I denne uge skal der være en fyraftensgudstjeneste i Kauslunde kirke – og her er det bestemt, at der efter gudstjenesten skal serveres hokkaidosuppe. – Og så tænkte jeg, at det måske ville smage godt med nogle små brød til 🙂
Det er den direkte anledning til de nybagte osteboller. Noget andet er, at de bare smager godt 🙂 Og hvem kan ikke altid spise en nybagt blød og lækker bolle ? Disse bages tæt sammen i en form, det giver en lidt mere blød bolle.
Osteboller (12 små boller)
15 gr. gær
2 dl. kold mælk
2 spsk. olie
1 lille æg
1 tsk. groft salt
1 tsk. rørsukker
50 gr. revet ost (f.eks. Klovborg)
50 gr. grahamsmel
ca. 300 gr. hvedemel
Rør gæren ud i mælken og tilsæt de øvrige ingredienser. Hold lidt af hvedemelet tilbage, det er forskelligt hvor meget, der lige skal bruges. Ælt dejen godt igennem og sæt den til hævning et par timer. Æltes igennem igen og formes til små boller, der sættes forholdvis tæt i en form. Efterhæver, mens ovnen varmer op til 200 grader og bages ca. 20 minutter. Afkøler på en rist.
Og så dufter huset skønt, og bollerne er bare gode 🙂 De kan spises som de er, men helt sikkert også nydes med smør på.
På en smuk mandag.
Jette
Skriv et svar