diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Frugt Side 25 af 31

De sidste bær i fryseren …

Vi har passeret den 2. februar, som i følge gammel talemåde var lig med, at vi så var halvvejs i vinteren. Halvvejs i perioden fra 1. november til  1. maj. Umiddelbart kan vi godt synes, at det næsten er forår, det mærkes tydeligt, at dagene er blevet længere – faktisk er de snart tiltaget med 2½ time. Men der er et stykke tid til lyse nætter og bøgeblade og alt mulig andet dejligt i den boldgade 🙂

Men halvvejs i vinteren, så er det okay, at begynde at tømme nogen af bærposerne i fryseren. Selv om det er med lidt bævende hænder, for hvad nu hvis man pludselig fik brug for dem? Ja, så må vi finde på noget andet 🙂

Så i går blev der lavet lidt syltetøj af de sidste jordbær, supplereret med lidt brombær. Der er ikke så meget sukker i, så holdbarheden er ikke så lang. Men portionen er lille, så jeg tror nu nok, at det når at blive spist, før det bliver dårligt. Faktisk skal jeg bruge det til noget i morgen – jeg glæder mig til at vise det.

Jordbærsyltetøj

150 gr. jordbær

60 gr. sukker

½ tom vaniljestang

½ tsk. citronsaft

Sukker, bær og vaniljestang står og safter lidt, før det hele bringes i kog. Koger uden låg ved svag varme ca. 5 – 10 minutter, smag til med lidt citronsaft.

Jeg har fået en ny minihakker(mere om den en anden dag) og der kørte jeg syltetøjet på. Så er der ikke flere hele bær tilbage 🙂

Kommes på et rengjort glas, der evt. er skyllet i lidt spiritus.

Opbevares i køleskab.

Det bringer lidt duft af sommer med sig.

Men egentlig er jeg glad for, at det stadig er tid at hygge sig inden for.

God weekend.

Jette

Mikro portion hindbærsyltetøj og en duft af sommer

Du har sikkert bemærket, at hindbærsnitter hitter i mit køkken 🙂

Det er bare en lækker kage, når den er lavet ordentligt. Jeg købte en gang nogle stykker hos en købmand – hold op, hvor var de tørre, triste og kedelige. Så siden da er det mest blevet de hjemmelavede hindbærsnitter, der bliver spist.

Og minikonfirmanderne er tiltænkt dem, jeg skal lave næste gang.

Fryseren rummede stadig en lille portion hindbær, som var plukket i sommers. De blev tøet, og er nu blevet kogt en mikro portion hindbærsyltetøj, efter opskriften her. Med en duft af sommer, og som det ses i baggrunden – “med en solskins stribe på”.

Vejret er meget foranderligt, så det er med at nyde solens stråler, når de kommer ind ad vinduet.

God lørdag – midt i januar.

Jette

Banan-gulerodskage

Det er trods alt januar – så det kan godt være, det er i orden at holde igen med flødeskumskagerne lige nu 🙂

I hvert fald bliver der til menighedsrådsmødet i aften bagt brød og denne banan-gulerodskage serveres til kaffen. Nogle vil nok synes, det er en gevaldig nedjustering i forhold til for eksempel disse lagkagepakker – men det må nu være.

Denne opskrift er virkelig en ny og en helt anderledes kombination, når det handler om banankage. Opskriften er hentet fra Samvirke, januar 2015.

Jeg laver kagen uden topping, jeg er ikke så vild med masser af fedtet glasur på en skærekage. Men derudover så har jeg stort set fulgt opskriften fra bladet.

Banan-gulerodskage

50 gr. honning

75 gr. sukker

2 æg, fra fornøjede høns

1 1/4 dl. neutral olie

80 gr. grahamsmel

100 gr. hvedemel

1-2 tsk. ingefær

2 tsk. kanel

1 tsk. bagepulver

125 gr. fintrevet gulerod

1 banan

25 gr. grofthakkede valnødder

75 gr. rosiner

Tænd ovnen på 175 grader.

Pisk sukker, honning og æg let og luftigt. Tilsæt olie og pisk. Sigt hvedemel og bagepulver, og vend det i dejen sammen med grahamsmel og krydderier. Tilsæt gulerod, moset banan, valnødder og rosiner og bland det hele grundigt.

Kommes i en lille sandkageform, der er smurt eller foret med bagepapir. Bages ca. 45 minutter og køler af i formen.

En ret lækker kage med smag og fylde. Ikke for sød, men med en behagelig mængde rosiner og nødder, som netop gør kagen interessant. I mine øjne 🙂

På en helt almindelig tirsdag.

Jette

Portions cheesecake med citron og granatæblegele

Her en uge inde i det nye år, må det være på tide at få præsenteret min nytårsdessert 🙂 Præsenteret er måske så meget sagt, men jeg var nu selv meget godt tilfreds med resultatet.

Til nytårsaften havde jeg besluttet at lave en dessert tallerken med forskellige kager og lidt frugt. Det har jeg gjort før, men jeg synes godt om valgmuligheder, når det kommer til dessert. Det er så ærgerligt at gå glip af noget. Så hellere små stykker og små portioner 🙂

Min servering bestod af Danmarksmester tærten med de mange nødder, luksus brownie (dog uden nødder og glasur), portions cheesecake og lidt råsyltet frugt. Og lidt (købt) vaniljeis til dem, der lige syntes der manglede lidt fløde.

Portions cheesecake (6 stk)

4 (ca. 50 gr.) digestive

25 gr. smør

Smelt smør, og knus kiks og bland det hele grundigt, inden det fordeles i 6 små glas. “Stamp” det let, så massen kommer til at hænge sammen.

Creme:

1 blad husblas

100 gr. flødeost

½ dl. creme fraiche 18 %

½ citron, saft og revet skal

50 gr. flormelis

½ stang vanilje, korn heraf

1 dl. piskefløde

Udblød husblas i koldt vandt et kvarters tid. Rør flødeost, creme fraiche og citronskal sammen. Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med lidt flormelis, før det og det resterende flormelis blandes med flødeost blandingen. Pisk fløden til let flødeskum. Vrid husblas for vand og smelt den i mikroovn et øjeblik, køl det let med citronsaften og bland det dernæst med en skefuld af cremen. Rør derefter husblas og creme sammen. Til sidst foldes flødeskummet i. Kommes i en sprøjtepose og kommes nu oven på den afkølede kiksebund. Sættes i køleskab et par timer.

Gele:

½ dl. granatæblesirup

1 blad husblas

Udblød husblas i koldt vand i ca. 10 minutter. Knug vandet fra og smelt det sammen med sirup i mikroovnen. Det går hurtigt! Lad den køle lidt af, inden den fordeles oven på cremen i glassene. Stilles på køl, gerne til næste dag.

Det var en fin måde at lave en desserttallerken på. Og det mest overraskende var, at der ikke blev spist ret meget is. Det må jo være fordi, at de øvrige lækkerier var faldet i god jord 🙂

Og så føles det som meget længe siden, at det var nytår – januar er bare fyldt med travlhed. Jeg glæder mig til at holde fri i weekenden …

God torsdag.

Jette

Citronkage

I dag begynder minikonfirmanderne. Det er elever i 3. klasse, der inviteres til at komme i kirken og høre om den, lære om kristendom og synge salmer. Derudover lave spændende ting og spise kage.

I år tegner det til at blive et lille hold, men derfor er der stadig saftevand og kage på programmet. Alle de foregående år har det nu oftest været købt kage, og været en meget varierende smagsoplevelse 🙂

Så lige i dag øjnede jeg en chance for at ændre lidt på det. Og med en citron i køleskabet, der var tilbagebleven fra julens gode stunder, så blev det til en citron kage. Glad og gul.

Citronkage (8-10 stk.)

100 gr. smør/margarine

100 gr. sukker

½ stang vanilje, kornene herfra

2 æg + 1 æggeblomme fra rare høns

50 gr. marcipan, groftrevet

½ citron – saft og revet skal

70 gr. hvedemel

40 gr. kartoffelmel

1 tsk. bagepulver

Overtræksmarcipan af 100 gr. marcipan

Lidt smeltet chokolade

Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med lidt af sukkeret. Pisk vaniljesukker, resten af sukkeret og smørret sammen. Kom den revne marcipan i og pisk videre, mens der tilsættes æg og æggeblomme – en af gangen. Kom citronskal og saft ved og pisk. Sigt de to slags mel og bagepulver og vend det forsigtigt i dejen.

En springform (18 cm i diameter) smørres eller fores med bagepapir. Kom dejen i og bag kagen ved 175 grader ca. 35 minutter.

Afkøler i formen inden den sættes på et fad og pyntes – efter fri fantasi.

Nu håber jeg blot, at kagen også falder i de unge menneskers smag 🙂

God tirsdag.

Jette

Snebolde – kransekage med fyld

Jeg fik for nogle år siden en lækkerbisken – hvidt flormelis med fyld inden i. Mere kan jeg faktisk ikke huske – og så er det lidt svært at finde en opskrift, der lige rammer 🙂

Men nu har jeg gjort et forsøg. Med inspiration fra Mette Blomsterberg julebog.

Snebolde (8 – 10 stk.)

125 gr. revet marcipan

40 gr. flormelis

25 gr. æggehvide (knap en æggehvide)

Fyld:

30 gr. syltet citronskal

20 gr. svesker

Flormelis til at trille kuglerne i

Marcipan, flormelis og æggehvide røres sammen, det bliver en blød dej. Citronskal og svesker skæres i små stykker og blandes godt i dejen.

Med en ske formes en klump dej til en kugle (cirka), som trilles rundt i flormelis. Børst den lidt af med hænderne og form den, som du synes og sæt den på en plade med bagepapir. Gentag med resten af dejen.

Bages ved 190 grader ca. 14 – 15 minutter til de er let gyldne. Køler af på pladen.

Fyldet kan varieres – cocktailbær vil også gøre sig fint.

De små snebolde smager ganske fortrinligt 🙂 Men jeg kan stadig ikke huske, om det var sådan de smagte, dem jeg fik for år tilbage. Men pyt også med det.

Disse er lette at lave, og er så delikate, så der er ikke meget at betænke sig på, hvis du lige mangler noget til kaffen en dag.

Smuk november dag.

Jette

Alt andet end bagning :-)

Men farvestrålende og med muligheder. Sådan er det, jeg vil fortælle om i dag.

Farvestrålende og med tydelig duft af stjerneanis, sådan er den granatæblesirup, som jeg kogte i går. For flere dage siden købte jeg et granatæble, fordi jeg synes, det er flot og anderledes. Men granatæblet blev bare mere og mere runken – for jeg er ikke god til at få det brugt. Jeg bryder mig ikke om de bitte små kerner, der inde i hver eneste lille bær – eller hvad man nu ellers kalder dem.

Men så fandt jeg en god ide her på Valdemarsro 

Der blev lavet granatæblesirup – og kernerne bliver siet fra. Det måtte være vejen frem 🙂

Granatæblesirup

1 granatæble

3 spsk. sukker

1 spsk. honning

1 stjerneanis

Pil alle kernerne ud af skallen – de hvide hinder skal helt af. Kom kerner og de øvrige ingredienser i  en lille gryde og kog op. Koger ved svag varme uden låg i ca. 25 minutter. Sigtes og hældes på en rent glas – jeg havde skyllet det i vodka først 🙂

Så nu har jeg et fint lille glas med en flot farvestrålende sirup – men jeg ved ikke helt, hvad jeg kan bruge siruppen til. – Men måske til en dressing over en salat eller sammen med rødkål – til jul. Eller blandet med lidt flødeskum, det må give en fantastisk farve.

Måske du har noget erfaring med at bruge granatæbler på denne måde?

God dag – min begyndte med at jeg blev vækket af enorme traktorer, der kørte lige forbi præstegården med tonstunge læs af møg. Hold nu op, hvor det larmede 🙂 Ingen tvivl om, at det er på landet jeg bor.

Jette

Minimuffins med havtorn og hvid chokolade

Jeg tænker stadig på måder at få brugt tørret havtorn på. For i forbindelse med madbloggerudfordringen #5 fik jeg jo købt en pose med de syrlige tørrede bær. Og hvordan bruge dem bedst ?

Jeg søger fortsat rundt på nettet, og fandt blandt andet ud af, at der for nylig er udgivet en bog, som kun handler om havtorn. Jeg har ikke selv set den, og på biblioteket er der 5 måneders ventetid på bogen, så der er åbenbart flere end mig, der synes det er et spændende bær og en interessant bog 🙂

Opskriften til de små muffins fandt jeg inspiration til her. De små muffins minder om petit four kager, men de er i den rustikke ende, alene fordi der er grahamsmel i 🙂 Men sommetider er det også fint at få en lille bitte kage, der ikke er for sød og som fint går på en fredag!

Minimuffins med havtorn og hvid chokolade (ca. 25 stk.)

50 gr smør

1 æg, fra en sød høne

65 gr. sukker

½ tsk. vaniljesukker (gerne hjemmegjort)

1 dl. mælk

30 gr. grahamsmel

85 gr. hvedemel

½ tsk. bagepulver

1 knivspids salt

10 gr. tørrede havtorn

40 gr. hvid hakket chokolade

Lidt marcipan til pynt

Smelt smørret og lad det køle lidt. Pisk æg, vaniljesukker og sukker let og luftigt. Tilsæt smør og pisk og rør dernæst mælken i. Sigt mel og bagepulver og vend det i sammen med grahamsmelet. Til sidst vendes havtorn og chokolade i dejen.

Fordeles i små muffinsforme og bages ca. 12 – 15 minutter ved 190 grader.

De små syrlige bær smager fint igennem – men ikke for meget. Jeg pyntede med små marcipanhjerter sat på med lidt glasur.

Mine små muffins her bliver serveret sammen med lidt snack til en gensynsklassefest, som min datter skal holde senere i dag.

God weekend.

Jette

Æblekage – med havens sidste æbler

Mine æbletræer gav ikke ret mange æbler i år – og nu er de sidste blevet brugt. I en æblekage.

Der er ikke mange krumspring i den – blot masser af æble og kanel.

Anledningen til at bage denne kage, var som “tak for hjælpen!” Mine to gravere havde gjort et stort arbejde med at hjælpe og gøre klar – så mine konfirmander kunne få bordplads at stå ved, gran at klippe af og sakse at klippe med. Konfirmanderne skulle lave en lille kirkegårdspynt – en dekoration til at sætte på et gravsted.

Jeg har sat mig det mål, at dette års konfirmander skal bevæge sig mere og røre ved mere og være mere aktive, end de tidligere hold har været.

Og her til Alle Helgen var det oplagt at lave en lille dekoration til kirkegården. – Men også fordi det giver mulighed for at tale om, hvad sker der ved en bisættelse/begravelse – og hvad tror du sker, når vi dør? Store spørgsmål og svære spørgsmål – og da kan det være godt at have noget helt konkret i hænderne, når de spørgsmål skal tænkes igennem.

Kagen her kræver ikke de store overvejelser – den er enkel og ligetil – og smager dejligt 🙂

Æblekage med kanel

2 æg, fra løbske høns

175 gr. sukker

85 gr. smør/margerine

175 gr. mel

½ tsk. bagepulver

1 tsk. vaniljesukker (gerne hjemmelavet)

1 æble i små tern

Topping

2 æbler i både

2 tsk. kanel

2 spsk. sukker

Smelt smørret og lad det køle lidt af. Pisk æg og de to slags sukker let og luftigt. Pisk så det smeltede smør i. Sigt mel og bagepulver og vend det i dejen sammen med æblet i tern.

Dejen kommes i en springform (18 cm. i diameter), der er foret med bagepapir. Æblerne i både lægges ovenpå dejen i et pænt mønster og drysses til sidst med kanelsukker – der er rimelig meget sukker 🙂

Bages ved 180 grader ca. 50 minutter – mærk med en tandstik om kagen er bagt. Lad kagen afkøle, før den tages ud af formen.

Den kan spises som den er, men smager også rigtig fint med lidt flødeskum og creme fraiche blandet og tilsat lidt vaniljesukker.

Helt trist at tænke, at det var årets sidste æbler af egen avl, men heldigvis er der næste år æbler igen.

Jette

Cheesecake med hvid chokolade, lime og vanilje

Jeg synes cheesecake smager dejligt! Og til fødselsdagen i sidste weekend blev det en del af desserten. En ret klassisk udgave, smagt til med lime.

Nu kan det jo altid diskuteres om det er bagning – men eftersom disciplinen var med i Den store Bagedyst, så burde den indvending være fejet til side 🙂

Jeg serverede noget frisk frugt til, men det bestemmer du naturligvis selv, om det behøves.

Cheesecake med lime, vanilje og hvid chokolade

100 gr. digestive

50 gr. smør

Knus kiksene (jeg kommer dem i en plastikpose og banker dem grundigt med en kødhammer :-)) Smelt smørret og kom de knuste kiks i og rør rundt. Fordel massen i en springform (18 cm. i diameter) uden bund – ringen er placeret på en tallerken i stedet.

Køl bunden ned.

Fyld

200 gr. flødeost

50-60 gr. sukker

1/3 vaniljestang, korn heraf

30 gr. hvid chokolade

2 blade husblas

1 lime, saft og revet skal

½ dl skyr (eller creme fraiche)

1 dl piskefløde

Læg husblassen i blød i koldt vand et kvarterstid. Smelt chokoladen over vandblad. Pisk fløden til flødeskum. Tag kornene ud af vaniljestangen og bland dem med lidt sukker. Pisk sukker, vaniljesukker, revet limeskal, skyr og flødeost sammen. Tilsæt den smeltede chokolade. Smelt husblassen (kort tid i mikroovn) og køl den ned med limesaften. Pisk den i flødeostblandingen. Og vend til sidst flødeskummet i.

Fordel blandingen oven på kiksebunden (glat overfladen) og sæt kagen i køleskab, gerne til næste dag.

Ved servering – så fjernes springformens ring og kagen pyntes, som du synes.

Velbekomme – en lækker kage med masser af prikker af vaniljekorn.

God weekend

Jette

Side 25 af 31

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal