Karolines køkken har godt nok gjort det godt 🙂 Deres bøger er blevet nærlæst, meget er prøvet og nogle af opskrifterne er blevet sikre klassikkere! Inspirationen til mini toscakagen er fra en af de allerførste bøger fra Karolines Køkken.
Og det er en lille kage, jeg har bagt her – lige i rette størrelse til min far og jeg 🙂
Jeg er rigtig glad for min lille springform – selv om den ser lidt dukkeagtig ud i størrelse. Den er vist beregnet til øverste kage i en bryllupskage. Sådan en har jeg endnu til gode at lave, så indtil da bruges formen flittigt til andre kager 🙂

Mini toscakage
1 æg fra en hyggelig høne
60 gr. sukker
40 gr. smør, smeltet
½ citron – saft og revet skal
1 spsk. fløde
50 gr. mel
1/3 tsk. bagepulver
Pisk sukker og æg let og luftigt. Pisk det smeltede smør i. Tilsæt dernæst citronskal, saft og fløde. Sigt mel og bagepulver og vend det rundt til alt er godt blandet. Kom dejen i en smurt lille springform (14 cm i diameter). Bag kagen ca. 20 minutter ved 160 grader.
Imens tilberedes:
Nøddefyld
25 gr. blandede nødder (mandler, macadaimia eller andre)
25 gr. smør
25 gr. sukker
1 tsk. fløde
½ spsk. mel
Hak nødderne groft og kom dem og de øvrige ingredienser i en gryde og giv det et hurtigt opkog.
Når kagen er forbagt, kommes fyldet over og kagen bager videre ca. 15 minutter – til let gylden.

En skøn kage, blød, fugtig og lækker.
Og så god weekend – sikke et fantastisk vejr, dagen har budt på.
Jette














