I går havde jeg den første af mine høstgudstjenester. Når man er præst på landet, så må der være høstgudstjeneste i begge kirke – derfor venter endnu en fin og hyggelig høstgudstjeneste på søndag.

For selv om langt de fleste af kirkegængerne ikke længere selv er aktive landmænd, så er der noget særligt ved at komme i kirke netop den dag, hvor kirken er pyntet med halm og blomster, frugt og grønt.

Travlheden på marker og i haver er afløst af en taknemmelighed for årets høst. Og måske særligt i år, hvor vejrliget har været særligt udfordrende. Vi kan ikke lukke øjnene for, at vi nok selv har et ansvar her – men grundlæggende, så er sol og vind og regn elementer, der er ude af vores hånd. Her mindes vi om skaberværkets storhed, og at noget større end os, står bag os.

I går havde jeg valgt, at vi skulle synge de mest kendte høst og efterårssalmer. “Nu falmer skoven trindt om land” og “Vi pløjed og vi så’de” – og der er virkelig noget godt og givende ved at synge dem. Tidligere slægters gang og arbejde med jord og høst ligger gemt i disse gamle samler og deres velkendte ord.

“Alle goder gaver de kommer oven ned,

så tak da Gud, ja, pris dog Gud for al hans kærlighed.” (Den danske Salmebog 730)

De ord får en helt særlig klang, når høsten er i hus.

Efter gudstjenesten har vi en fin tradition med at spise en let frokost sammen. Kirken har et gammelt Sakristi, som er sat i stand og det danner en fin ramme om samværet. Vi serverede tapas – og det er virkelig et hit, også selv om mange af deltagerne har passeret pensionsalderen 🙂

Jeg fik ikke taget noget billede, men fint var det. Jeg havde bidraget med foccacia brød og frøkiks, og lavet nogle bacon-dadler. De er bare gode 🙂

I aftes var hele familien samlet – det gav liv i præstegården. Men også en dejlig måde at slutte en travl weekend af på.

God mandag.

Jette