diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Tærter Side 5 af 7

Rabarbertærte med marcipan og kokos

Rabarber er lige nu i sæson. Jeg har stadig ikke selv rabarber i haven, så sæsonen kan godt gå lidt uden om min næse. Lige indtil graveren kom og spurgte, om jeg slet ikke skulle bruge rabarber i år 🙂

Og jo, det skulle jeg da vist.

Jeg fik nogle fine og tynde stilke med hjem, og de blev tilføjet i denne lækre tærte med både mazarinbund og kokos. Lidt inspireret af denne skønne rabarberbradepandekage

Rabarbertærte med marcipan og kokos (6 pers.)

Mørdej

150 gr. mel

75 gr. smør

35 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

Ca. 2 spsk. creme fraiche

Bland mel, sukker og vanilje og smuldr smørret heri. Saml dejen med creme fraichen og læg så dejen på køl – mindst en times tid. Udrulles derefter og beklæder en tærteform ca. 20 cm. Prik bunden let med den gaffel.

Mazarinbund

100 gr. marcipan

25 gr. blødt smør

1 lille æg – gerne fra en sød silkehøne

50 gr. sukker

1 spsk. mel

Det hele røres godt sammen, og fordeles i tærtebunden.

Fyld

5-6 tynde stængler rabarber ( ca. 100 gr.)

25 gr. kokos

25 gr. sukker

Skær rabarberne i mindre stykker og bland dem med kokos og sukker og lad det trække lidt, inden blandingen fordeles øverst på kagen.

Bager ca 30 minutter ved 175 grader.

Og så er der rigtig forsommer tærte 🙂 Let syrlige rabarber og sød mazarin og god tærtebund – det var nu ok 🙂

Jeg serverede tærten til et morgenmøde – nok ikke det helt rigtige tidspunkt, men den blev nu nydt alligevel.

Og silkehønsene nyder meget, at fugleinfluenzaen er fortid – her er de på havevandring 🙂

Med ønsket om en god Kristi himmelfarts ferie.

Jette

Et par glimt fra ugen

Der er blevet bagt meget i denne uge. Ikke som sådan nyt – men solide kendinge, som bare smager godt 🙂

Ugen har budt på menighedsrådsmøde og to gange kirkekaffe (i dag og på søndag). Og min tanke var, at konfirmanderne skulle bage med – det lykkedes ikke rigtigt, en enkelt konfirmand kom og hjalp. Det var til gengæld ganske hyggeligt.

Der blev bagt Lutherkager – det passede ind i temaet. Fyns stift har nemlig opfordret til, at alle kirker – i anledning af 500 året for de 95 teser – så plantede et træ på kirkegården fastelavns søndag. Det gør vi også her hos os og serverer efterfølgende kaffe og Lutherkager.

Menighedsrådet sætter meget pris på nybagt brød og veltillavet kage 🙂 Og i går fik de nøddetærte, macarons og havregrynsboller

Men det har ikke kun været arbejde det hele – der blev også hjembragt endnu et indkøb gjort på Den blå Avis.. En rigtig fin træknagerække med nogle solide kroge af metal. Den passer perfekt til overtøj og andet nede i sommerhuset.

Og til sidst – så har jeg fået en invitation fraOdense marcipan til at deltage i en konkurrence om at pynte Danmarks fineste kage. Og det vil jeg selvfølgelig gerne forsøge mig med – vel vidende, at der er mange, mange flere kagepyntere, der er bedre til det end jeg er. Men jeg prøver 🙂 Og fik til opgaven tilsendt den flotteste pakke fyldt med Odense marcipan produkter. Så nu er det bare om at komme i gang!

Det bliver så ikke lige denne weekend – der er lidt for meget andet på programmet, blandt andet en hel dag i morgen på kursus med work shops: Velkommen i menighedsrådet!

Håber du får en dejlig weekend.

Jette

Mazarintærte med brombær

Det er inspirerende at læse andre blogs! Det er ikke blevet til så meget de seneste måneder, men nu -hvor det begynder at blive en anelse mørkere og dagene lidt kortere – så skal jeg nok komme tilbage og få læst flere indlæg 🙂

Men dette nåede jeg forbi, og hvor så den kage skøn ud. Og interessant, for der var brombær i. Og brombær er der overalt lige nu – store, mørke og søde – lige til at spise eller kommer i en kage 🙂

Opskriften var som nævnt inspiration, og her er min noget enklere udgave.

Mazarintærte med brombær (5 pers)

125 gr. mel

25 gr. flormelis

60 gr. smør

Smuldr smør i mel og flormelis og tilsæt evt. lidt koldt vand til hjælp med at samle dejen. Lægges på køl en times tid. Rul dejen ud og kom den i en tærteform – min var 20 cm. i diameter og den var lige en anelse for stor. Prik bunden let.

100 gr. marcipan

25 gr. smør

1 æg

50 gr. sukker

1 spsk. mel

100 gr. brombær

Rør mazarinmassen sammen – undtaget brombær. I den udrullede tærtebund placeres de friske brombær og mazarindejen fordeles over.

Bag tærten ved 175 grader ca. 25 minutter

Den smager så fint – sød som mazarin og syrligt af de friske brombær. Vi spiste den som den var, nybagt og næsten lun. Lidt flødeskum ville helt sikkert også have klædt den 🙂

God sensommerweekend – jeg håber på sol.

Jette

Vegansk tærtebund – med vegetarisk fyld

For år tilbage – da jeg læste og spiste meget vegetarisk mad, da var Kirsten Skaarups kogebøger nogle jeg tit kiggede i og fik inspiration fra. Nu har medierne skiftet –  så ud over bøger er der jo blogs 🙂 og en sådan har hun også. Og her fandt jeg forleden en spændende opskrift på en tærte. Kirsten Skaarups opskrift på tærtedejen er nemlig med jordnøddesmør (peanutbutter). Det måtte prøves! Hendes opskrift var helt vegansk – det blev min ikke. Jeg valgte at  lave fyldet med æg og fløde 🙂 Jeg er mest til mad, der består af det, man forventer, og ikke noget erstatning, der ligner 🙂

Vegansk tærtebund – vegetarisk fyld (3-4 personer)

100 gr. mel

50 gr. fuldkornsmel

75 gr. peuanutbutter

ca. ½ dl. koldt vand

lidt salt

Det hele blandes og dejen samles og hviler lidt, inden den rulles ud og kommes i en tærteform – min var 20 cm i diameter.

Forbag 10 minutter ved 200 grader.

Fyld:

1 porre, i skiver

1 spsk olie

200 gr. squash, i skiver

1 tomat, i skiver

salt, peber, timian

Svits porre i olien og lad det simre lidt. I den forbagte bund kommes porre, dernæst taglagt squash og til sidst tomat. drys med salt, peber og lidt tørret timian. Bag tærten videre i 10 minutter.

2 æg

2 spsk piskefløde

25 gr. revet parmesan

peber

Det hele piskes let sammen og kommes over den forbagte tærte, bages færdig ca. 20 minutter.

Det var en udmærket tærte. Men bunden er ret hård, men smagte fint og lidt anderledes. Men som et bud på vegansk tærtebund, så fungerer det altså godt.

På en solrig onsdag.

Jette

Mazarintærte med hvid chokoladecreme

Mit stikkelsbærsyltetøj kom i brug igen. Denne gang som smagsgiver til en lækker hvid chokoladecreme. Og anvendt på toppen af en mazarintærte, så bliver det bare en god kage 🙂

Tærten er tæt i konsistensen, så der spises ikke så store stykker, men lækker er den. Og smagen af marcipan træder fint frem – det gjorde smagen af de røde stikkelsbær nu også 🙂

Mazarintærte med chokoladecreme (8 pers.)

Mørdej:

150 gr. mel

75 gr. smør

50 gr. flormelis

en anelse salt

evt. 1-2 spsk. surmælksprodukt

Smørret smuldres i mel, flormelis og salt og samles let – evt. skal der lidt væske til hjælp. Lægges på køl, mindst en times tid. Rulles dernæst ud og kommes i en tærteform 20 cm  i diameter. (Min er nyindkøbt – en bryllupsgave :-))

Mazarin:

200 gr. marcipan

125 gr. sukker

1 spsk. mel

100 gr. smør, blødt

1 æg

Marcipan rives groft og røres sammen med de øvrige ingredienser. Massen fordeles i tærtebunden. Tærten bager ca. 30 minutter ved 175 grader. Køler af i formen inden den pyntes med

Chokoladecreme:

2½ dl. piskefløde

75 gr. hvid chokolade

1 blad husblas

150 – 200 gr. stikkelsbærsyltetøj

Sæt husblas i blød i koldt vand ca. 10 minutter. Hak chokoladen fint, mens fløden varmes op til næsten kogepunktet. Knug vandet fra husblas og smelt det i den varme fløde. Af to omgange kommes fløden over chokoladen og der røres grundigt. Læg film ned på overfladen og køl af. Inden brug piskes cremen til flødeskum og syltetøjet røres i. Kom cremen i en sprøjtepose – alternativt kan cremen også bare smøres fint på toppen af kagen. (Der er rigeligt med creme – måske man skulle servere lidt til, hvis nogen ønskede mere creme ?)

Dette var, hvad der var tilbage efter aftenens møde 🙂 Men det var også både et godt møde og en god kage, så de gik fint i spænd.

På en smuk august dag.

Jette

Farverig tomattærte

Denne opskrift er blevet afprøvet alene på grund af, at billedet, jeg så, var så fint. Jeg holder meget af at læse avisen om morgenen, når der er lejlighed til det – og forleden bød Fyens Stiftstidende på denne fine opskrift.

Det blev så en del af aftensmaden i aftes – suppleret med noget salat og ristede pølser. Jeg synes selv, at min udgave stod mål med avisens – måske lige bortset fra, at tærtens kant langt fra var snorlige 🙂 men pyt. Jeg havde også valgt at bruge lidt fuldkornsmel i dejen, det blev lige til den grove side, mindre kan også gøre det.

Tomattærte (4 pers)

125 gr. mel (evt. 40 gr. groft mel)

60 gr. smør/margarine

½ tsk. groft salt

evt. ½ spsk. koldt vand

Smørret smuldres i melet tilsat salt. Det hele æltes hurtigt sammen til en fin dej. Den lægges på køl en times tid.

1 bundt forårsløg

1 hvidløg

1 spsk. olie

4 æg

1 spsk. fløde

2 spsk. revet parmesan

½ tsk. groft salt

½ tsk. timian

friskkværnet peber

ca. 15 cherry tomater

Skær forårsløg og hvidløg i skiver og svits dem kort i olien. Pisk æg, ost og fløde og krydderier let sammen.

Dejen rulles ud og kommes i en tærteform (20 cm) og forbages ca. 10 minutter ved 200 grader. Imens laves fyldet. Fordel løg i bunden af den forbagte tærtebund og placer hele cherry tomater rundt oven på. Hæld æggeblandingen over og bag tærten færdig ca. 30 minutter. Står en 5-10 minutter, før den skæres ud.

Er den ikke bare fin og sommerlig 🙂 Den smagte også vældig godt.

Jeg ønsker dig en god tirsdag – hvor solen stadig kun kommer på korte besøg.

Jette

Kirsebærtærte

En travl weekend venter – og en endnu travlere uge ligger forude – så det er vist i dag, der må bages en tærte 🙂

På køkkenbordet stod nogle kirkebær – uden adresse, så de kom i tærten her. Og det blev en ret så lækker tærte – utrolig enkel, men med masser af god smag. Perfekt på en dag der er våd og ret grå – og så tillige med 1. juli – ikke det mest sommerlige vejr 🙂

Kirsebærtærte (ca. 5 pers.)

125 gr. mel

75 gr. smør

2 spsk. sukker

Saml mørdejen, måske skal der en dråbe koldt vand i – læg dejen på køl en times tid.

200 gr. udstenede kirsebær

3 spsk. sukker

1½ spsk. solsikkekerner

Rul mørdejen ud og beklæd en lille tærteform – eller nogle portions forme – med dejen. Gem resterne af dejen til at lægge oven på til sidst.

Fordel kirsebær, drys med sukker og solsikkekerner og afslut med det sidste dej.

Bag tærten ca. 20 minutter ved 200 grader. Serveres og nydes med lidt creme fraiche. De smagte af den sommer, der har gemt sig lidt 🙂

God weekend.

Jette

Bornholmsk inspireret tærte

Bornholm har virkelig mange skønne lækkerier, små butikker og niche produktion af alt fra bløde karameller til brød og røget salt.

På studieturen fandt jeg et madmagsin med omtale af mange forskellige produkter, og så var der en enkelt opskrift.

Den er her blevet lidt formindsket og tilpasset mit køkkens formåen 🙂

Tærte med tørret frugt

Mørdej:

75 gr. mel

25 gr. rørsukker

1 tsk. vaniljesukker

45 gr. smør

evt. ½ spsk. surmælksprodukt

Det hele samles til en fin og lækker mørdej, der lægges på køl mindst en time.

ca 50 gr. dadler

2 spsk. dessertvin (æblevin, portvin og lign.)

Sæt dadlerne i blød i vinen, indtil de skal bruges – altså gerne et par timer 🙂

Mandelmasse:

20 gr. mandelmel

1 æg

35 gr. rørsukker

1 tsk. vaniljesukker

20 gr. smeltet smør.

Det hele røres sammen og fordeles i tærteformen (15 cm i diameter), der forinden er blevet foret med mørdejen. Fordel de let udblødte dadler i massen og bag kagen 15 – 20 minutter ved 200 gr.

Klar til at blive serveret, når den er afkølet. Kan spises som den er, eller der kan serveres lidt creme fraiche til.

På endnu en fin sommerdag.

Jette

Kylling-bacon-porre tærte

En tærte til aftensmad – det er altid godt, hvis nogen spørger mig. Andre kan have et mere anstrengt forhold til det 🙂

Men heldigvis deles begejstringen af de fleste her i husstanden. I aftes blev der serveret en ny variant. For oftest er det porretærte, jeg laver, men i går blev ingredienslisten udvidet med både kylling og bacon. Og det var godt 🙂

Og suppleret med en tomatsalat, ja, så var det dejlig aftensmag.

Kylling-bacon-porre tærte ( 4 pers.)

Tærte:

50 gr. grahamsmel

125 gr. hvedemel

100 gr. smør/margarine

½ tsk. groft salt

1 æg

Brug gerne foodprocessor – ellers fingrene 🙂 Kom mel, salt og margarine i foodprocessoren og smuldr det godt. Tilsæt æg og saml dejen  – næsten. Hæld den løse dej ud i en skål og saml den med let hånd. Lægges på køl til den skal bruges.

Udrulles da og kommes i et tærtefad – 25 cm i diameter. Forbages ca. 15 minutter ved 200 grader.

Fyld:

1 stegt kyllingebryst

100 gr. bacon

3 porrer

100 gr. ost

3 æg

1 dl. mælk

1 spsk. solsikkekerner

salt og peber

Steg bacon næsten sprødt, tag op og lad det dryppe af på køkkenrulle. I baconfedtet svitses porrerne, der er skåret i skiver. I en skål piskes æg og mælk sammen, tilsæt ½ tsk. salt og nogle drej med peberkværnen.

I den forbagte bund kommes nederst ost, så kylling, der er skåret i tern eller skiver, derover bacon og porre. Til sidst hældes æggemassen over og drysses med solsikkekerner.

Bager ca. 45 minutter ved 200 grader.

Så er der lækker aftensmad – eller en ret til en buffet.

God onsdag.

Jette

Små tomattærter

Jeg synes “skæve” opskrifter er spændende. Altså opskrifter, hvor ingredienser, man ikke umiddelbart vil sætte sammen, er brugt i samme ret.

Inspirationen til disse små tomattærter er fra Dansukker. Alene det, at det er en sukkerproducent, der laver en madtærte – det må da vække ens nysgerrighed 🙂

Jeg har af min søster fået nogle små og fine tærteforme med løs bund. De er så velegenede til dette formål. Og så ser det bare lidt festligt ud, med små portioner – disse kunne fint gå på en buffet eller som forret. Der kan naturligvis også bare bages en stor tærte 🙂

Ingredienslisten er ret lang, men jeg tror, du har det meste i skabet, så gå roligt i gang. Det er virkelig en god tærte med masser af smag.

Små tomattærter (3 stk.)

Tærtedej:

75 gr. margarine

50 gr. grahamsmel

75 gr. hvedemel

½ tsk. slat

lidt koldt vand

Smuldr margarinen i mel tilsat salt, og saml dejen med lidt koldt vand. Lægges på køl, evt. til næste dag.

Dejen rulles ud og lægges i små forme – det er lidt et pillearbejde 🙂 Forbages ca. 10 minutter ved 200 grader.

Fyld:

8-10  cherry tomater

1-2 løg

1 fed hvidløg

1 spsk. olie

1 tsk. brun farin

1½ spsk. tomatpure

2 tsk. sirup

1 tsk. tørret oregano

1 tsk. tørret basilikum

½ tsk. salt

½ tsk. chilipulver

100-125 gr. revet ost

3/4 dl. piskefløde

Svits finthakket løg og hvidløg i olien sammen med farin. Tilsæt krydderi, tomatpure og sirup og lad det simre et par minutter.

På de forbagte bunde fordeles først halvdelen af osten, så fyld og tomater. Drys det sidste ost over og kom ca. 1 spsk. fløde ved hver tærte.

Bages ca. 15 minutter ved 200 grader.

En lidt anderledes tærte. Men super lækker 🙂

Weekenden står for døren – for mit vedkommende med endnu et besøg på grunden. Og med udsigt til sol, så er det bare så fint.

God weekend.

Jette

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal