diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Opskrift Side 47 af 70

Sankt Hans brød

Sommetider får brød eller kager navne efter hvilken tid på året, det er. Eller hvilken lejlighed det nu skal bruges til.

Sådan også dette brød 🙂

For der er intet nyt under solen her, det er et brød, hævet med gær, tilsat forskelligt mel og nogle kerner! Men det er dekoreret efter, at det er årets længste dag – nå nej, det har det været, men så i hvert fald efter at det er Midsommer, og vi fejrer Sankt Hans, alias Johannes Døberen.

Solen har været grundtanken, solsikkekerner, solgult majsmel og gurkemeje til at give endnu mere farve.

Lækkert Sankt Hans brød

15 gr. gær

½ dl. surmælksprodukt

2½ dl. mælk

1 æg, fra en sød høne

1 tsk. groft salt

1 tsk. honning

1 tsk. gurkemeje

50 gr. solsikkekerner

75 gr. majsmel

50 gr. grahamsmel

ca. 300 gr. hvedemel

Udrør gær i væsken og tilsæt de øvrige ingredienser. Pas på med hvedemelet, kom det i lidt af gangen. Æltes eller brug røremaskinen og sæt dejen til hævning 2-3 timer. Æltes igennem og formes til et fladt brød. Brug lidt af dejen til at forme en sol med stråler, som lægges ovenpå.

Efterhæver mens ovnene varmer op og bages ca. 30 minutter ved 200 grader. Afkøler på rist.

Et dekorativt brød, men som er bedst nybagt. Jeg ved ikke om det er majsmelet, der hurtigere gør det

lidt tørt. Men farven er fin – solgul 🙂

Nu håber jeg vejret holder. Lige nu er der faktisk blå himmel og solskin og rimelig lunt. Ikke dårligt for en feriedag. Men den skal dog bruges på at skrive en sidste tale. Jeg skal holde en båltale i aften – det kommer der nok lidt mere om i morgen 🙂

Nu skal der tænkes, formuleres og skrives.

God Sankt Hans aften til dig.

Jette

Macarons med hyldeblomstcreme

Jeg er netop begyndt på 2 ugers sommerferie. Det er bare en dejlig fornemmelse – at hænge præstekjolen på bøjlen og vide, at den må blive der det næste stykke tid, for embedet er nu overladt i gode kollegaers varetægt 🙂

Ferien tilbringes herhjemme. Det vil sige med afstikkere mod øst og nord og så forhåbentlig solfyldte dage i haven. Det skal nok blive godt.

Jeg har endnu en gang bagt macarons. Mest fordi jeg synes, de er sjove at lave. Men også rart at se, at det går fremad. De begynder efterhånden at ligne macarons 🙂

Jeg har denne gang fyldt med med hyldeblomstcreme, lavet med hjemmelavet hyldeblomst saft. I efteråret lavede jeg cremen med hyldebærcreme, det farvede grundigt, men smagte ikke så meget igennem. Der er det helt anderledes denne gang.

Macarons med hyldeblomstcreme (ca. 12-14 samlede kager)

Macarons – se opskriften her

Hyldeblomstcreme

2 spsk. piskefløde

50 gr. hvid chokolade

1 spsk. hyldeblomstsaft

Bring fløden nær kogepunktet og hæld den over den finthakkede chokolade og lad det smelte sammen. (Måske skal have lidt hjælp fra en tur i mikroovnen, ganske kort :-)) Rør til sidst saften i og stil cremen på køl til næste dag.

Saml kagerne med lidt creme mellem to makroner, og lad dem hvile nogen timer, så cremen får sat sig.

Og nu læner jeg mig tilbage og nyder dagen 🙂 Bloggen holder ikke helt ferie – lidt kommer med undervejs. Måske også på Instagram (bagningmedbudget) Jeg er fortsat ved at lære at bruge det. Men har opdaget, at der ligger mange, mange spændende billeder der.

God søndag.

Jette

Valgtærte – med antydet retning :-)

Jeg har normalt ikke gjort særlig meget ud af valgdagen, og har heller ikke haft tradition for at spise gule ærter og valgflæsk, som jeg ved nogen gør.

Men en kage til kaffen kan man jo altid godt prøve med. En tærte med rød og blå top. Jordbær og brombær.

Og så ellers gå ud og stemme og dernæst læne sig tilbage i sofaen og spændt følge resultatet i aften. Godt jeg ikke er politiker, det er virkelig en skæbnedag for dem. Mon de nu har et arbejde i morgen? Nogen har, og god arbejdslyst til dem.

I dag er det alle os andre, der sætter kryds, hylder demokratiet og får sikkert også hilst på en masse mennesker. Et valgsted har sin egen stemning. Det er en ret særlig dag.

Valgtærte

Mørdej

25 gr. grahamsmel

50 gr. mel

50 gr. smør

25 gr. sukker

½ spsk. koldt vand

Smørret smuldres i mel og sukker og det hele samles og lægges på køl – mindst en time.

Mazarinmasse

1 spsk. mel

15 gr. mandelmel

50 gr. marcipan

35 gr. smør

1 æggeblomme

40 gr. rørsukker

Riv marcipan og bland med sukkeret. Kom de øvrige ingredienser i og pisk til en fin dej. Det tager ikke lang tid 🙂

Rul mørdejen ud og beklæd en tærteform (ca. 15 cm. i diameter) og kom mazarinmassen i, og fordel den pænt. Bag tærten ca. 15 minutter ved 200 grader.

Afkøles – og er klar til valgpynt 🙂

Jordbær- og brombærmousse

1 stk. husblas

1 dl. piskefløde

50 gr. græsk yoghurt

30 gr. jordbærsyltetøj

30 gr. brombærsyltetøj

lidt rød og blå frugtfarve

Sæt husblas i blød, del det først i to dele. Pisk fløden stiv og rør yoghurten ud heri. Deles i to portioner. Smelt ½ husblas og køl det ned med jordbærsyltetøj, før det røres i den ene flødeblanding, tilsæt også lidt rød frugtfarve. Gentag med den blå del.

Kom moussen i sprøjtepose og pynt kagen efter politisk overbevisning 🙂

Så er der vist kun tilbage at ønske dig og os alle et godt valg. En stjernestund i demokratiets historie, som en politiker vist har udtrykt det.

Jette

Mørk og lækker hyldeblomstsaft

Jeg har ikke siden, jeg var teenager lavet hyldeblomstsaft. Årsagen hænger sammen med mit første forsøg, for det gærede og blev helt ubrugeligt 🙂 Jeg havde ikke helt styr på, hvordan man skulle gøre. Det håber jeg så, jeg har nu.

I min temmelig uregerlige have står der indtil flere hyldetræer, så der er nok at klippe af.

Hyldeblomstsaft

10-12 skærme hyldeblomster

½-1 citron, økologisk

½ spsk. citronsyre

250 gr. rørsukker

3 dl. vand

Klip hyldeblomst skærme og tjek dem for små dyr. Klip de groveste stilke fra og kom blomsterne i en stor skål. Citronen skæres i skiver og kommes ved sammen med sukker og citronsyre (den er med til at trække smagen ud af blomsterne). Kog vandet og hæld det over og rør godt rundt. Køler af, læg låg eller film over og sæt i køleskab 2-3 dage. Rør undervejs.

Saften sigtes og hældes på skoldede flasker, der evt også er skyllet med spiritus, og opbevares i køleskab.

Fortyndes inden brug med vand.

Den mørke farve skyldes mit rørsukker, som var lidt mørkere end det, jeg plejer at bruge. Smagen er fin og kraftig.

Saften kan også kommes i hvidvin og serveres køligt, mens solen skinner og du nyder tiden på terrassen 🙂 Det sidste er desværre mest ønsketænkning i de her dage, men intentionen er god nok.

God onsdag.

Jette

Rosmarin flutes

Jeg tager i dag hul på den sidste uge inden det hedder to ugers sommerferie 🙂 Og det er lidt sjovt, for alting tager sig lidt anderledes ud, når ferien nærmer sig med så hastige skridt.

Vi nærmer os også midsommer, lyse aftner og måske en gang solfyldte dage – og dermed mulighed for at tage på tur og spise i det fri – eller måske bare på terrassen 🙂

Og flutes er oplagt at tage med på tur. Og på min terrasse står der stadig fin rosmarin, så den kan gøre fin nytte her. Frisk hakket rosmarin gav en rigtig god smag til disse flutes. Der er også lidt majsmel i, jeg ved ikke helt, om det gør den store forskel. Men melet har jeg “arvet” fra Trine, og tænkte at nu må det hellere blive brugt 🙂

Rosmarin flutes (2 stk.)

2½ dl. surmælksprodukt/vand

10 gr. gær

1 tsk. groft salt

1 tsk. honning

1 spsk. friskhakket rosmarin

25 gr. solsikkekerner

100 gr. italiensk mel

75 gr. majsmel

ca. 75 gr. hvedemel

Rør gæren ud i væsken og tilsæt de øvrige ingredienser, hvedemelet lidt af gangen. Dejen æltes godt igennem og stilles til hævning et par timer.

Slås ned og formes til to flutes, der efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Brødene bager ca. 15-20 minutter.

Afkøler på en rist.

Til venstre i billedet er guacamole – lavet med kikærter og avocado efter denne idé, det kan varmt anbefales.

God mandag, hvor det stadig er køligt og blæsende. Jeg glæder mig til rigtig sommer 🙂

Jette

Citron pasta – til det søde køkken

Vel hjemme igen efter et par dage i Svendborg på konvent, så venter arbejde. Det er ikke så mærkeligt, men det betyder lige i dag, at der ikke bliver lavet så meget i køkkenet.

I weekenden var jeg på besøg hos min far, og havde bagt en lille citronmåne. Det er nu blevet til den 3. opskrift på en kage med samme navn – og de er alle gode, men også forskellige. Denne udgave krævede citron pasta.

Når jeg læser om noget nyt – og hvor jeg har ingredienserne i huset, så er der ikke altid så langt fra tanke til handling. Det er altid sjovt at se, hvad det bliver til, og om det smager godt, og dermed kan bruges 🙂

Idéen til citron pasta stammer her fra

Citron pasta

150 gr. citron, økologisk

50 gr. rørsukker

Vask citron, skær enderne af og skær resten i mindre stykker (fjern eventuelle kerner), inden det kommes i minihakkeren (fordi jeg ikke har en blender :-)) Hakkes til det er ret fint.

Koges ca. 20 minutter under låg ved meget svag varme. Kommes i et rent glas – eventuelt skyllet i spiritus – og gemmes i køleskab.

Det er ikke beregnet til at spise som det er, det smager bedst i samspil med andre lækkerier. Men dufter dejligt.

Jeg brugte det i min lille citronmåne – og har også fundet en anden opskrift, hvor det vil passe godt i. Mere om det en anden dag.

Morgendagen byder på en hyggelig ekskursion med mine menighedsråd. Sidste år havde jeg bagt kage, det skal jeg ikke i år. Så det er lidt luksus blot at hoppe på bussen, læne sig tilbage og så nyde dagen. Vi skal til Årø – jeg glæder mig, og du hører helt sikkert mere til den tur 🙂

God weekend i det smukkeste solskin.

Jette

Citronmåne i halv størrelse

Turen gik nordpå i weekenden og dermed et besøg hos min far. Og selv om hjemmehjælperne sørger godt for ham og købt godt ind, så synes jeg, det er lidt hyggeligt at have et eller andet hjemmebagt med.

Denne gang blev det en citronmåne i halv størrelse. For selv om kagen smager godt, så er det ikke så interessant at skulle spise den samme kage i 14 dage. Så den lille springform blev fundet frem og en lækker kage så dagens lys 🙂 Med masser af citron, vanilje  – og lidt marcipan. Du har sikkert opdaget, at jeg synes marcipan er en meget god ting 🙂

Det er bestemt ikke første gang, at jeg bager citronmåne (du kan se en her og her). Det er faktisk lidt pudsigt, at citronmånen på den måde har fået en renæssance, når man husker hvordan udgaven var i 70’erne. I mange år nægtede jeg at spise citronmåne. Men det har ændret sig, forudsat dog at det er en hjemmebagt :-).

I denne opskrift bruges citronpasta – det skriver jeg om snarest.

Citronmåne

80 gr. smør

90 gr. sukker

½ vaniljestang, korn heraf

50 gr. marcipan

2 æg, fra friske høns

1/4 tsk. bagepulver

80 gr. mel

½ citron, skal heraf

35 gr. citronpasta

Vaniljekorn, sukker og smør piskes godt, tilsæt revet marcipan og pisk videre. Til sæt æggene et ad gangen og pisk mellem hvert. Sigt mel og bagepulver og vend det i dejen sammen med revet citronskal. Til sidst kommes citronpasta i og fordeles grundigt.

Dejen hældes i en smurt springform (18 cm. i diameter) og bages ved 175 grader ca. 30 minutter.

Køler af i formen inden den pyntes med citron glasur

50 gr. flormelis

1-2 tsk. citronsaft

evt. lidt vand

Glasuren røres glat før den fordeles på kagen. Pynt evt. med lidt revet citronskal.

Det er en rigtig lækker kage, og perfekt størrelse til et lille kaffe bord – der er blevet bagt en mere nu, for der er lige et møde igen i eftermiddag 🙂

God tirsdag.

Jette

Lækre lune morgenboller

Jeg har altid syntes, at brød skal æltes, hæve og æltes igen. Altså, at der arbejdes med en fast og håndterlig dej. Men ind imellem læser jeg opskrifter, hvor dejen er helt blød og hvor man slet ikke skal have fingrene ned i dejen. Og nu skulle de altså have et forsøg 🙂

Koldthævede boller ( 6-7 stk.)

8-9 gr. gær

1 dl. yoghurt

1½ dl. koldt vand

1 tsk. groft salt

1 spsk. honning

25 gr. solsikkekerner

1 spsk. olie

75 gr. grahamsmel

50 gr. pizzamel

125 gr. hvedemel

Gæren røres ud i væsken, og alle de øvrige ingredienser tilsættes og røres godt sammen. Dejen er ikke super klistret, men du kan heller ikke ælte den.

Skålen dækkes med film og sættes i køleskabet natten over.

Næste morgen er den hævet i hvert fald til dobbelt størrelse 🙂 Løsn dejen langs kanten, inden den sættes på en plade med bagepapir. Brug to skeer og fordel dejklumperne. De blive ret uformelige. Efterhæver ca. 30 minutter, før de bages ved 200 grader i 15 minutter.

Afkøler på en rist, inden der serveres nybagte lune boller.

Hvis man husker at lave dejen aftenen før, så er det en udmærket måde at have nybagt brød på næste morgen. Det bliver et rustikt udseende, men det er uden betydning for smagen. Og de er bløde og lækre – så de får et forsøg igen en anden dag.

Og så er det næsten weekend, med flere vielser, det er virkelig sæson for det i disse uger. Men jo en glædelig og festlig ting, som giver minder og er en skelsættende begivenhed, for alle som deltager. Uanset om parret er først i tyverne eller har rundet de fyrre 🙂

God og solrig weekend – endelig lader det til at det bliver muligt at sidde ude uden overtøj 🙂

Jette

Frangipane kage med rabarber

Jeg tror de fleste bloggere tænker over ord og vendinger. Hvad betyder det, hvor stammer det fra osv. Jeg var på udkig efter en kage med rabarber og stødte så på enopskrift og ordet frangipane – men havde aldrig hørt om det før. Ingredienslisten var ret almindelige, så hvad kom navnet så af?

En helt almindelig og gammeldags fremmedordbog fortalte, at frangipane er en tyk mandelcreme. Javel så – her er den så blevet bagt 🙂

I eftermiddag har jeg endnu et møde (den her uge har bare mange af dem) og et møde sidst på eftermiddagen, det kan godt bruge lidt kage 🙂 Og med de sidste rabarber i køleskabet, så blev det til denne lille lækre kage.

Frangipane kage med rabarber 

50 gr. rabarberkompot

Mandelcreme

50 gr. smør

50 gr. sukker

35 gr. mandelmel

25 gr. marcipan

30 gr. hvedemel

1 æg, fra en ualmindelig nysgerrig høne

25 gr. hvid chokolade, grofthakket

5-10 mandler, smuttet og skåret i stykker

Pisk smør og sukker sammen, tilsæt æg og pisk igen. Rør marcipan, mandelmel og hvedemel i. Kom til sidst den hakkede chokolade i.

Kom dejen i en lille tærteform (ca. 15 cm i diameter) fordel rabarberstykker ovenpå – (ikke for meget saft) og drys med mandelstykker.

Bages ved 175 grader i ca. 25 minutter.

Helt nybagt, og dufter herligt 🙂

Og hold nu op, det blæser stadig, men er dog tørvejr, så jeg fik luntet 5 km 🙂 Et møde kom på tværs, ellers var det i aften, at Peter og jeg skulle have løbet Brylleløb. Det må så blive til næste år i stedet.

God onsdag.

Jette

Forsigtige veganer muffins

Forsigtige er nok ikke lige den rigtige formulering. Men jeg har ikke tidligere bagt veganske muffins, så det er en lille forsigtig portion, jeg her har bagt 🙂

Trine har valgt at følge en vegansk stil, og det betyder at hendes kost ikke indeholder: Æg, kød, smør, fløde og meget andet. Kort sagt intet, der stammer fra dyreriget. Og hun har lidt efterspurgt noget kage. Det har været lidt en udfordring, for i langt de fleste af mine kager, er der smør, æg, fløde og chokolade 🙂 Men nettet er jo til stor hjælp. Så i går forsøgte jeg mig med disse muffins.

Opskriften er inspireret fra en veganer blog.

Veganer muffins (6 stk.)

1 1/4 dl. sojamælk (evt. med kakaosmag)

½ tsk. eddike

50 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

3 spsk. rapsolie

60 gr. hvedemel

25 gr. mandelmel

1-2 spsk kakao

½ tsk. bagepulver

En knivspids fint salt

Bland mælk og eddike og sæt det til side lidt. Sigt mel, kakao og bagepulver. I mælkeblandingen kommes sukker, vaniljesukker og olie og det piskes godt sammen. Tilsæt de øvrige ingredienser og bland det godt. Fordel dejen i muffinsforme og bag dem ved 180 grader i ca. 18 minutter.

Kagerne afkøler. Og er klar til at blive serveret.

Men de står her endnu. Jeg har smagt på en, men den smager bare ikke rigtig. Om det er sojamælken, der smager igennem, ved jeg ikke. Eller også er smagen bare anderledes, og skal ikke sammenlignes med almindelige chokolademuffins.

Som veganer er det lidt vanskeligt at finde opskrifter på bagte kager, og det kan godt være at disse er et bud, men jeg vil nu hellere have et stykke brød med syltetøj i stedet.

God sommerdag – med udsigt til blæst og regn 🙂

Jette

Side 47 af 70

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal