diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Tanker om stort og småt Side 28 af 48

Uge 43 – konfirmanderne kommer

Så er det snart et halvt år siden, at jeg konfirmerede godt 30 søde konfirmander. Når der er sagt farvel til dem, kommer hele sommeren, hvor det er andre ting, der fylder i præstens hverdag. Inklusiv lidt mere ro og ikke så mange navne at holde styr på 🙂

Men nu er tiden kommet til, at de nye hold begynder. Tirsdag og torsdag morgen vil der de næste mange uger dukke mere eller mindre morgenfriske konfirmander op. Og første gang er i morgen – og det er altid spændende at møde dem. Nogle har jeg mødt som minikonfirmander, andre var med til introgudstjeneste – men det er først nu, at der virkelig kommer navne og hoveder på de forskellige unge mennesker.

I år har jeg indkøbt undervisningsmateriale! I mange år har jeg selv tilrettelagt forløbet, men der er kommet et nyt materiale på gaden, som jeg synes ser interessant ud – så det prøver jeg i år.

Og første gang til præst tager udgangspunkt i konfirmanderne selv. Hvem de er, forældre og søskende, livret og bedste bog – og hvis de skulle spørge Gud om noget – hvad ville det så være? Ja, så er vi vist ved at være i gang. Og har fra dag et fået trukket en linje fra himmel til jord, fra kristendom til konfirmand.

Derudover er de alle blevet bedt om at tage en ting med hjemmefra, som siger dem noget om kristendom. Det glæder jeg mig til at se og høre deres ord til.

Og har været rundt i præstegården, for at finde lidt, der siger mig noget om kristendom – alene ved  at jeg ser på det 🙂 Her nogle få, men der er jo mange flere. Men lidt interessant, så knytter der sig lige så mange historier til – hvor kommer tingene fra, hvem har jeg fået dem af, hvem har lavet dem. Det er faktisk lidt tankevækkende at gå rundt og kigge på ens ting – med den vinkel på. Hvad fortæller tingen ?

Jeg glæder mig til at se, hvad de unge mennesker tager med i morgen 🙂

God mandag.

Jette

Matador – i ord og toner

Det var titlen på det sang-foredrag, jeg var med til i går. Samarbejdet mellem den lokale pensionistklub og menighedsrådet fungerer fint, og et par gange om året er det menighedsrådet, der er vært. Og dermed har muligheden for at byde ind med et forslag til underholdning/foredrag/oplysning. Hvad det nu kan være.

I går var det musik og ord, der var i højsæde. Toner af Guld – et meget musikask ægtepar, som i anledning af efterårsferien havde taget deres drenge med – underholdt på fornemste vis med Matadors historie – krydret med masser af sange. Og lidt pudsigt, for man tænker jo egentlig ikke, at der er sange som sådan i Matador – måske lige bortset fra kendingsmelodien og sangen til Agnes og Rødes bryllup. Men der gemmer sig faktisk mange musikalske glimt i lydtæppet til serien. Og dem havde Helle & Dynes – som ægteparret hedder – meget flot fundet frem.

Levende og nærværende blev det hele fortalt og fremført, og vi, der lyttede med, kunne nynne med, når stroferne var nogen vi kendte.

Som et lille kuriosum, så havde de begge fået fat i “kongenålen” – som også var med i filmen. Den havde jeg nu ikke lagt mærke til. Men Helle, som i den grad havde styr på detaljerne i Matador, var god til at føje finurlige vinkler til sin fortælling.

Og samspillet mellem de to, var virkelig godt. Så det var en stor fornøjelse at lytte med.

Og der blev lyttet og hygget og nynnet med. Og drukket kaffe og spist æblekage. Helt som det skal være på en smuk efterårs eftermiddag.

Som sluttede med, at vi alle sang sølvbryllupssangen, der blev skrevet til Varnæs’ sølvbryllup. Det var næsten som at være der selv 🙂

De to drenge gik rundt og delte sangen ud – som selvfølgelig lå på et sølvfad 🙂

Det var et par hyggelige timer i Matadors univers. Og som jeg har skrevet om før – så tror jeg, det er godt at komme ud og få lyttet til noget dejlig musik en gang i mellem. Blive beriget. Og gå glad hjem.

Nu er det tid til weekend – jeg ønsker dig en dejlig en af slagsen.

Jette

Når noget ikke rigtig lykkes …

Det er den fornemmelse, jeg sidder med i dag. I aftes holdt vi fyraftenskirke, med gudstjeneste, græskarhoveder og hokkaidosuppe. Jeg har fortalt om det🙂

Og så lykkedes det bare ikke. Jo, på den ene side – alt var klar. Kirken var pyntet, organisten spillede smukt, temaet var slået an, græskarene klar til brug, og der var suppe i litervis. Så på den måde lykkedes det godt nok.

Men der var ikke rigtig nogen at dele det hele med. Og så føles det altså lidt tomt sådan bagefter. Det blev til en super hyggelig spiseklub for menighedsråd og personale. Og det er der bestemt heller ikke noget i vejen med! – Men det var dog ikke helt det, der var meningen med at lave en anderledes gudstjeneste på et andet tidspunkt end søndag formiddag, og med mulighed for både at bruge ens kreative evner og få aftensmad på samme tid.

Så nu efter rationaliseres og analyseres. For den vej, vi fulgte her, var ikke særlig frugtbar. Parametre som kan ses på: Tidspunkt, emne, vedkommende, annoncering og sikkert mange flere.

Et er sikkert, og det er, at det er træls at bruge så mange kræfter på noget, som ikke rigtig lykkes.

Men jeg fik et græskarhoved med hjem, sådan et har jeg aldrig haft stående før 🙂

God torsdag.

Jette

Efterårs stemning

Den kommer faktisk helt af sig selv i disse dag. Det blæser, byger, der kommer og går, vindstød, der rusker grene og blade, og vasketøj, der snor sig om snoren.

I går på min cykeltur langs vandet, var der skumtoppe og sprøjt i luften – næsten som i “blæsten går frisk over limfjordens vande ” selv om det er i det fynske 🙂

I haven og langs hegn, på buske og træer skifter bladene farve. Der er for alvor blevet tid til “gyldne farver og sensommerbrise, der fylder hjertet med vemodig musik.”

“Nu haster skyerne forbi, og modner æbler falder i oktobermørke haver.”

Naturen skaber stemningen og musik og poesi fylder sind og tanke. Når man først begynder at tænke lidt i efterårs sange og salmer, så er der faktisk mange, som dukker op. Ikke mindst Grundtvigs ord “Nu falmer skoven trindt om land” synger med i manges sind. En smuk salme, der også holder os fast på, at vores vej er ledsaget af “tro og håb og kærlighed”.

På en smuk efterårsdag.

Jette 

Aflad

Overskriften er faktisk ret misvisende 🙂 og så alligevel helt velvalgt.

Søde gaver fra Dubai

Trine og hendes kæreste kom i går hjem fra en ferie syd på – jeg hentede dem i lufthavnen og kom derfor til at tænke lidt over emnet her.

Måske du har hørt eller læst om det – at når du tager på ferie med fly, så er det nu muligt at betale penge til et projekt, som kompenserer for det CO2 aftryk, din flyrejse har efterladt.

At flyve er en af de store klimasyndere, der udledes ret meget CO2, når kæmpefly skal i luften. Her er tanken så, at man kan støtte et projekt, som så gør noget for at indvinde eller optage den mængde CO2, som du har udledt ved din rejse. Så du derefter kan rejse på ferie med god klimasamvittighed.

Som Torben Chrintz, videnskabschef hos den grønne tænketank Concito, siger:

“Hvis du udleder 100 ton CO2 et sted, og fanger de 100 ton igen et andet sted, så er atmosfæren jo sådan set ligeglad.”

Det er selvfølgelig lidt smart udtrykt, men tanken er nu meget fin.

Problemet er bare, hvordan finder man et projekt, som man kan støtte, og hvad koster det? Er det realisktisk?

Og så minder det mig i den grad om aflad – dette med at betale sig fra sine synder. Det Luther gjorde op med for 500 år siden. Det var så godt nok andre slags synder, der var på tale der. Men meningen er den samme. At få renset sin samvittighed.

Jeg ved godt, at jeg lyder lidt ironisk eller distancerende her – men jeg synes faktisk, at idéen er god. At jeg bevidst kan gå ind og gøre noget, så mit CO2 aftryk ikke bliver større end nødvendigt.

Her ser du min køleskabsdør – med magneter 🙂 Og de vidner om en del rejser – og der har været flere. For jeg holder af at rejse. Forventningen, når du står i lufthavnen og skal til et nyt sted. Atmosfæren og oplevesen – jeg nyder det 🙂 Og er i tankerne allerede ved at drømme og planlægge næste rejse.

Men tror altså, at næste flyrejse bliver ensbetydende med, at jeg køber mig noget aflad, inden jeg sætter mig i flyveren.

På denne hjemmeside kan jeg for eksempel beregne, hvor mange kilo CO2 jeg udleder.

Næste skridt er så at finde ud af, hvilket projekt, jeg vil støtte. Hvem der bedst indfanger “mit” CO2 udslip. Og her er det svært. Videnskabschefen, jeg nænvte ovenfor, savner i den grad dokumentation for, hvordan ens penge bliver anvendt. Men siger i samme åndedrag, at han altid støtter nogle af de her projekter.

Det kan være projekter, som at plante flere træer (som er super til at optage CO2) eller projekter, der arbejder med vedvarende energi. Men han indrømmer, at det er en jungle, og han savner derfor nogle certificeringer på området. Så man kan være sikker på, hvad ens penge bliver anvendt til.

På denne hjemmeside (Grøn Forskel) kan du beregne, hvor meget CO2 udledningen koster ved en flyrejse. Og generelt få gode råd om klimavenlig livsstil generelt.

Hvis min næste rejse går til Paris, så vil det koste ca. 15 euro – som er prisen for at indfange de ca. 400 kilo CO2 rejsen udleder. (Meget forenklet)

Det er tankevækkende læsning – men altså også lidt nørdet, det medgiver jeg gerne. Men også interessant.

Men fornemmelsen af at betale aflad, den sidder i mig. Jeg skal vist have fundet et andet ord i stedet 🙂

God torsdag.

Jette

Salmemaraton i ny udgave

Jeg havde virkelig en hyggelig eftermiddags stund i går 🙂 Salmemaraton blev nemlig genoptaget, og det var virkelig fint at møde mange af dem, som var med, da der første gang var salmemaraton.

Smuk pynt i kirkebænken

I denne omgang er det 100 salmer, der bliver sunget en efter en. På sin vis kan det synes lidt endeløst blot at begynde forfra og så langsomt få tygget og sunget sig igennem så mange salmer. Men det giver et godt indtryk af salmernes egenart, styrke og sangbarhed.

100 salmer er nyere salmer – uden helt at vide det, så er det salmer skrevet efter 1980 – dog lige med undtagelse af en tekst af Tove Ditlevsen, skrevet tilbage i 1939.

At det er nyere salmer, skinner igennem i billeder og ord.

Som i en salme om Maria bebudelse:

“Maria himlens veninde

dit forår er brusende hvidt

en solsort synger mod solen

på naboens gule stakit …” (nr. 803)

Omgivelserne er blevet skiftet ud med en nordisk have, hvor solsorten fløjter og stakittet et malet gult 🙂

Eller ord fra en sommersalme:

“Jeg rører barken på et træ,

jeg hører bølgebruset,

jeg ser et barn med skrabet knæ

i løb hen over gruset:

Det synger i mit blod,

at livets Gud er god

og under mig en lykkedag på jordsen!” (nr, 807)

Sproget er mere, som vi taler det i dag. Og det samme gælder melodierne, de er mere iørefaldende og lette at synge og nynne med på.

Ejby kirke og opmærksomme deltagere

Præst og organist fortæller og spiller for – med stor entusiasme og engagement. En fornøjelse at lytte til. Hver gang når vi at synge 10 nye salmer – så nu mangler der kun 90 🙂

Det var hyggeligt at tale med mange, som have været med før. Formen er den samme, så der er en pause midtvejs, med lidt mad og drikke – og det er også en vigtig del, her er rig mulighed for lige at tale sammen. Og i går, da var det glæden over at være i gang igen, der fyldte i samtalerne.

Flittige høns

På en fin torsdag.

Jette

En anderledes butik

Det er virkelig oppe i tiden med stop madspild. Og det er kun godt, at der tales om det. Og gøres noget ved det. På mange fronter. Den vigtigste er nu nok egentlig hos os selv, hjemme i køkkenet – en bevidsthed om, hvordan vi håndterer de madvarer, vi har til vores rådighed.

Hvor er jeg glad for hønsene, de er storspisere af tørt brød – (og lidt laves til rasp). Hund og kat nyder godt af det aller sidste aftensmad 🙂 Og så har jeg jo min kære kompost til al grønt affald.

Wefood på Vesterbro Torv

Men det var slet ikke det, jeg ville skrive om i dag 🙂 Det er derimod om en anderledes butik – som jeg havde mulighed for at besøge i går. Nemlig Wefood i Århus. Det er Folkekirkens Nødhjælp der står bag initiativet – at lave et supermarked med overskudsvarer. Varer, der er lidt trykkede på emballagen, har forkert datomærkning, eller overskrevet dato. – Varer der normalt ville være blevet smidt ud, dem får man nu mulighed for at købe billegere i Wefood.

Folkeaktie – købt til støtte af projektet

Butikken i Århus er ret ny, åbnede i maj i år, der var allerede to butikker i København. Og jeg har glædet mig til at kigge inden for. Min søn Peter, havde set den nye butik, men aldrig været inde – hans kommentar var, at han syntes, det så lidt dyrt og eksklusivt ud, den måde butikken var indrettet på! Det må da siges at være en fin omtale at få 🙂

Info boble

Inden for var der pænt og rent, god plads og alle varer var virkelig fint præsenteret. Det lignede på ingen måde 2. sortering. Eneste minus var, at udbuddet trods alt ikke var så stort. Så man kan ikke lave alle sine hverdagsindkøb der – men man kan begynde der, og så handle videre i de almindelige butikker.

Personalet er frivillige, venlige og hjælpsomme.

Indkøb = 13 kr.

Jeg gik rundt blandt mange unge mennesker – det er det charmerende ved Århus, gennemsnitsalderen er utrolig lav 🙂 Jeg fandt blandt andet en pakke Macaroni and Cheese til 3 kr. Det blev til noget af aftensmaden i går 🙂 Godt og billigt.

Det var nok en billig omgang for mig – men det bedste er jo, at alt overskuddet af salget går til Folkekirkens Nødhjælps hjælpearbejde rundt om i verden. Jeg synes, det er så god en ide, med den her slags butikker.

God tirsdag.

Jette

Årets høst

I går havde jeg den første af mine høstgudstjenester. Når man er præst på landet, så må der være høstgudstjeneste i begge kirke – derfor venter endnu en fin og hyggelig høstgudstjeneste på søndag.

For selv om langt de fleste af kirkegængerne ikke længere selv er aktive landmænd, så er der noget særligt ved at komme i kirke netop den dag, hvor kirken er pyntet med halm og blomster, frugt og grønt.

Travlheden på marker og i haver er afløst af en taknemmelighed for årets høst. Og måske særligt i år, hvor vejrliget har været særligt udfordrende. Vi kan ikke lukke øjnene for, at vi nok selv har et ansvar her – men grundlæggende, så er sol og vind og regn elementer, der er ude af vores hånd. Her mindes vi om skaberværkets storhed, og at noget større end os, står bag os.

I går havde jeg valgt, at vi skulle synge de mest kendte høst og efterårssalmer. “Nu falmer skoven trindt om land” og “Vi pløjed og vi så’de” – og der er virkelig noget godt og givende ved at synge dem. Tidligere slægters gang og arbejde med jord og høst ligger gemt i disse gamle samler og deres velkendte ord.

“Alle goder gaver de kommer oven ned,

så tak da Gud, ja, pris dog Gud for al hans kærlighed.” (Den danske Salmebog 730)

De ord får en helt særlig klang, når høsten er i hus.

Efter gudstjenesten har vi en fin tradition med at spise en let frokost sammen. Kirken har et gammelt Sakristi, som er sat i stand og det danner en fin ramme om samværet. Vi serverede tapas – og det er virkelig et hit, også selv om mange af deltagerne har passeret pensionsalderen 🙂

Jeg fik ikke taget noget billede, men fint var det. Jeg havde bidraget med foccacia brød og frøkiks, og lavet nogle bacon-dadler. De er bare gode 🙂

I aftes var hele familien samlet – det gav liv i præstegården. Men også en dejlig måde at slutte en travl weekend af på.

God mandag.

Jette

En ny kogebog

Jeg er glad – for jeg har netop fået fingrene i Karolines Køkkens nyeste kogebog. Og den er god! Jeg synes du skal investere i den 🙂

“Skøn mad uden kød” – måske du allerede her tænker, at det er ikke noget for dig.

Men sagt med det samme, så er intentionen med denne nye kogebog ikke, at vi alle skal blive vegetarer. Men tanken er, at det vil være godt for os, for klimaet, for kloden og for vore efterkommere hvis vi alle begyndte at spise mindre kød.

Den tendens har faktisk allerede fået sit eget navn – nemlig at være flexitar. En, der spiser kød og masser af grønt.

Kogebogen er grundig i sin indledning og forklaring af hvilke udfordringer der er, når menuen er grøn. Vi er så vant til at tænke kød som første prioritet og alt andet som tilbehør. I det grønne køkken er det ofte anderledes. En menu består oftere af flere små retter, som tilsammen gør, at man bliver mæt og tilfreds.

Jeg sad og læste de fleste opskrifter igennem, og næsten alle ville jeg gerne smage. Det er hverdagsmad, overkommeligt i tidsforbrug og med gode tips til hver opskrift. Og ingredienserne er for langt de flestes vedkommende, nogen vi kender i forvejen, og let kan få fat i.

Jeg forsøgte mig i går med en af opskrifterne – en karrysuppe med belugalinser. Og den smagte godt – og anderledes. Selv for en som mig, var det en lidt fremmed smag. Men det gør ikke noget at få åbnet øjnene for nye smage og retter.

Der er ikke meget bagværk i bogen – naturligt nok. Men en enkelt dessertkage jeg må prøve snart – den bestod blandt andet af en avocado-chokolade-creme. Lyder det ikke spændende ? 🙂

God weekend.

Jette

ps – indlægget er ikke sponsoreret.

Kirke-vandring

Det er efterhånden ved at være en tradition, at vi laver kirkevandring her sidst i august. Det vil sige, at jeg holder en kort gudstjeneste først og så går vi en tur ud i omegnen og får undervejs lidt let og lækkert at spise.

I går var vi afsted igen. På en perfekt dag, hvad vejret angik. Solrigt og lunt var det, og det lokkede også flere med i både kirke og på tur. Turen var på 4 km, det er trods alt ret lang, når man tænker at en del af deltagerne var på den anden side af 80 år. Men de fulgte fint med. Og undervejs blev der talt og udvekslet oplysninger om det, man så. For en del af deltagernes vedkommende havde de aldrig set Kauslunde fra den side før 🙂

Midtvejs var der pause. Tiltrængt og super hyggeligt – når vi lige ser bort fra hvepsene. De er alle vegne lige nu.

Snakken gik på kryds og tværs – og det giver noget at opleve og gå flere sammen. Jeg tror alle gik hjem fra kirke i går med let hjerte og mindet om et par hyggelige timer sammen med andre fra sognet.

I kirken havde vi sunget dette vers – gode ord, at gå ud i verden med:

“Må din vej gå dig i møde,

og må vinden være dig en ven,

og må solen varme blidt din kind,

og må regnen vande mildt din jord,

indtil vi ses igen,

må Gud holde, holde dig i sin hånd.” (nr. 864 i 100 salmer)



På en kølig og blæsende mandag.

Jette

Side 28 af 48

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal