står busken ikke på det helt rigtige sted – så må den bare flyttes senere.

Til de små selskaber, var der små serveringer. Portionsanrettet, så alle kunne være trygge ved at være med. Jeg havde været i køkkenet – tidligere var kransekagen blevet bagt og lagt i fryseren, så den skulle blot pyntes. Så var der kiks, snegle med ramsløgpesto, krydrede mandler og endelig en ny kage. Opskriften er herfra, jeg havde blot lavet den i mindre udgave. 

Og det var en lækker kage, som helt sikkert skal prøves igen. 

Aftensmaden blev pizza fra den lokale pizzamand – energien var sluppet op. Så det var så godt med noget helt enkelt – og ungerne var godt tilfredse 🙂

Nu sidder jeg og sunder mig. Det har været begivenhedsrige dage – skønt at blive fejret, men også dejligt at vende tilbage til hverdagen.

God mandag.

Jette

 

Efter påske

 Det er blevet hverdag. De mange helligdage er bag os, men kaster fortsat sit lys ind over os. 

Særligt de mange påskeliljer rundt om i haver og krukker lyser op i mod os, og minder os om, hvad påsken handlede om. Livet, der er stærkere end døden. 

Eller påskeliljens fine blomst, der minder om et lille krus, man kan drikke en dråbe vin af – som vi gør, når vi går til alters. 

Kirkehilsen til kirkegængerne påskedag

Jeg tager det med ro i denne uge – der var mange tjenester, og forskelligt indhold at formidle. Men det bedste var næsten, at vi nåede at synge en påskesalme ude på kirkegården – i snevejr. Men pyt, det var så dejligt at synge sammen igen 🙂 

Gamborg kirke 2. påskedag

Anden påskedag havde vi kirkevandring – fra den ene kirke til den anden. En god ide, vejret var bare ikke med os, det var koldt, vådt og blæsende – men det lykkedes på trods.

Inspiration til TankeGang

Undervejs mens vi gik, gik snakken naturligvis godt 🙂 Men alle deltagere havde også fået udleveret et kort, hvorpå der stod et citat eller et salmevers og dernæst et spørgsmål, som der kunne reflekteres over, som en TankeGang. Jeg var lidt spændt på, om det ville lykkes at få sat en samtale i gang. Men det gjorde det – så der blev talt om både vidunder, taknemmelighed og ensomhed. Dejligt, når det mærkes, at her er noget på spil.  

I påsken er der noget på spil – 

“Og når Gud gir liv

og gør det underfuldt af trods,

blir det påske og opstandelse

hos os!” (Holger Lissner)

God onsdag.

Jette

Glædelig påske

 Vi er i den stille uge – tiden fra palmesøndag til skærtorsdag, hvorfra begivenhederne i kristendommen for alvor tager fart.

Kirkeårets største højtid, tænker præsten 🙂 Og mange andre tænker jeg. For netop i år har vi bare så meget brug for noget lys og glæde, noget der åbner sig og springer ud. Håb og opstandelse. Og så mærkeligt at tænke på, at sidste år var kirken bare helt lukket. 

I år kan vi holde gudstjeneste – med restriktioner. Men alene det at kunne mødes i kirkens rum, lytte til skøn musik og høre hele påskens drama fortalt og fortolket, det bliver så fint. Og så – hvis vejret tillader det – lige stå og tale lidt med hinanden ude på kirkegården og ønske hinanden glædelig påske. Det bliver dejligt. 

Gudstjenesten 2. påskedag har vi valgt at lave lidt anderledes – så det både bliver i kirken, men også som en vandring fra den ene kirke til den anden. Frisk luft, motion og gode ord at tænke over – så det bliver til en TankeGang. Og hvor vi slutter af med – ude på kirkegården – at synge et par vers af Grundtvigs skønne påskesalme: Påskeblomst! hvad vil du her?  Det kan kun blive højtideligt og festligt. Og menighedsrådet giver så hver deltager et påskeæg med hjem – som en kærlig hilsen fra kirken.  

Påsken i år er også min sidste. Og som min datter spurgte: “Mor, er det ikke mærkeligt?” Jo, det er det da – men det overskygges meget af corona. For det er der, meget fokus ligger lige nu. Men jeg har da tænkt over hendes spørgsmål – men det er helt som det skal være. Nu er det tid for et skifte – både i mit liv, men også i sognenes liv. En ny præst med nye tanker og vinkler, nye idéer og initiativer. Når jeg holder til september, så har jeg været præst i præcis 30 år, er blevet 60 år – og så ser jeg, hvad det nye afsnit i mit liv byder på. 

Og jeg er helt sikkert i kirke igen næste påske – siddende på en kirkebænk og glæder mig over alt det, der vil strømme mig i møde af ord, toner og musik. Uden at jeg har skullet gøre noget først. En gudstjeneste er en gave til hver eneste kirkegænger.

Jeg vil ønske dig en dejlig og velsignet påske – måske du også skal forbi din lokale kirke. Den er helt sikkert åben og byder indenfor 🙂

Glædelig påske.

Jette

Side 57 af 222

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal