diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Frugt Side 22 af 31

Fersken cheesecake

Peter var hjemme i weekenden – hyggeligt, og med de sidste nye opdateringer om, hvordan det er at begynde på første semester på universitetet i Århus. Og han lød ret fortrøstningsfuld og nysgerrig efter at komme videre.

Her hjemme blev der hilst på alle dyr, og køleskabet tjekket ud. Det var nu lidt tomt – sådan i hans optik 🙂

Men der var til en cheesecake. En lille udgave. Så den blev fremstillet.

Fersken cheesecake

75 gr. digestive

35 gr. smør

1 æg, fra en skøn høne

1 tsk vaniljesukker

25 gr. flormelis

1 tsk. citronsaft

lidt revet citronskal

1½ blad husblas

1 dl frugtyoghurt

100 gr. flødeost

½ blad husblas

50 gr. ribsgele

1 fersken eller nektarin

Smelt smør og kom knuste kiks i. Placer en ring (fra en springform ca. 15 cm i diameter) på et fad og fordel kiksemassen deri. Stilles til afkøling.

Lav imens fromagen. Sæt husblas i blød ca. 15 minutter. Del ægget og pisk æggehviden stiv og sæt til side. Æggeblomme, vaniljesukker og flormelis piskes godt. Tilsæt flødeost, citronsaft og skal og pisk det let. Rør yoghurt i. Smelt husblas få sekunder i mikroovn og køl det ned ved et komme et par skefulde af æggeblandingen i. Vend til sidst det hele sammen og rør godt. Og til allersidst vendes den stiftpiskede æggehvide i. Fordel fromagen på kiksebunden og sæt i køleskab.

Udblød det ½ blad husblas og smelt det. Tilsæt ribsgele og rør det glat, måske det hele skal varmes lidt op. Det må ikke være alt for varmt, når det fordeles på toppen af kagen.

Pynt med en fersken eller nektarin skåret i tynde både.

En lidt glad og farvestrålende cheesecake 🙂

På en fin solrig torsdag, hvor septembers himmel er så blå …

Jette

Mørke macarons med chokoladecreme

Jeg fortsætter med at bage macarons – jeg synes virkelig, det er en sjov kage at lave, dekorativ og fin. Men holder mest af fremstillingen 🙂 Dog overrasker disse positivt – der er mere “bid” og smag i dem.

I går havde vi kirkevandring. Det vil sige, at vi begyndte med en kort gudstjeneste, hvorefter vi gik en tur ud i området omkring kirken. Og sluttede med en let frokost. Og så havde jeg en anledning til at servere disse små fine kager 🙂 Som heldigvis blev vel modtaget – der var i hvert fald ikke nogen tilbage, da jeg gik hjem 🙂

Mørke macarons ( ca. 14 samlede stk.)

35 gr. mandelmel

65 gr. flormelis

1 spsk. kakao

1 æggehvide, fra en sød høne

20 gr. rørsukker

Sigt kakao og flormelis og bland det med mandelmel. I en anden skål piskes æggehviden stiv og dernæst piskes rørsukkeret i – til en lækker marengs. Vend kakaoblandingen i. Kom massen i en sprøjtepose og lav små runde kager (ca. 3 cm i diameter) på en bageplade med bagepapir. Lad kagerne lufttørre ca. 30 minutter. Varm ovnen op til 180 grader, og skru ned til 140 grader, når kagerne sættes ind. Bag dem ca. 12 minutter. Afkøler på en rist og tages forsigtigt af papiret, når de er blevet kolde.

Solbær-dadel-chokoladecreme

50 gr. solbærsyltetøj

50 gr. udstenede dadler

30 gr. mørk chokolade

Kør dadler og solbærsyltetøj på minihakker (eller blend det let). Smelt chokoladen og rør den sammen med solbær-dadel puréen. Sættes på køl til det skal bruges.

Kagerne samles to og to med lidt creme imellem. Og må gerne stå og trække lidt, før de spises.

Velbekomme 🙂

På den sidste dag i august.

Jette

Alternativt syltetøj

Jeg forsøger stadig at blive gode venner med mine stikkelsbær 🙂 Og det går da også bedre. Nu er de blevet blandet med nogle mirabeller og lavet til syltetøj, det fungerer faktisk okay.

Jeg synes ofte, at når jeg laver mit eget syltetøj – sammenlignet med en købevariant – så smager mit kraftigt af bær 🙂 Det er naturligvis godt, og vidner om, at der er ret så mange bær i, og desuden ikke tilsat hverken vand eller andet, som ikke lige hører hjemme her.

Så stikkelsbær/mirabelle syltetøjet smager både kraftigt og let syrligt, men på brød går det altså godt.

Stikkelsbær/mirabelle syltetøj

150 gr. stikkelsbær

150 gr. mirabeller

125 gr. rørsukker

(½ tom vaniljestang)

Udsten mirabellerne og kom dem, stikkelsbær, sukker og gerne en ½ tom vaniljestang i gryden og lad det stå en times tid, inden det koges ca. 15 – 20 minutter. Bærene skal nå at briste.

Køler af inden, det blendes – eller køres en tur på minihakkeren. Opbevares i køleskab – og har begrænset holdbarhed, på grund af det forholdsvis lave sukkerindhold.

I aften kommer det på bordet i selskab med scones og valnøddebrød – mon ikke det nok skal gå 🙂

Og nu venter endnu en skøn sommerdag. Hvor er august gavmild med sol og varme. Ingen klager herfra.

God torsdag.

Jette

Friske citroncookies

Til en udflugt, hvor der skulle pakkes en kurv med kaffe og kage, da opstod ideen her. Lidt søgning på nettet gav ikke et helt konkret bud, hvad en cookie med citron skulle indeholde, så opskriften her er min egen 🙂

Udflugten gik ned til min nye grund 🙂 som jeg stolt og glad viste frem. Der er stadig ikke meget at se udover stubbe, brændenælder og højt græs. Men en dag skal det nok blive fint 🙂

Citroncookies med macadamianødder (ca. 10 store stk.)

75 gr. smør

100 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

1 æg, fra en hyggelig høne

70 gr. havregryn

90 gr. mel

½ tsk. bagepulver

25 gr. citronpasta eller syltet citronskal

25 gr. macadamianødder

Rør smør, sukker og vaniljesukker godt. Pisk ægget i og tilsæt de øvrige ingredienser og bland det hele grundigt. Dejen sættes i klatter på en plade med bagepapir, med lidt plads imellem hver.

Bages ved 175 grader i ca. 15 – 17 minutter.

Fine og friske cookies – ret langt fra chokoladecookies🙂 Men et værdigt alternativ på en varm sommerdag.

Udflugten på en skøn sommervarm søndag gik som nævnt forbi min nyindkøbte grund 🙂 men også til Helnæs fyr. Da vi for år tilbage havde båd, sejlede vi enormt mange gange forbi det fyr, og vidste når vi så det, at så var der ikke så langt til Fåborg 🙂

Helnæs er virkelig et område, der er værd at besøge, skøn natur og masser af vand – og blå himmel. En ren fryd at sidde og nyde udsigten.

Helnæs, lige efter dæmningen 


Jeg tror, jeg skal blive bedre til at tage kurven med og så sætte kursen ud i det blå 🙂 Der er virkelig mange skønne steder, hvor øjet ser langt og der er højt til himlen.

God tirsdag.

Jette

Nostalgisk trifli

De bagte stikkelsbær har nu fået følgeskab af skøn råcreme og nogle hjemmelavede makroner. Og alt andet lige så hjalp det noget på de lidt sure og stride bær 🙂

Råcreme er så til gengæld også ren nostalgi. Det er længe siden, det er lavet sidst. Men jeg mindes, at vi fik det ret ofte som barn til søndagsdessert med henkogte blommer eller andet frugt. Men igen, alle ingredienserne var der jo, selvforsynende med mælk og fløde, æg fra hønsene og blommer fra et stort blommetræ, der voksede op af sydsiden af stuehuset.

Og råcreme er da en lækker  og blød ting at få serveret. Min er lavet af æggeblomme fra egne høns. Jeg er så glad for, at forbudet/advarslen om at spise friske æg nu er blevet ophævet. Det gør livet lettere, når der løber et par dejlige og flittige æglæggere rundt ude i haven 🙂

Råcreme (lille portion)

1 æggeblomme

½-1 tsk. vaniljesukker (gerne hjemmelavet)

25 gr. flormelis

½ dl. piskefløde

Pisk først fløden til blødt flødeskum, dernæst piskes i en anden skål æggeblomme, vanilje og sukker til det er lyst og fint. Bland forsigtigt flødeskum i – og du står med den fineste lysegule creme 🙂

Nederst i glasset er et par makroner dryppet med portvin, dernæst bær og råcreme lagvis. Enkelt, fint og ret velsmagende.

Og en dessert fra en svunden tid. Men den kan nu godt findes frem igen – og kan sagtens laves med andre bær, måske nogle, der er lidt mere venlige en stikkelsbærene 🙂

På en smuk torsdag.

Jette

Bagte stikkelsbær

I haven står en gammel arrig stikkelsbærbusk med nogle ikke særlig smagfulde stikkelsbær. Jeg er ikke specielt fan af de bær, men har læst, at stikkelsbær i den grad er ved at få en renæssance, så jeg tænkte at nu måtte de altså prøves. Til et eller andet. Og grød skal det ikke være!

De viste sig så ikke at være rigtig modne – det er vist noget med jo blødere – jo sødere. Altså var mine sure. Og det er de stadig efter at være blevet bagt. Men det kan være, at når de kommer i en trifli med råcreme og hjemmebagte makroner, at det hele så falder på plads og smager godt.

Forsøget må gøres.

Men i første omgang kommer her opskriften på de bagte stikkelsbær – inspiration er fra Claus Meyers “Almanak”

Bagte stikkelsbær

250 gr. modne stikkelsbær

1/3 vaniljestang

1/4 citron, skal og saft

100 gr. sukker

Skyl og nip stikkelsbær og kom dem i et ovnfast fad. Skrab kornene ud af vaniljestangen og kom både dem og den tomme stang ned til bærrene sammen med citronskal, saft og sukker. Vend det rundt og bag ved 160 grader i ca. ½ time. Jeg lod dem stå i den slukkede ovn , så de fik eftervarmen.

Opbevares i køleskabet.

Jeg synes faktisk at de ser ret fine og indbydende ud 🙂 men syrlige, det er de.

Jeg tænker om stikkelsbær måske kan bruges i noget chutney i stedet for? Måske du har en opskrift, for så forsøger jeg mig gerne med den.

I dag for et år siden var jeg i gang med at forbedrede den første omgang Salmemaraton. Nu tager vi hul på sæson 2 – det er virkelig imponerende, at det har kunnet lade sig gøre. Og jeg glæder mig til at skulle synge videre igennem salmebogens mange salmer.

God onsdag.

Jette

Mazarinkage – uden mel

Så vender jeg tilbage til bagningen. Og denne gang med en ret lækker kage.

Jeg valgte i går til mine gæster at bage denne mazarinkage. Den blev ret god 🙂 Mandler, marcipan, chokolade og jordbær – så går det heller ikke helt galt. Men den er uden mel, og jeg er altid lidt skeptisk, for i mit hoved er mel oftest en vigtig del af opskriften 🙂

Men det kan altså sagtens lade sig gøre at lave en lækker kage uden mel.

Mazarinkage

2 æg, fra skønne høns

100 gr. rørsukker

25 gr. finthakkede mandler

25 gr. mandelmel

½ vaniljestang, korn herfra

½ dl. olie

50 gr. marcipan

½ tsk. bagepulver

Pisk æg, vaniljekorn og sukker til en skøn æggesnaps. Riv marcipanen og pisk den med og dernæst følger olien.Vend til sidst mandler, mandelmel og bagepulver i og fordel dejen i en bageform (ca.16-18 cm i diameter)

Bag kagen ved 200 grader ca. 35 minutter. Det ser ud som om kagen er ved at eksplodere, den hæver rigtig flot op – og falder på plads, når den kommer ud af ovnen og køler af 🙂

Pynt

50 gr. mørk chokolade

1½ dl. piskefløde

ca. 100 gr. blendede råsyltede jordbær (eller syltetøj)

Smelt chokoladen og fordel den på den afkølede kage. Når chokoladen er stivnet, pyntes med flødeskum rørt op med de blendede jordbær. Jeg brugte en sprøjtepose, flødeskummet kan også blot toppes op med en ske.

Smager rigtig dejlig med en kop kaffe. Og kan snildt spises dagen efter 🙂

Du ønskes en skøn weekend – med udsigt til lidt varmere vejr. Det skal være velkomment.

Jette

Solbærtærte

Jeg er både blevet begavet med honning og udfordret i brugen af den 🙂 Så nu skulle det prøves. En tærtedej lavet med honning i stedet for almindeligt sukker. Det blev en super lækker og blød dej.

Solbærsyltetøjet er egen avl, det er altså lidt sjovt at bruge sine egne bær.

Solbærtærte

100 gr. mel

60 gr. smør

30 gr. honning, fast

60 gr. solbærsyltetøj

Smuldr smørret i melet og tilsæt honning og saml til en fin dej. Lægges på køl, gerne til næste dag.

Rul dejen ud, det er virkelig en lækker dej at arbejde med 🙂 beklæd en tærteform (15 cm i diameter) fordel syltetøjet i bunden og lav et fletlåg af den overskydende dej.

Bages ved 200 grader ca. 15 minutter.

Jeg må også være ærlig – efter at have spist et stykke tærte – at jeg er ikke sikker på, at jeg kan smage honningen som sådan i dejen – men jeg kan forsikre om, at tærten er sprød og super lækker.

Der er ikke mange finesser som sådan ved tærten her, men jeg er sikker på, at serveret med en kop kaffe i godt selskab, så skal den nok blive spist 🙂

God onsdag.

Jette

Portions pavlova

Det var godt nok efterårsagtigt i går – med blæst og masser af regn.

Men forunderligt så holdt al regnen inde, da jeg havde en bisættelse og et bryllup i går omkring middagstid. Hvor godt. Regn gør begravelser endnu mere triste, og et bryllup med fine kjoler og smukke blomster, der drukner i regn – nej det er ikke spændende. Men alt det blev vi skånet for – regnen kom i stride strømme på andre tidspunkter.

Vejret indbød til hygge indenfor – og  derfor kunne der fint spises en skøn marengskage med bær og flødeskum 🙂

Portions marengs

Opskriften er som til marengs, blot sat på pladen i mindre cirkler og bagt en anelse kortere (i alt ca. 1 time)

Fyld (til 3 små marengs)

1 dl. piskefløde

25 gr. dulcey chokolade, hakket

Pisk fløden til skum, tilsæt chokoladen og fordel den på marengsbundene.

Pynt med frisk eller råsyltet frugt og nyd en skøn lækker sag.

Der er stadig nogle bunde tilbage, de kommer med nordpå, og hvor de helt sikkert vil blive spist i godt selskab. Første stop er Århus, dernæst nordenfjords op til min far.

Ønsker dig en god søndag.

Jette

Frisk kage med syltet citron

Selv om det er højsæson for danske bær, så er der lige nu pause i min have – så det blev til en frisk kage med syltet citron, der blev bagt i går.

For noget tid siden lavede jeg citron pasta, og det har holdt sig fint i køleskabet. Det har en let bitter smag, men en mere sød version af syltede citroner kan også fint bruges.

Kage med citron pasta

2 æg, fra skønne høns

75 gr. sukker

½ vaniljestang, korn heraf

1 spsk. spiritus (cognac el. lign)

65 gr. mel

35 gr. smeltet smør

50 gr. citron pasta

Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med lidt sukker (og gem den tomme stang til en anden gang). Pisk vaniljesukkker, sukker og æg til en skøn luftig æggesnaps. Pisk det afkølede smeltede smør i og vend dernæst spiritus, sigtet mel og til sidst citron pastaen i.

Kom dejen i en smurt springform (ca. 16 cm i diameter)

Bag kagen ved 200 grader ca. 20 – 25 minutter.

En dejlig frisk kage til en kop kaffe 🙂

God onsdag.

Jette

Side 22 af 31

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal