diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Opskrift Side 46 af 70

Portions pavlova

Det var godt nok efterårsagtigt i går – med blæst og masser af regn.

Men forunderligt så holdt al regnen inde, da jeg havde en bisættelse og et bryllup i går omkring middagstid. Hvor godt. Regn gør begravelser endnu mere triste, og et bryllup med fine kjoler og smukke blomster, der drukner i regn – nej det er ikke spændende. Men alt det blev vi skånet for – regnen kom i stride strømme på andre tidspunkter.

Vejret indbød til hygge indenfor – og  derfor kunne der fint spises en skøn marengskage med bær og flødeskum 🙂

Portions marengs

Opskriften er som til marengs, blot sat på pladen i mindre cirkler og bagt en anelse kortere (i alt ca. 1 time)

Fyld (til 3 små marengs)

1 dl. piskefløde

25 gr. dulcey chokolade, hakket

Pisk fløden til skum, tilsæt chokoladen og fordel den på marengsbundene.

Pynt med frisk eller råsyltet frugt og nyd en skøn lækker sag.

Der er stadig nogle bunde tilbage, de kommer med nordpå, og hvor de helt sikkert vil blive spist i godt selskab. Første stop er Århus, dernæst nordenfjords op til min far.

Ønsker dig en god søndag.

Jette

Løgkompot

Hvor interessant lyder overskriften lige ? Jeg ved det godt, og tænker, at læser du med nu, så er det virkelig godt gået 🙂 Men jeg er glad for du kigger forbi. Og løgkompot er altså bedre end ordet lige antyder.

Jeg nævnte det i går, da jeg havde brugt det på en pizza. Min datter Trine fik den serveret og spiste det hele, og det er næsten den bedste anbefaling, for hun er normalt ikke nogen fan af løg. Men i den her kombination gik det godt.

Løgkompot

200 gr. løg (renset vægt)

1 spsk. olie

1 spsk. almindelig eddike

1 spsk. rørsukker

½ tsk. salt

peber

Skær løgene i skiver og steg dem  5-10 minutter ved mellem varme i olien. De skal falde sammen og blive dejligt bløde. Tilsæt de øvrige ingredienser og lad det småkoge ca 5 minutter. Hele tiden uden låg. Smag til, måske skal der lidt mere eddike eller sukker i – det må du smage dig til 🙂

Køler lidt af, inden det for eksempel fordeles på en pizzabund. (Her gemt under kartoflerne)

Og så er det næsten blevet weekend igen.

Min betyder arbejde, hele paletten rundt – dvs. bisættelse, vielse, gudstjeneste og dåb. Men meningsfyldt det hele.

Må du få en velsignet weekend.

Jette

Vegansk kartoffelpizza

Pizza er altid godt!

Jeg har en forkærlighed for hjemmebagte, lad det nu ligge. Men pizza er lidt en udfordring, når den skal være vegansk. Altså uden kød og mælkeprodukter. Der kan kun anvendes ingredienser fra planteriget. Men forsøget blev gjort her – og godkendt 🙂 Trine var smagsdommer, og en kompetent en af slagsen.

Den ene halvdel af pizzaen indeholder udover kartoflerne også en lækker løgkompot. Den skriver jeg mere om i morgen. Men god, det var den.

Vegansk pizza

Pizza bund – se her

Fyld (til ½ portion pizzadej)

2 kartofler

Krydderolie

3 spsk. olie

1 kvist rosmarin, fint hakket

1 fed hvidløg, presset

½ tsk. groft salt

peber

Evt. løgkompot

Tænd ovnen på 250 grader.

Bland ingredienserne til olien.

Ælt dejen igennem og del den i to og rul dem ud til tynde bunde.

Kartoflerne snittes på rivejern i tynde skiver. Dryp ca. halvdelen af olien og kom evt. løgkompot på bunden inden kartoflerne fordeles i et tyndt lag. Dryp det sidste olie over.

Bag pizzaen ca. 15 minutter og nyd din pizza.

Det er ikke den mest farvestrålende pizza – faktisk tror jeg, at en kartoffel pizza omtales som en hvid pizza. Og det kan der være noget om 🙂

Kartoflerne er af egen avl – det er altid en fornøjelse at kunne grave kartofler direkte op af jorden.

God torsdag.

Jette

Frisk kage med syltet citron

Selv om det er højsæson for danske bær, så er der lige nu pause i min have – så det blev til en frisk kage med syltet citron, der blev bagt i går.

For noget tid siden lavede jeg citron pasta, og det har holdt sig fint i køleskabet. Det har en let bitter smag, men en mere sød version af syltede citroner kan også fint bruges.

Kage med citron pasta

2 æg, fra skønne høns

75 gr. sukker

½ vaniljestang, korn heraf

1 spsk. spiritus (cognac el. lign)

65 gr. mel

35 gr. smeltet smør

50 gr. citron pasta

Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med lidt sukker (og gem den tomme stang til en anden gang). Pisk vaniljesukkker, sukker og æg til en skøn luftig æggesnaps. Pisk det afkølede smeltede smør i og vend dernæst spiritus, sigtet mel og til sidst citron pastaen i.

Kom dejen i en smurt springform (ca. 16 cm i diameter)

Bag kagen ved 200 grader ca. 20 – 25 minutter.

En dejlig frisk kage til en kop kaffe 🙂

God onsdag.

Jette

Solbær

For nogle år siden var en anlægsgartner på rundtur i præstegårdshaven i forbindelse med, at der skulle ryddes op, tyndes ud og omlægges noget. Og at omlægge betyder i mit univers oftest, at der bliver sået græs i stedet for at plante blomster 🙂

På turen rundt kom vi også til en række solbærbuske, og jeg synes de bare skulle væk. Men heldigvis foreslog gartneren, at de godt kunne blive, hvor de var, for de stod ingen i vejen og krævede ingen pasning.

Så nu står mine gamle buske og giver meget få bær hvert år. Men står ingen i vejen og hønsene nyder at skrabe rundt under dem.

Og det er fint, at der kun er få bær, for jeg bliver lynhurtigt træt af at plukke bær 🙂

Solbærsyltetøj

125 gr. solbær

75 gr. rørsukker

Bland sukker og bær i en gryde. Læg låg på og bring gryden langsomt i kog. Koger ca 10 minutter, de sidste par minutter uden låg. Jeg kørte mit syltetøj på minihakkeren, inden det kom i et glas, skyllet med spiritus.

Smukt syltetøj med en super smag 🙂

Ikke alene er farven fin, det er duften også 🙂

På endnu en smuk sommerdag.

Jette

Ciabattabrød – eller noget derhen ad :-)

Jeg havde inviteret på let aftensmad i går, og tænkte at dertil hører et brød 🙂 men hvilket ?

Jeg har aldrig bagt Ciabattabrød før, så det her er min udgave – et miks af utallige opskrifter på nettet.

Resultatet blev okay, det smager fint – men helt sprødt i skorpen og helt let i krummen, det er det ikke. Så der skal vist øves lidt mere i denne disciplin.

I øjeblikket kan man købe noget italiensk mel (Tipo “00”) til kun 4 kr. for et kilo, så det er oplagt at prøve det i brødet her.

Ciabattabrød (langtidshævet)

5 gr. gær

1 tsk. groft salt

2½ dl. koldt vand

1 spsk. olivenolie

75 gr. italiensk fuldkorns hvedemel

ca. 250 gr. italiensk mel

Rør gæren ud i vandet og tilsæt salt, olie og groft mel og rør godt sammen. Tilsæt hvedemel lidt af gangen og ælt så længe du orker og til sidst ender med en fin dej. Kom film over skålen og sæt den i køleskab natten over.

Tages ud af køleskabet og får lidt rumtemperatur. Æltes og formes til et brød og efterhæver ½-1 time. Tænd ovnen på 250 grader og skru ned til 200 grader, når brødet sættes ind. Bager ca. 30 minutter og afkøler på en rist.

Det ser da vist lidt kedeligt ud 🙂 men til trods for det undseelige ydre, så var det altså okay.

Må du få en dejlig tirsdag.

Jette

Brombærtærte

Mandag morgen og med gæster i vente, så må der gerne bages kage 🙂

For nogen tid siden lavede jeg en lækker mandelcreme og bagte den – men den kan også bruges som en del af en kage, og det prøves her.

At det blev brombær – ja, det var dem, der var nogen af i fryseren. Anden frugt eller andre bær kan fint bruges.

Brombærtærte

Mørdej

100 gr. mel

60 gr. smør

25 gr. sukker

evt. lidt koldt vand

Bland mel og sukker og smuldr smørret heri. Saml dejen evt. med lidt vand og læg den så på køl mindst en times tid.

Mandelcreme

50 gr. smør

50 gr. sukker

1 æg, fra en sød høne

25 gr. marcipan

35 gr. mandelmel

30 gr. hvedemel

Pisk smør og sukker, tilsæt æg og pisk videre. Vend revet marcipan, mandelmel og mel i dejen.

75 gr. brombær (friske eller optøet frosne)

Rul mørdejen ud – forholdvis tyndt – og beklæd en lille tærteform (15 cm i diameter) med dejen og fordel brombærrene i. Drys 1 tsk. sukker over. Fordel mandelcremen øverst og drys evt. med lidt tørret frugt.

Bag tærten ved 175 grader i ca. 25-30 minutter. Afkøler.

En tærteform med løs bund er altså en god ting. Jeg er rigtig glad for den, jeg fik i fødselsdagsgave, det gør det super nemt at få tærten ud i et stykke og uden skrammer 🙂

Skøn fridag, med Mette på besøg og fuglefløjt i haven. Det er nu ret godt at være i Danmark på denne tid af året.

God mandag.

Jette

Små jordbær – jordbærsirup

Jordbær sæsonen er ret ret kort – og især da mit lille bed bag konfirmandstuen. Men jeg har nydt hvert et bær, så længe der var nogen.

Mine gamle jordbærplanter giver mest små bær. Meget små bær. Men jeg tænkte, at de måtte kunne bruges til sirup, altså koges med sukker og så bærene siet fra og så: flot rød saft tilbage.

Som tænkt så gjort, og resultatet blev bestemt godkendt.

Jordbærsirup

ca. 350 gr. små jordbær

150 gr. sukker

1 tom vaniljestang

Alt kommes i en gryde og det står og trækker en times tid.

Koger under låg ved svag varme ca. 30 minutter. Kommes i en sigte og drypper af et par timer. Kog saften op og lad den koge ca. 5 minutter uden låg, før den kommes på en flaske, der gerne er skyllet i spiritus.

Opbevares i køleskab.

Let og lækker dessert – græsk yoghurt, knust macarons, halve jordbær og jordbærsirup. Det var ret godt 🙂

Og sikke en kold og blæsende sommermorgen – det er udmærket, at jeg skal sidde bag skærmen en god del af dagen 🙂 Det er intet der frister til at sidde uden for.

Ønsker dig en god dag.

Jette

Skøn chokolade ting :-)

Jeg får ikke læst så mange blogs, når det er så varmt, for mit net når ikke ud på terrassen. Og det er vel egentlig også godt nok, at der er et frirum i haven, så det bliver nogle andre ting, der fylder sjæl og sind.

Men jeg er dog faldet over en lækker ting, som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal kalde. Men det er en cookie lignende kage med dulceyganache på toppen. Den kombination lød så lækker, at det måtte bare afprøves. Jeg halverede størrelsen og lavede lidt mindre ganache end den oprindelige opskrift gjorde – inspirationen er herfra.

Dulcey – denne lækre chokolade med karamelsmag. Det var fint at få mulighed for lige at bruge det igen 🙂

Cookiekage med dulceyganache

35 gr. blødt smør

75 gr. mørk farin

1 æggeblomme

50 gr. mel

25 gr. havregryn

1/4 tsk. groft salt

25 gr. mørk chokolade

25 gr. peanuts

Pisk smør og farin godt sammen, tilsæt æggeblomme og pisk grundigt. Vend de øvrige ingredienser i – chokolade og nødder grofthakkes først.

Fordel dejen i en smurt tærteform (15. cm i diameter) og bag kagen ca. 15 minutter ved 200 grader. Afkøl i formen.

Dulceyganache

50 gr. dulcey

25 gr. piskefløde

5 gr. (1 tsk.) glukose

Bring fløde og glukose lige til kogepunktet, tages af varmen og den grofthakkede chokolade røres i. Rør til det hele er smeltet smukt sammen og fordel det på den kolde kage.

Nu afkøles det hele igen – mindst 4 timer, gerne natten over.

Om den smager godt? 🙂 Uomtvisteligt! Og med nye lækre jordbær som følgeskab så er der dømt hygge og godt selskab.

Og så er det vist bare om at komme ud i haven igen – under et skyggefuldt træ. For hold da op, hvor er det pludselig blevet varmt 🙂

På biblioteket fandt jeg en stak gode bøger, så på gensyn en anden dag.

Jette

Chokolade rugstykker

En tur rundt i landet fylder en med indtryk – også smagsmæssige og synsmæssige. Ferien har indtil videre meget være familiebesøg, og det er altid berigende. Samtidig er der blevet smagt lækre ting undervejs.

I Lagkagehuset købte jeg nogle lækre rugstykker, mørke og fyldt med chokolade og rullet i hakkede nødder.

Det har jeg så prøvet at efterligne i mit eget køkken. Og det skulle være nu – for vejrudsigten siger 25 + de næste mange dage, og så er det bare ikke så interessant at stå i køkkenet 🙂 Og slet ikke, når det stadig hedder ferie – jeg nyder min sidste uge.

Jeg har før bagt nogle rugstykker, dem har jeg taget udgangspunkt i denne gang.

Rugstsykker  (ca. 8 stk)

2½ dl vand

½ tsk. groft salt

10-12 gr. gær

1 spsk. olie

1 tsk. kakao

50 gr. grahamsmel

150 gr. rugmel

40-50 gr. hvedemel

60 gr. mørk chokolade

Til drys:

100 gr. blandede nødder, frø og kerner

Gær og salt røres ud i vandet. De øvrige ingredienser tilsættes undtaget chokoladen. Dejen røres blot sammen, skal altså ikke æltes. Til sidst røres den grofthakkede chokolade i og dejen sættes til hævning et par timer.

Nødder, frø og kerner, efter eget valg, hakkes forholdsvis fint og kom dem i en dyb tallerken.

Rør dejen igennem, og med en ske dumpes en klump dej ned i de hakkede nødder og vendes rundt, før den sættes på en plade med bagepapir.

Der bruges en del nødder 🙂 men de smager også godt, når de først er bagt.

Stykkerne hæver mens ovnen varmer op til 200 grader, og de bages ca. 20 – 25 minutter. Afkøler på en rist.

Det er ret gode stykker 🙂 Ikke så mørke som dem jeg købte, men de er bløde og lækre.

Og så lige et enkelt billede fra haven, nu er pæonerne sprunget ud, hvor er de fine. Og som en var så sød at fortælle mig, så skal de blot blive stående og vil vokse mere og mere til. Lige en blomst efter mit hovede 🙂

Skøn solskinsdag til dig.

Jette

Side 46 af 70

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal