Jeg forsøger stadig at blive gode venner med mine stikkelsbær 🙂 Og det går da også bedre. Nu er de blevet blandet med nogle mirabeller og lavet til syltetøj, det fungerer faktisk okay.
Jeg synes ofte, at når jeg laver mit eget syltetøj – sammenlignet med en købevariant – så smager mit kraftigt af bær 🙂 Det er naturligvis godt, og vidner om, at der er ret så mange bær i, og desuden ikke tilsat hverken vand eller andet, som ikke lige hører hjemme her.
Så stikkelsbær/mirabelle syltetøjet smager både kraftigt og let syrligt, men på brød går det altså godt.
Stikkelsbær/mirabelle syltetøj
150 gr. stikkelsbær
150 gr. mirabeller
125 gr. rørsukker
(½ tom vaniljestang)
Udsten mirabellerne og kom dem, stikkelsbær, sukker og gerne en ½ tom vaniljestang i gryden og lad det stå en times tid, inden det koges ca. 15 – 20 minutter. Bærene skal nå at briste.
Køler af inden, det blendes – eller køres en tur på minihakkeren. Opbevares i køleskab – og har begrænset holdbarhed, på grund af det forholdsvis lave sukkerindhold.
I aften kommer det på bordet i selskab med scones og valnøddebrød – mon ikke det nok skal gå 🙂
Og nu venter endnu en skøn sommerdag. Hvor er august gavmild med sol og varme. Ingen klager herfra.
God torsdag.
Jette
Skriv et svar