diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Opskrift Side 44 af 70

Brombær-æble syltetøj

Endnu er konfirmanderne ikke begyndt at gå til præst, så tirsdag morgen er stadig rolig og med tid til at læse avis 🙂 En ret god begyndelse.

Morgenstund har guld i mund,

og guld betyder glæde,

og glædelig er hver en dag,

som leves til Guds velbehag,

om end vi måtte græde. (dds 752,3)

Et dejligt vers, og en påmindelse om, at glæde sig, at se venligt på den nye dag – og leve den efter bedste evne. Også på dage, der er lidt tungere end andre.

September synger på sidste vers, men har budt på mange skønne dage. Forleden plukkede jeg de allersidste brombær. Ledte grundigt, for der skulle lige være nok til endnu en portion syltetøj, for jeg havde allerede spist det, jeg tidligere havde lavet 🙂

Denne opskrift er med lidt æble, og det gør at syltetøjet virkelig stivner. Så det bliver på brødet, og det er der mange der sætter pris på 🙂

Brombær-æble syltetøj

100 gr. brombær

75 gr. æble, i små tern

½ tom vaniljestang

et lille stykke kanel

80 gr. sukker

1 spsk. vand

Kom det hele i en gryde og kog ca. 15 minutter uden låg. Syltetøjet blendes/køres på minihakker, inden det kommes på glas. Jeg lod vaniljestangen blive i syltetøjet, men fjernede kanelstykket.

Jeg har først for nylig opdaget glæden ved selv at lave syltetøj. Men det er jo både nemt og hurtigt, og smager virkelig dejligt.

God tirsdag.

Jette

Prøvekage – gulerod og havtorn

Jeg skal i næste uge have korkage med. At synge i kor er dejligt, men vigtig er også kaffepausen og kagen. Og her skiftes vi til at have kage med.

Tidligere har jeg bagt både citronmåne og æblekage – men denne gang bliver det en gulerodskage.

Men jeg har ikke helt opskriften klar, derfor kommer der en lille prøvekage i dag.

Og så blev jeg selvfølgelig udfordret af den store bagedyst forleden i tv. Så meget anderledes end jeg plejer, så kom der creme og pynt på denne kage 🙂

Gulerodskage med havtorn og græskarkerner

Jeg brugte denne opskrift i ½ portion og tilsatte:

5 gr. tørret havtorn + 1 spsk. cognac (trækker natten over)

20 gr. græskarkerner

Kom dejen i en springform (diameter  14 cm) og bag kagen ved 180 grader i ca. 50 min. Køler lidt af i formen, inden den sættes på en rist til den er helt kold.

Lime-flødeost creme

200 gr. flødeost

50 gr. flormelis

Saft af 1 lime

Det hele piskes godt sammen. Noget smøres på kagens sider og top, og lidt kommes i en lille sprøjtepose med stjernetyl. (Der bliver lidt creme i overskud her)

Inden cremen kommes på kagen, har jeg skåret toppen af kagen og vendt den på hovedet. Det giver en meget mere lige og jævn overflade at arbejde på.

Minikanel marengs (rigtig mange)

1 æggehvide

25 gr. sukker

25 gr. flormelis

½ tsk. kanel

Pisk æggehviden godt stiv, tilsæt sukker og pisk igen. Vend til sidst flormelis og kanel i massen. Kommes i en lille pose og sprøjt mini marengs ud på en bageplade med bagepapir. Bages ved 100 gr. ca. 1½-2 timer.

Og så er det ellers bare fri fantasi – jeg farvede lidt overtræksmarcipan orange og grøn til en enkelt gulerod. Det svære ved pyntningen er, at få smurt cremen helt glat på.

Det er blevet en ret lækker gulerodskage – og kan snildt spises uden pynt, hvis du foretrækker det 🙂

Rigtig god weekend.

Jette

Rødbedeboller med grønne græskarkerner

Til høstgudstjenestens auktion fik jeg erhvervet mig et par rødbeder. Og tiltænkte dem noget bagværk, for jeg tror, jeg har spist de rå revne rødbeder, jeg skal spise 🙂

I mine unge dage var jeg (helt frivilligt) 14 dage på et kursted, hvor der blev serveret rå revne rødbeder morgen, middag og aften. Så nu har jeg et lidt distanceret forhold til rødbeder.

Men derfor skal de jo ikke helt negligeres. Og er nu kommet i nogle fornuftige boller.

Rødbedeboller med grønne græskarkerner (6 store stk.)

15 g. gær

½ dl. surmælksprodukt

1½ dl. vand

25 gr. græskarkerner

100 gr. revet rå rødbede

1½ tsk. groft salt

1½ tsk. honning

1 spsk. olie

50 gr. rugmel

50 gr. fuldkornshvedemel

ca. 350 gr. hvedemel

Rør gæren ud i væsken og tilsæt de øvrige ingredienser. Hold lidt af hvedemelet tilbage. Det bliver en let klistret dej, så jeg æltede den kun let.

Stilles til hævning, gerne et par timer. Min nåede kun at hæve knap så længe. Formes med let hånd til ca. 6 store boller, der efterhæver, mens ovnen varmer op til 200 grader.

Bages ca. 25 minutter og afkøler på en rist.

Nogen vil beskrive dem som fine og farvestrålende 🙂 Jeg beskriver dem som alternative – søde, solide og med smag af rødbede.

Og en mulig måde at anvende en god dansk rodfrugt på 🙂

God tirsdag.

Jette

Glutenfri lagkagebund

Gluten er ikke noget jeg rigtig har spekuleret over tidligere. Der er ikke nogen af mine børn, der lider af glutenallergi – og så er motivationen til at sætte sig ind i emnet ikke så presserende. Men jeg har fundet ud af, at det kan være godt at have en opskrift eller to uden gluten 🙂

Derfor blev der eksperimenteret. Og resultatet er ikke helt som håbet. Kagen er forholdsvis kompakt, men smager alligevel ret godt 🙂

Så her er et bud på en lille kage, der kan deles i to lagkagebunde.

Glutenfri lagkagebunde

2 æg, fra de sødeste høns

80 gr. sukker

80 gr. smør

50 gr. kartoffelmel

25 gr. mandelmel

25 gr. finthakkede nødder/kerner (solsikkekerner, mandler, græskarkerner)

1 tsk. bagepulver

1. tsk. vaniljesukker

1½ tsk. kakao

2 spsk. mælk

Pisk sukker og smør grundigt. Tilsæt æg et af gangen og pisk igen. De sidste ingredienser vendes forsigtigt i og dejen kommes i en springform (18 c. i diameter) beklædt med bagepapir i bunden.

Kagen bages ca. 40 minutter ved 170 grader. Køler af i formen.

Ovenstående er måske ikke det mest spændende indlæg at slutte ugen af med 🙂 Men det skal nu ikke forhindre mig i  ønske dig en dejlig weekend.

Jette

Petit four til kobberbryllup

En anledning til at eksperimentere, den lader jeg sjældent gå fra mig 🙂

Og denne gang skulle det være noget med kobberfarve. Det var ikke lige det Middelfart havde mest af, men til slut fandt jeg et lille glas fint kobberstøv i en helsekostbutik! (Helsam) Lidt forundret, men også glad, for nu kunne jeg komme videre med projektet.

Det er små petit four malet med kobberstøv og pyntet med chokolade hjerter til sidst. Enkelt og ikke særlig svært.

Kobberfarvede petit four (36 stk.)

Mørdej

150 gr. mel

75 gr. smør

50 gr. flormelis

1 æggeblomme

Smørret smuldres i mel og flormelis og æltes hurtigt sammen med æggeblommen. Måske der skal bruges et par dråber koldt vand mere for at samle dejen. Lægges på køl, til den skal bruges.

Syltede brombær

100 gr. brombær

50 gr. sukker

Kom bær og sukker og evt. en lille tom vaniljestang i en gryde og lad det koge ca. 10 minutter ved svag varme under låg. Blendes eller køres på minihakkeren.

Mazarindej

100 gr. marcipan

100 gr. sukker

75 gr. smør

2 æg, fra solide høns

30 gr. mel

25 gr. grofthakkede pistaciekerner

Nogle dråber grøn frugtfarve

Rør revet marcipan, sukker og smør sammen. Tilsæt æggene et ad gangen og rør til sidst mel, kerner og frugtfarve i. (Den kan naturligvis udelades, men giver lidt fin farve :-))

Rul mørdejen ud, skær en firkant og læg den i en form med bagepapir i bunden (18 x 18 cm.)

Brombærsyltetøjet fordeles på mørdejen og mazarinmassen fordeles forsigtigt ovenpå. Bager ved 190 grader i ca. 15 – 18 minutter.

Køler af i formen.

Tag kagen ud af formen og skær kanterne af. Brug en ren og tør pensel og mal med kobberstøvet, det er let og dækker helt fantastisk. Skær kagen i 36 små stykker og pynt med smeltet chokolade, eller hvad du ny synes.

Lækre små firkanter, som heldigvis faldt i kobberbrudeparrets smag. Tillykke til dem!

God tirsdag.

Jette

Sensommer squashkage

Det er tiden for kager bagt med frugt og grønt. Og jeg synes både gulerødder og squash gør sig godt – rødbeder er jeg dog ikke den store fan af 🙂

Forleden fik jeg overrakt en stor squash, og den er blevet flittigt anvendt – i en lækker gryderet, i salat og nu i kage.

Opskriften her er med inspiration fra et nummer af Hjemmet. Kagen er tung og fugtig, men smager ret godt 🙂

Squashkage

60 gr. smør

60 gr. sukker

60 gr. farin

1 tsk. vaniljesukker

1 æg, fra en skøn høne

200 gr. revet squash

150 gr. mel

1 spsk. kakao

1 tsk. bagepulver

et nip salt

1 spsk. mælk

50 gr. grofthakket mørk chokolade

25 gr. grofthakkede valnødder

Kom de forskellige slags sukker og smør i en skål og pisk grundigt. Tilsæt æg og pisk det godt. Sigt mel, kakao og bagepulver og vend det i dejen sammen med mælk, squash, chokolade og nødder.

Kom dejen i en springform med bagepapir i bunden (ca. 16 cm i diameter) og bag kagen ca. 45-50 minutter ved 180 grader. Køler af i formen.

Glasur

25 gr. chokolade

1 spsk. piskefløde

½ spsk. sirup

Chokoladen smeltes og fløde og sirup røres godt ind i chokoladen. Glasuren fordeles på den lune kage og pyntes evt. med lidt valnødder.

Som nævnt en ret solid kage. Jeg synes, det er lidt vanskeligt at få luftige kager, når de er så fyldt med grønt som denne er. Men så mætter den det mere 🙂

God tirsdag.

Jette

Brombærsyltetøj

Årets første brombær blev hentet forleden dag. Der er altså noget ved at gå langs et hegn og så bare kunne spise løs af mørke søde brombær 🙂 Men nogle kom også med inden for.

Mette Blomsterberg havde lagt en opskrift på brombærkompot ud på hendes facebookside, og den lød ret interessant.

Jeg har formindsket opskriften.

Jeg kalder det syltetøj, men det er nok ikke helt rigtigt. Det er i hvert fald meget tyndt, men smager virkelig godt.

Brombærsyltetøj

150 gr. brombær

80 gr. sukker

1/4 vaniljestang

1/2 – 1 stjerneanis

1/4 kanelstang

3-4 kardemommekapsler

1 spsk vand

Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med lidt sukker. Kom det hele i en gryde inklusiv den tomme vaniljestang. Koges uden låg ca. 15 minutter og kommes på glas. Opbevares i køleskab.

Skøn smag 🙂

Eventuelt kunne man samle krydderierne i en lille tepose og fiske dem op efterfølgende – ellers gøres det, når syltetøjet nydes 🙂

Det smager fint oven på yoghurt og drysset med müsli.

Og nu er det snart weekend – med fuld fart på. Men hyggeligt og rart.

God weekend.

Jette

Fersken cheesecake

Peter var hjemme i weekenden – hyggeligt, og med de sidste nye opdateringer om, hvordan det er at begynde på første semester på universitetet i Århus. Og han lød ret fortrøstningsfuld og nysgerrig efter at komme videre.

Her hjemme blev der hilst på alle dyr, og køleskabet tjekket ud. Det var nu lidt tomt – sådan i hans optik 🙂

Men der var til en cheesecake. En lille udgave. Så den blev fremstillet.

Fersken cheesecake

75 gr. digestive

35 gr. smør

1 æg, fra en skøn høne

1 tsk vaniljesukker

25 gr. flormelis

1 tsk. citronsaft

lidt revet citronskal

1½ blad husblas

1 dl frugtyoghurt

100 gr. flødeost

½ blad husblas

50 gr. ribsgele

1 fersken eller nektarin

Smelt smør og kom knuste kiks i. Placer en ring (fra en springform ca. 15 cm i diameter) på et fad og fordel kiksemassen deri. Stilles til afkøling.

Lav imens fromagen. Sæt husblas i blød ca. 15 minutter. Del ægget og pisk æggehviden stiv og sæt til side. Æggeblomme, vaniljesukker og flormelis piskes godt. Tilsæt flødeost, citronsaft og skal og pisk det let. Rør yoghurt i. Smelt husblas få sekunder i mikroovn og køl det ned ved et komme et par skefulde af æggeblandingen i. Vend til sidst det hele sammen og rør godt. Og til allersidst vendes den stiftpiskede æggehvide i. Fordel fromagen på kiksebunden og sæt i køleskab.

Udblød det ½ blad husblas og smelt det. Tilsæt ribsgele og rør det glat, måske det hele skal varmes lidt op. Det må ikke være alt for varmt, når det fordeles på toppen af kagen.

Pynt med en fersken eller nektarin skåret i tynde både.

En lidt glad og farvestrålende cheesecake 🙂

På en fin solrig torsdag, hvor septembers himmel er så blå …

Jette

Mørke macarons med chokoladecreme

Jeg fortsætter med at bage macarons – jeg synes virkelig, det er en sjov kage at lave, dekorativ og fin. Men holder mest af fremstillingen 🙂 Dog overrasker disse positivt – der er mere “bid” og smag i dem.

I går havde vi kirkevandring. Det vil sige, at vi begyndte med en kort gudstjeneste, hvorefter vi gik en tur ud i området omkring kirken. Og sluttede med en let frokost. Og så havde jeg en anledning til at servere disse små fine kager 🙂 Som heldigvis blev vel modtaget – der var i hvert fald ikke nogen tilbage, da jeg gik hjem 🙂

Mørke macarons ( ca. 14 samlede stk.)

35 gr. mandelmel

65 gr. flormelis

1 spsk. kakao

1 æggehvide, fra en sød høne

20 gr. rørsukker

Sigt kakao og flormelis og bland det med mandelmel. I en anden skål piskes æggehviden stiv og dernæst piskes rørsukkeret i – til en lækker marengs. Vend kakaoblandingen i. Kom massen i en sprøjtepose og lav små runde kager (ca. 3 cm i diameter) på en bageplade med bagepapir. Lad kagerne lufttørre ca. 30 minutter. Varm ovnen op til 180 grader, og skru ned til 140 grader, når kagerne sættes ind. Bag dem ca. 12 minutter. Afkøler på en rist og tages forsigtigt af papiret, når de er blevet kolde.

Solbær-dadel-chokoladecreme

50 gr. solbærsyltetøj

50 gr. udstenede dadler

30 gr. mørk chokolade

Kør dadler og solbærsyltetøj på minihakker (eller blend det let). Smelt chokoladen og rør den sammen med solbær-dadel puréen. Sættes på køl til det skal bruges.

Kagerne samles to og to med lidt creme imellem. Og må gerne stå og trække lidt, før de spises.

Velbekomme 🙂

På den sidste dag i august.

Jette

Fuldkornsscones

Jeg er blevet klar over, at når jeg bager, så dukker minder ofte op. Noget bagværk knyttes til hverdags eftermiddagskaffen, da jeg var barn, og andet minder om særlige kager til særlige lejligheder.

Sådan er det også med scones. Jeg tror, min mor havde opskriften med hjem fra sine år i England. Og ind imellem fik vi så dem til eftermiddagskaffen. De var hurtige at lave og fyldt med bagepulver, så de hævede og smuldrede – og husker jeg – smagte dejligt 🙂

Udgaven her er lidt mere bombastisk. Der er fuldkornshvedemel i, og knap så meget bagepulver. Jeg synes bagepulver har en tendens til at smage igennem, og det er jeg ikke så begejstret for, derfor er jeg lidt sparsom med det.

Fuldkornsscones

75 gr. fuldkornsmel/grahamsmel

175 gr. hvedemel

75 gr. smør/margarine

2 spsk. sukker

½ tsk. groft salt

1½ tsk. bagepulver

1 æg, fra en dejlig høne

1 dl mælk/cremefraiche/tykmælk

Bland de to slags mel og smuldr smørret heri, og tilsæt de øvrige ingredienser. Form dejen til en kugle og læg den på en bageplade med bagepapir og tryk den flad til ca. 2 cm. og del den i 8 stykker. Bag scones i ca. 15 minutter ved 225 grader.

Dejen kan også udstikkes i små scones, de skal bage lidt kortere tid.

Afkøler på en rist og spises samme dag – kan dog også ristes næste dag 🙂

Gode og lækre og en mellemting mellem brød og kage 🙂 Og scones og det let syrlige stikkelsbærsyltetøj går faktisk ret godt i spænd.

På en helt almindelig onsdag.

Jette

Side 44 af 70

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal